|
Oktober 2001
31/10/01
City møder i aften Barnsley på udebane. City kan mønstre et meget stærkt hold, så selv om Barnsley er en drilsk modstander, har jeg lidt på fornemmelsen, at vi godt kan skabe et resultat.
Der vil være folk på chatten i aften, så har du lyst til at chatte lidt med andre blå, er det alletiders mulighed.
For yderligere opvarmning til aftenens kamp henviser jeg til www.mcfc.co.uk, hvor du også kan høre kampen i aften.
Jeg minder om, at City's mål kan ses online her. Goaters kasse fra i søndags er med. God fornøjelse.
Peter
29/10/01
Shaun Goater scorede sit 16. sæsonmål, da City søndag aften spillede 1-1 ude mod Nottingham Forest. City er nu på 7. pladsen i 1. division, der vel næppe nogensinde før er set så jævnbyrdig. Lige nu ligger Palace og Coventry til direkte oprykning.
Kampen fik en hektisk start. Forest kom foran efter 7 minutter på en opfølgning på en ripost, men Goater bragte hurtigt balance i regnskabet med sin udligning efter 9 minutter. En kæmpe brøler af Forestkeeperen og Scimeca, som City bliver sat i forbindelse med for tiden, lå forud for scoringen. Målmanden kaster bolden ud til Scimeca i den tro, at han vil have den. Det vil han åbenbart ikke, og så kan Goater jo lige så godt nappe bolden og skyde den i kassen. Såre simpelt.
1. halvleg bød på nydeligt kombinationsspil fra begge sider, men ingen af de to holds angribere kunne levere den perfekte afslutning. Den største City-chance tilfaldt Huckerby, der dog skød over mål i en situation, hvor han skulle have placeret bolden i stedet for at tyre til den.
2. halvleg var gabende kedelig. Jeg hørte den på nettet sammen med det øvrige inventar på chatten. Vi registrerede 1 chance til hvert hold.
1 point ude mod Forest er accepteret. Vi stillede op uden Tiatto, der plejer at være drivkraften på midtbanen og uden Berkovic. City stillede med følgende hold: Weaver, Dunne, Howey, Mettomo, Pearce, Benarbia, Wiekens (Granville), Etuhu, Horlock, Goater og Huckerby. EJ benyttet: Nash, Dickov, Shaun Wright-Philips og Colosimo.
Pearce fik en heltemodtagelse på City Ground. Han har tjent klubben i mange år, og dette var hans første (og sidste) besøg på City Ground som spiller for et andet hold. Der står dog så meget respekt om Pearce, at han fik den hyldest han fortjente. En flot gestus af Nottingham foket!
Der er kommet et par personer mere på listen over Blå Venner. Har du lyst til at stå på listen, kan du sende mig en mail på peter@okay.dk
På Din Stemme har du stadigvæk lejlighed til at give dit besyv med. Jeg regner med at lukke afstemingen i denne uge, og vil derefter bringe et nyt spørgsmål. Har du et forslag? Hvad vil du gerne vide andres mening om. Skriv til mig.
Næste City kamp er ude mod Barnsley, der vandt en dramatisk kamp i weekenden. Måske var det deres vendepunkt i en skidt sæson. Lee Crooks, der for år siden slog sine folder i City er fast mand på Barnsleys hold, hvor Peter Sand pludseligt har svært ved at tilspille sig en stamplads.
Ha det blåt
Peter
28/10/01
City spiller i aften ude mod Nottingham Forest. De to hold ligger lige i ligaen og vinderen af aftenens kamp vil for alvor være tilbage i topstriden.
City stiller op uden Tiatto, der har karantæne, og Berkovic, der i aftes spillede for Israel i 1-1 kampen mod Østrig. Et resultat, der betyder, at Israel ikke kan kvalificere sig til VM. Resten af truppen skulle være fit for fight, så der er lagt op til et stort brag på Stuart Pearce's gamle hjemmebane.
Kampen starter kl. 19.15. Kom på Chatten hvis du har lyst.
Peter
25/10/01
Dagens store nyhed for os danske fans er, at der er en dansk spiller på vej til City. Som jeg tidligere har berettet her på okay, har Farums talentfulde målmand Kevin Stuhr-Ellegaard været til prøvetræning i klubben, og i følge Poul Erik Andersson, der er pressechef i Farum Boldklub er City og Farum nu blevet enige om en aftale, så det kun er Kevins egne krav, der nu skal opfyldes.
Kevins mor er efter sigende kæmpefan af Kevin Keegan, og det er faktisk efter vores Manager, at den unge dansker er navngivet. Lidt cool. Nu må vi håbe, at Kevin kan undvære sin Mormors medister, og at han snart finder ud af, at Manchester United ikke længere skal være hans yndlingsklub, som det står skrevet inde under hans profil på Farums Boldklubs hjemmeside. Du kan læse Kevins profil ved at vælge spillerprofil nr. 20 via dette link og du kan læse den officielle meddelelse fra Farum her. Det forventes iøvrigt først at Kevin underskriver den endelige kontrakt i november måned.
Paulo Wanchope slap for videre tiltalelse efter et påstået overfald på en bolddreng i kampen mod Norwich. Video og andet bevismateriale viste, at der ikke var grundlag for at føre sagen videre.
Onsdag aften spillede reserverne mod Sunderland. Holdet er godt med fremme i reserveturneringen og skal forsøge at komme igen efter nederlaget til Sheffield W i sidste runde. På Haralds side kan du følge med i, hvordan det går reserverne.
I går fik jeg skrevet at City møder Forest på lørdag. Det er en fejl. Kampen spilles først på søndag.
Slut for i dag. Velkommen til Kevin. Håber at møde den ivrige mor og resten af familien på en tur til Manchester.
HDB
Peter
24/10/01
4-0. Det er sådan vi vil se City!! Goater havde inden kampen bedt om fansenes støtte og med sit mål til 1-0 efter blot 2 minutter var han så sandelig selv med til at sætte løjerne i gang.
Stewe Howey øgede til 2-0 med sit første sæsonmål før Huckerby med 2 kasser slog en fuld fortjent City sejr fast. Læs meget mere om kampen på www.mcfc.co.uk
Det var rart med en sejr igen. Det er efterhånden en måned siden vi har fået fuld udbytte af anstregelserne. Det var en stor aften for Shaun Goater, der med sit mål skød sig ind på all-time top-20 listen over de flittigste målscorere i City.
Burnley vandt topopgøret mod Crystal Palace og nu ligger City på 7. pladsen med kun 4 point op til duksepladsen. De øverste hold har dog spillet en kamp færre en City.
De korte nyheder: Berkovic fik 3 dage for sin udvisning mod Preston. Voksent! Haaland er blevet sat tilbage i sit comeback. En mindre skade er brudt op og det forventes at der går endnu 1 måned før nordmanden er klar til sin debut på 1. holdet. Danny Tiatto er som ventet udtaget til det australske landshold, der i november skal spille play-off om at komme med til VM.
Det var alt for i aften. Nyd det mens det varer for på lørdag møder City Nottingham Forest på udebane. Forest vandt i aften 2-1 ude over Watford!
Peter
23/10/01
Husk at City møder Grimsby tirsdag aften. Der vil være folk på chatten.
For yderligere info om kampen henviser jeg til www.mcfc.co.uk
God kamp
Peter
21/10/01
Nå Keegan. Hvad nu? Nederlaget til Preston var City's fjerde turneringkamp i træk uden sejr, og vi begynder efterhånden at miste terræn til den absolutte top i divisionen.
Søndagen på Deepdale var meget uinspirerende og især City spillede uden gnist og gejst. 1. halvleg var kedeligere end at følge en marathon for kapgængere og det var mere held end dygtighed, der sikrede, at City kunne gå til pausen med en 1-0 føring på Huckerbys første turneringsmål - på oplæg fra Tiatto.
I 2.halvleg pressede Preston på, og udlignede efter kun 6 minutter efter passivitet i City forsvaret, der i dag stillede op uden Howey. 15 minutter senere blev vi for alvor dukket, da Macken scorede på et langskud næsten fra midten. Et mål der bliver beskrevet som et godt bud på Årets Mål i 1. division.
City havde nu travlt og pressede på for en udligning. Berkovic blev bragt på banen, men han dummede sig få minutter før tid og brokkede sig til et rødt kort, da City ikke fik et straffespark.
En korrekt beslutning, der satte sindene så meget i kog at selv Goater talte sig til en advarsel.
Som I kan se på billedet har Berkovic virkelig været oprevet. Det er sjældent man ser iltre Paul Dickov mane til ro.
Du kan læse mere om de blå's nedtur på www.mcfc.co.uk
Heldigvis er City inde i en travl periode og kan allerede byde på fodbold igen på tirsdag. Det er Grimsby, der kommer på besøg. Fiskerbyens stolthed kom i weekenden ned på jorden igen, efter at de på det seneste har slået både Wolves og Liverpool på udebane. Grimsby tabte 3-0 hjemme til Watford.
Det er en kamp som City SKAL og BLIVER NØDT TIL at vinde, hvis der ikke for alvor skal komme røre i klubben. Alle havde forventet en topplacering med Keegan ved roret og efter hans tilsyneladende gode indkøb, er det uforståeligt, at vi ikke insisterer på at blande os i toppen i stedet for at vende tilbage til de gode gamle og typiske City-vaner med at under-achieve. Kom nu gutter!!
HDB
Peter
17/10/01
Nu kan City sørme også spille 0-0. For første gang i denne sæson forlod City en kamp uden mål, da de spillede en sølle nullert hjemme mod Sheffield United.
Det blev igen en dramatisk affære med masser af gule kort. Ikke mindre end 9 af slagsen, de 7til City, hvoraf de 2 blev givet til Horlock, der således blev udvist med 10 minutter igen. Uheldigt (dumt?) for Horlock, der ellers startede inde i aften.
Der var yderligere 2 udskiftninger i forhold til kampen mod Stockport. Mettomo og Shaun Wright-Philips startede også inde. De 3 spillere afløste Wiekens, der er skadet, Danny Granville og Huckerby. Du kan læse alt om kampen på www.mcfc.co.uk
Før kampene mod Stockport og Sheffield U havde vi nok ikke forventet at vi ville stå tilbage med 2 point tirsdag aften. Sådan gik det desværre, men hvis jeg igen skal prøve at sætte den positive vinkel på må det være, at vi ikke tabte! Ja den er søgt, for det er sgu skuffende at vores dyre drenge ikke får mere ud af det!
Nu venter der en svær kamp på lørdag ude mod Preston der her til aften slog Sheffield W 2-1 på udebane. Flot resultat, der vidner om styrke. Og hvad vil der ske, hvis City taber på lørdag? Så vil hele kavaleriet af dagbladsjournalister kræve Keegans knop på et fad. Tro mig. Så får han problemer ligesom Trevor Francis fik det. Lad os håbe på det bedste.
Førerholdet Wolves tabte 1-0 hjemme til Crewe og fik således årets første nederlag. Lad dem komme ind i en stime, så vi kan holde trit med dem. Ny sejr til Palace, der virker som om at de har fået ny selvtillid efter sidste sæsons elendige sæson.
Worthington Cup kampen mod Blackburn spilles den 28. november. Det er en onsdag, så mon ikke vi mødes til en chat her på siden, mens de andre tosser sidder og ser Champions League og drømmer om store pokaler. Der går nok nogle år endnu før det bliver os!
Ikke mere herfra i dag. Op med hovederne. Husk at det er City du holder med. De har aldrig valgt den letteste vej.
Peter
16/10/01
For en længere optakt til aftenens kamp mod Sheffield U henviser jeg til Formandens side.
Jeg kan fortælle, at medlemmer af STB har spillet i alt 213 kuponer i efterårets tipskonkurrence. Kun 7 rækker har 1 rigtig efter 2-2 kampen mod Stockport. Der kom så sandelig som en overraskelse at vi ikke kunne slå vores naboer. Følg stillingen på Haralds hjemmeside.
Desværre har jeg ikke haft tid til at se hele kampen, og kan ikke kommentere de enkelte spilleres indsats, som Jens W så glimrende har gjort på forum. Men det er et godt udgangspunkt for udvekslinger af synspunkter, så hvis du så kampen, kan jeg kun opfordre til at give dit besyv med, så vi får så mange synspunkter som muligt frem omkring holdet.
God kamp i aften og god fornøjelse på Chatten.
Peter
14/10/01
Det er helt ufatteligt, at et hold med så meget talent ikke kan vinde en fodboldkamp mod Stockport. Når det nu er sagt med en vis bitterhed i stemmen er jeg dog stadigvæk optimistisk på Citys vegne trods tabet af 2 point i kampen mod Stockport i går.
Jeg gennemså kampen på video i nat, og jeg må sige, at viljen og talentet er til at få øje på. Vi skal bare have omsat det gode fremadrettede spil i sejre. Vi var ikke specielt heldige i nogle situationer, (Huckerbys annulerede mål og straffesparket) men vi burde være gode nok til vinde kampene alligevel - især når modstanderen ikke har mere at byde på end Stockport havde på Maine Road i går.
2-2 endte kampen. City var bagud 2 gange, men reddede det ene point på scoringer af den evigtsmilende Benarbia og Goater. Spillerne fik vist det skandinaviske publikum at fodbolden lever på den blå side af Manchester, og jeg er sikker på, at der var mange der lod sig underholde lørdag eftermiddag, og at kampen kan være med til at opmuntre TV4 til at vise City flere gange i sæsonen. Du kan læse meget mere om kampen, der blev sendt på TV4, på www.mcfc.co.uk.
Med det ene point rykkede City en plads frem i tabellen og ligger nu nr. 5. Vi er kun 3 point fra 2. pladsen og vi har en kamp i hånd. Allerede tirdag tager vi i mod Sheffield United, der vandt 3-0 i weekenden, på 1 mål af Michael Brown og 2 mål af Suffo som også var inde i billedet til City på et tidspunkt.
Lørdag blev der trukket lod til næste runde af Worthington Cup. Vi trak Blackburn ude, og skal vi videre i turneringen skal vi spille op til vores allerbedste. Sidst vi besøgte Ewood Park rykkede vi op i PL. Hvem glemmer den store dag.
Det var alt for i dag. Ha det godt og glæd Jer til resten af sæsonen. Der er så meget at bygge på, at jeg ikke kan lade være med at være optimistisk.
HDB
Peter
12/10/01
Lørdag sker det! Vi tager i mod Stockport County i årets første tv-transmitterede kamp. Stockport ligger sidst, men tag ikke fejl af naboerne, der slog City sidste gang de besøgte Maine Road i 1999. En sejr der af Stockport Manager Kilner er udråbt til hans karrieres største sejr. Læs hele interviewet med en mand, der tørster efter at smage sejrens sødme igen efter en mager sæsonstart. Kampen vises på TV4, der har en grundig optakt til kampen på www.tv4.se.
Der er lagt op til en målrig kamp. De to klubber har tilsammen spillet 20 kampe og i de 20 kampe er der scoret ikke mindre end 84 mål. City har været involveret i de 47.
Alt tyder på, at Keegan stiller med det samme hold der onsdag slog Birmingham 6-0. Hvorfor skulle han også skifte ud. Det kan vist ikke gøres meget bedre. Du kan læse mere om optakten på www.mcfc.co.uk.
Målene fra Birmingham kampen kan iøvrigt ses online. Klik her. Det er ren opvisning i venstrefods-afslutninger fra Huckerbys side.
Husk nu at lørdag er sidste chance for at deltage i tipskonkurrencen, hvor du kan vinde en tur til Manchester. Kig ind under konkurrencer, deltag, vind og støt STB og ungdomsarbejdet i City. Nemt ikke? Og det koster kun 100 kroner at deltage. Det er lidt mere end 3 lotto kuponer, hvor man alligevel aldrig vinder!!
Tony Grant er nu solgt til Burnley. Rygterne siger at City fik 450.000 pund for midtbanespilleren, der aldrig rigtig slog igennem. Held og lykke til Tony Grant, der afslutter sin tilværelse i City med at spå at City vil slutte i toppen. Det er værd at bemærke, at Keegan har skilt sig af med 2 spillere, der nu har kontrakt med klubber, der ligger over City i tabellen. Kennedy har jo som bekendt stor succes i Wolves.
Jeg vil slutte i den triste ende af skalaen. Som I sikkert ved fra andre nyhedskilder mistede den skandinaviske fanklub en af sine faste skribenter ved SAS-ulykken i Milano i mandags. Espen Heggelund og hans kæreste Heidi var på ferietur til Milano og omkom under tragiske omstændigheder i flystyrtet. Jeg nåede aldrig personligt at hilse på Espen og lære denne meget afholdte fyr at kende. Jeg ved, at de der lærte Espen at kende har mistet en rigtig god kammerat, og jeg sender hermed en kondolance til Espen og Heidis familier samt alle Espens venner.
At Espen var en afholdt mand vidner 100-vis af kondolancer på Blue View om. Espen var fast inventar på Blue View og havde skabt sig et stort netværk af venner over hele verden. Også i det lokale var Espen en afholdt mand. Således blev der holdt 1 minuts stilhed, da Vålarenga spillede i midtugen. Flere Internetsider har oprettet mindesider for Espen og på lørdag vil den norske gren af fanklubben mindes Espen på Bohemen før Kick-off mod Stockport. Inden kampen mod Gillingham vil Espen ligeledes blive mindet af klubben i Manchester i forbindelse med Tribal Gathering, hvor Espen ofte deltog. En meget flot gestus af de sympatiske fyre i kulissen i Manchester City. Æret være Espens minde.
Knut Espen Svegaarden, den dygtige journalist på VG i Norge, der altid skriver i STB, har skrevet en meget smuk nekrolog, som du kan læse i en oversat artikel på Blue View. Det siger alt om, hvilken personlighed Espen var.
Peter
11/10/01
6-0 til City og 5 mål af angrebsparret Huckerby og Goater. No wonder, at der endnu ikke er nogen, der har foreslået at Keegan skal forstærke holdet med nye angribere på Din Stemme.
Der var total dominans fra Citys side foran et kun halvfyldt Maine Road i aftenens kamp mod sidste års finalister. Huckerby scorede 4 kasser og Goater et enkelt. Det sidste mål var et selvmål.
Goater lagde op til 2 af Huckerbys kasser, mens Huckerby lagde op til Goaters, så det ser ud som om, at de to udfylder angrebspladserne rigtig pænt sammen mens Wanchope kommer sig over sin knæoperation.
I aftenens kamp blev der debut til Mettomo og Berkovic fik også spilletid efter en skadespause. Shaun Wright-Phillips duftede igen til atmosfæren på 1. holdet.
Altså en stor stor aften for de Blå fra Manchester, der kan nydes på Svensk TV4 på lørdag i lokalopgøret mod Stockport. Efter City's yoyo tendenser i denne sæson fraholder jeg mig at gætte på resultatet af den kamp, men håber det bedste. Men med de måltendenser City lægger for dagen er der lagt op til en fornøjelig kamp. På www.tv4.se kan du allerede nu varme op til kampen med interviews med bl.a. Tiatto og Oasis.
Vil du læse mere om kampen mod Birmingham kan du gå ind på den officielle side på www.mcfc.co.uk Siden er igen blevet stabil.
Tony Grant forlader City. Torsdag skriver han kontrakt med Burnley, der igen snupper en af vores marginalspillere. Jeg har intet negativt at sige til salget og ser det som en fornuftig disposition efter et væld af spillerindkøb i de første måneder af Keegans tid. Samtidig har vi fået flere lovende ungdomsspillere tæt på 1. holdet. Spillere der inden længe vil begejstre Manchester!
På lørdag er der lodtrækning til næste runde af Worthington Cup. Der 16 hold tilbage og nu kan alt ske. Lad os få et interessant PL hold på hjemmebane og vise hele omverdenen at der stadigvæk spilles klassefodbold i Manchesters eneste fodboldklub.
I skrivende stund ved jeg ikke, hvordan det gik Kevin Stuhr Ellegaard i kampen for reserverne. Læs nyheden og de øvrige nyheder på de links, du finder i links sektionen her på okay.
HDB
Peter
09/10/01
Næste kamp for vores kære blå er onsdag aften hjemme mod Birmingham i Worthington Cup.
Kampen kan følges fra den officielle side på www.mcfc.co.uk, og hvis du har lyst kan du chatte med andre blå på chatten her på siden.
Kevin Stuhr Ellegaard er begyndt at træne med City i denne uge under ledelse af Peter Bonetti. Kevin vil tage del i en kamp mod Blackburn i morgen aften. En træningskamp der er arrangeret for at give reserverne lidt kamptræning under blusen i en uge, hvor der ikke er turneringskampe i reserveligaen. Der svirrer allerede nu rygter om en pris på 3 millioner kroner for den unge keeper, der altså bliver kastet for løverne i morgen.
Husk at der er lokalderby mellem City og Stockport i weekenden. Kampen vises på svensk TV4.
HDB
Peter
05/10/01
Der er friweekend i Manchester. Dårlig nyhed for os City interesserede, men lad os nu ikke brokke os over muligheden for at se vores kære landshold forhåbentlig kan kvalificere sig til VM med en sejr over Island.
Jeg kan krydre dagens nyheder med en TOP-nyhed og en nyhed, der giver de lidt langsomme endnu en mulighed.
City er på TV næste lørdag. Jep - den er god nok. Det er Svensk TV4, der straks fra oktober måneds begyndelse lægger sig ind på 1. pladsen over mine favoritstationer. City skal spille lokalderby mod Stockport og hele kampen vises live på TV4.
Det giver os endelig muligheden for at se Keegan og de nye og gamle drenge i aktion. Hvor bliver det skønt at se Goater skøjte over grønsværen, Benarbia trylle på midten og Tiatto fighte med en iver som en Tyson på Natklub.
Jeg håber at sæsonens første kamp giver anledning til en masse glæder rundt om i de blå hjem i hele Skandinavien.
Den anden nyhed er, at Tor har meddelt, at deadline på Tipskonkurrencen er udsat indtil starten på netop kampen mod Stockport. Det skyldes at kampen mod Millwall - planlagt til denne weekend - er udsat. Er du ikke allerede med, så skynd dig at udfylde kuponen. Det giver også lidt ekstra spænding, når nu kampen kommer på TV. Kig ind under konkurrencer.
Jeg ved, at der har været problemer i løbet af torsdagen, men tag lige og giv din stemme med på "Din Stemme" ude til venstre.
Jeg vil slutte med at opfordre alle til at støtte en god sags tjeneste, som jeg faldt over på en rundtur på nettet. Det er logisk nok katastrofen i USA, der stjæler overskrifterne, men problemerne i andre lande ophører ikke, fordi de forsvinder fra mediebilledet. Ved at trykke på linket til venstre eller i menuen sikrer du 60 liter rent drikkevand til nødstedte rundt om i de fattige lande. Sådanne muligheder giver det "upersonlige" internet heldigvis også
God weekend
Peter
04/10/01
På grund af landskampe er der ikke kampe i de øvre divisioner i England i weekenden. City holder altså fri, og kampen mod Millwall er udsat. Heldigvis er der skemalagt hele 7 kampe for City i oktober, så vi kommer ikke til at kede os.
I går slog City's reserver Uniteds ditto med 5-0 i Manchester Senior Cup. Det skal siges, at United stillede med et svagt hold, hvor kun Jesper Blomquist's navn springer i øjnene på mig. 2 mål af SWP, der spillede en "kæmpekamp", og en enkelt til Leon Mike, Tony Grant og Joe Barton sikrede den komfortable sejr. Der var come-back til Alfie Haaland, der spillede de første 45 minutter.
City og United mødes senere på måneden til en velgørenhedskamp for ofrene i USA. Med de mange kampe på programmet forventer jeg, at ingen af holdene stiller i stærkest opstilling. Mere om kampen senere.
Så har jeg kørt endnu en afstemning på Din Stemme. Hvem er månedens spiller i september? Se resultatet og deltag i den nye afstemning på Din Stemme. Manchester Evening News og BBC's Greater Manchester Radio kårede iøvrigt Ali Benarbia til september måneds største sportsprofil i september.
Paul Dickov er nu også på skadeslisten. Han "joiner" Wanchope, så det ligner unægtelig konstellationen Goater/Huckerby til kampen mod Birmingham i næste uge.
Nicky Summerbee er blevet løst fra sin 3 måneders kontrakt. Han er ikke i nærheden af førsteholdet og prøver nu lykken i Bradford.
Jeg slutter med at fortælle, at der er endnu et dansk islæt på vej til England. Peter Sand skriver efter sigende under med Barnsley i dag. Her spiller en af mine tidligere favoritter Lee Crooks, der er det nærmeste en mand kommer til at ligne Kim Vilfort - uden at være det.
HDB
Peter
02/10/01
Mens jeg undrer mig over, hvordan man efter et lægetjek kan konstatere at Mettomo er skadet og dermed ikke kan deltage i City-træningen, men godt kan tilslutte sig Camerouns landshold!!!! vil jeg gerne opfordre alle til at forny eller tegne sit første medlemsskab af vores Skandinaviske Fanklub, der hedder Scandinavian True Blues (STB).
Nogle føler måske, at Morten og jeg via vores websites lægger stort pres på Jer, og nogle er måske endda trætte af at læse vores opfordringer. Det er helt OK at besøge vores sites, selvom man ikke er medlem af fanklubben, og grunden til vi opfordrer så kraftigt er primært fordi, de der ikke er medlem i vores øjne går glip af de fordele og oplevelser medlemsskabet giver medlemmerne. Læs mere her
Morten og jeg (og Brian Leth - den tidligere Formand) har tidligere diskuteret om et stort antal af medlemmer er et succeskriterie. Det er der ingen af os, der mener. Vi ønsker på ingen måde at komme i samme situation som f.eks. vores kære røde naboers fanklub oplever en gang i mellem. Er der spillemæssig optur stryger det ind med medlemmer, mens 2 nederlag i træk kan få selv de mest "hardcore" røde fans til at melde sig ud igen.
Nej vi ønsker en fanklub baseret på medlemmer, der lever med City på godt og ondt. Folk, der deler humoren og griner, jubler og græder med os andre, hvis man skal skrive det lidt højtideligt. Vi ved, at der er mange daglige besøgende på vores sites, der lever med City ånden under blusen, og det er Jer vi vil dele oplevelserne med - også gennem et formelt sammenhold baseret på medlemsskab af Fanklubben.
Vil du være med?? Så indbetal 130 kroner i Den Danske Bank på 3640 - 3656494409. Husk navn og adresse på indbetalingen.
Jeg kan fortælle, at som det ser ud lige nu, vil ikke mindre end 10 danskere og et hav af trofaste Nordmænd drage på fællestur i det nye år. På sådan en tur møder du folk, som du aldrig vil glemme. Alt sammen på grund af STB. Og jeg kan godt fortælle dig, at hvis du aldrig har været i Manchester - ja så er du gået glip af noget stort.
Og nu jeg er ved det, hvorfor så ikke være med i Tipskonkurrencen. Det koster 100 kroner. Du kan vinde rejsen til Manchester, og ikke mindst, så er du med til at støtte ungdomsarbejdet i City. De stjerner, der om få år vil få dig til at gnide dig i hænderne over, at vi igen kan slå vore røde naboer. Ikke så dårlig et fremtidsperspektiv vel? Klik ind på konkurrencer i menuen til venstre.
Ha det Blåt.
Peter
|