|
Januar 2001
31/01/01
Tirsdag aften bød på et par rigtig herlige resultater for City. Bradford tabte 2-0 til Arsenal, mens Derby tabte 2-1 til Charlton. Resultaterne betyder, at City med en sejr i aften mod Liverpool, kan spille sig ud af bund-3, på bekostning af Derby. I aften er der endnu en vigtig kamp i bundregionen. Everton tager i mod Middlesbrough. Et uafgjort resultat betyder, at begge hold vil bevare en fod i suppedasen.
Til aftenens kamp er der opløftende nyheder. Tiatto og Howey er tilbage efter karantæne, og så er der debut til Kanchelskis. Det bliver utrolig interessant at se, om han kan bidrage med noget positivt til City offensiven. Jeg er meget positiv forud for aftenens kamp. City har en rigtig god statistik mod Liverpool på det senest - hvert fald på Maine Road, og da vi tabte 3-2 i efteråret råbte flere medier, at det var et tyveri. Lad os finde de takter frem igen og lade Liverpool mærke, at vi ikke kun er på besøg i Premier League. Vi er kommet for at blive! Lige nu er der ikke den sædvanlige Statpack fra Sky, men følger du dette link, er jeg sikker på, at det dukker op i løbet af onsdag. Du kan allerede nu se en udførlig Statpack fra den officielle side. Liverpool har skadesproblemer, men når man kan stille med Heskey, Litmanen og Fowler kan man jo ikke ligefrem påstå, at de er svage oppe foran!
Kampen kan følges Live på den officielle side.
Historien om Wanchope fortsætter. Han blev rigtig nok sat på transferlisten mandag morgen, men hverken Wanchope eller Royle udelukker muligheden for at Wanchope igen kan repræsentere City. Flere klubber er efter sigende interesserede i Wanchope, men det kan jeg følge op på, når der er mere kød på.
Citys kamp mod Liverpool i FA Cuppen blev flyttet til søndag den 18. februar. Kampen spilles kl. 17.00 og vises på ITV. Da det er en konkurrent til SKY, tvivler jeg på, at vi får den at se i Danmark. Desværre. City har fået 6.000 billetter til kampen på Anfield. Der skal nok komme kog i gryden!
Jeg slutter med nyt om Gareth Taylor og Jobson. Jobson spillede en pragtkamp for Tranmere i deres flotte sejr over Everton i weekenden. Det har betydet, at Jobson har forlænget låneaftalen med endnu en måned. Det lugter lidt af en permanent aftale. Gareth Taylor er efter sigende et target for Sheffield W. Det ofte udskældte fyrtårn Taylor har scoret stribevis af mål for vores reserver, men mangler endnu at få chancen i Premier League.
God kamp i aften!
HDB
Peter
29/01/01
Paulo Wanchope er helt overraskende blevet sat på transferlisten i City. I lørdags var Wanchope åbenlyst meget utilfreds med at blive udskiftet, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for Joe. Onde tunger siger, at Wanchope havde fysisk fat i Royle, men dette er dog ikke bekræftet.
Det viser sig også, at der har været flere episoder mellem Wanchope og Joe, som vi ikke tidligere har hørt om.
På et møde mandag morgen blev parterne enige om at skilles.
Celtic skulle efter sigende allerede være på banen.
Nu har de 2 største stjerner forladt City. Først var det Weah, og nu Wanchope, der er City's dyreste indkøb til dato. Måske kan Joe ikke sammen med disse primadonnaer, der tjener alt for mange penge. Dette er sagt uden, at jeg kender til sagen, men det er en stærk fornemmelse jeg har, at netop Wanchope spiller mere for pengene end for klubben. Og skulle min påstand holde vand, ja så er det ikke så svært at sige farvel. Nu er angriberrollerne overladt til Goater, Huckerby og Dickov. Måske ikke så dårligt, hvis Goater kan ramme formen. Læs historien om Wanchope her.
City's kamp mod United er flyttet til middag. Ikke den store overraskelse i det. Kampen vises med næsten 100% garanti på SKY, så jeg opfordrer til at hoppe med på Morten's idé om at mødes i Odense. Jeg kan ikke selv deltage, da jeg skal på Old Trafford:)
Det forlyder også, at kampen mod Liverpool i FA Cuppens 5. runde bliver flyttet til søndag, så kampen kan blive vist på SKY. Mere om dette, når det bliver konfirmeret.
I dag begyndte Kanchelskis sin City karriere. Han havde første træningsdag på Carrington sammen med den øvrige flok. Om han når at blive fit til onsdag er tvivlsomt. Kanchelskis kan spille i FA Cup, så han skal nok komme til at spille mod Liverpool i denne sæson.
Den gode skribent og journalist Henrik Brandt, der ved flere lejligheder har skrevet nogle forrygende artikler om City, har påbegyndt en ny serie om Fodboldens Idustri i Jyllands-Posten. Det virker allerede som nogle helt fantastiske artikler, der virkelig går tæt på klubberne og folkene bag fodbolden i England. Holder du JP, så læs disse. Det bliver du i hvert fald ikke dummere af!!
Selvom det ikke går så godt i PL, er flertallet af besøgende rimelige positive. Afstemningen på forsiden afslører i skrivende stund, at over 70% tror på, at City også spiller i PL næste sæson. Så mange mennesker kan ikke tage fejl!
Må jeg ikke afslutningsvis opfordre til en forsoning på vores forum.
Ha det blåt!
Peter
28/01/01
På et mål i 94. minut sikrede Shaun Goater City en ufortjent 1-0 sejr over Coventry i FA Cup.
City bookede dermed en plads i 5. runde, der skal spilles den 17. februar. Modstanderen bliver Liverpool på udebane. Svært men spændende.
Sejren er ekstra sød, med tanke på at De Røde i eftermiddags røg ud på Stadium of Silence. De tabte 1-0 til West Ham. Et resultat, der ikke gør Blue View kedeligere:)
City stillede med følgende hold: Weaver , Dunne (Wiekens 67) , Granville , Prior , Morrison , Ritchie (Charvet 33) , Grant , Whitley Jeff , Huckerby , Wanchope (Goater 71) , Haaland. Ej benyttet: McKinney og Wright-Phillips. 24.637 tilskuere på Maine Road.
Joe Royle var efter kampen ude med en personlig undskyldning til Strachan, fordi Coventry, der lige nu slås med store problemer med sine tilskuere, var det første hold, der skulle lægge ryg til en ufortjent City sejr. I følge nyhedsmedierne var City sejren ufortjent, men jeg vil lige sige, at City spillede sig op efter pausen, og så er det ikke forbudt at have en god målmand!
Citys mål blev sat ind dybt inde i overtiden. Et hjørnespark fra Tony Grant, der spillede alle 90 minutter, blev ekspederet i kassen af Goater på fornemmeste vis. Her kan du læse SKY's matchrapport.
Var denne sejr vendepunktet for City? Det må i hvert fald være skønt for spillerne at gennemleve dette drama, og komme succesrigt ud af det. Endelig en succes på hjemmebanen, og endeligt et clean-sheet. Der er noget at bygge på!! Giv din mening til kende i afstemningen på forsiden.
På onsdag gælder det turneringen igen. Her venter Liverpool, der også ufortjent vandt sin kamp i 4. runde med 2-0 ude over Leeds, og som i øvrigt venter City i 5. runde.
Her er de øvrige kampe i 5. runde af FA Cup:
Leicester v Bristol City/Kingstonian Wycombe v Middlesbrough/Wimbledon Bolton v Blackburn/Derby Charlton/Spurs v Stockport Arsenal v Gillingham/Chelsea Southampton v Tranmere Sunderland v West Ham
Læs om de øvrige FA Cup 4. runde kampe her
Ha det blåt
Peter
27/01/01
Så er det i dag det gælder FA Cup mod Coventry på Maine Road. Som sædvanlig er Sky klar med sin Statpack
City stiller hold ud fra denne trup: Weaver, McKinney, Edghill, Dunne, Wiekens, Morrison, Prior, Charvet, Granville, Ritchie, Jeff Whitley, Haaland, Grant, Wright-Phillips, Goater, Huckerby, Wanchope.
Howey og Tiatto har karantæne og kan ikke være med. Det havde jeg overset den anden, hvor jeg skrev at Sven Goran Eriksson fik chancen for at se vores velspillende forsvarsspiller. Synd for Howey og for England.
Er du nostalgisk og kan du lide at se trøjer fra gamle dage, så tjek dette link, som en Englænder sendte mig i går.
Bemærk, at den officielle side ikke bringer Live kommentering i dag. Servicen er oppe at køre igen til kampen mod Liverpool på onsdag.
Så slutter jeg med meldingen om at City fansene stadigvæk har bevaret optimismen. En afstemning på det gamle Blue View afslører at hele 33% af fansene tror på, at City når dette års FA Cup Finale i Cardiff.
God kamp i eftermiddag
Peter
25/01/01
Så har City endnu en gang været på spillermarkedet. Denne gang er det lykkedes Joe at få fat i en af sine gamle yndlinge fra Everton tiden. Det drejer sig om den 32-årige Kanchelskis, der nok af kendt af de fleste danskere for sin tid i Manchester United, der nu kommer på 3 måneders udlån til City.
Jeg var nok lidt hurtig med min kritik på forummet, da jeg troede, at Kanchelskis var en decideret angriber. Efter at jeg læste Jens W' indlæg på forummet, kan jeg godt mindes at han faktisk er lidt af en midtbanespiller, der rumsterer på fløjen. Og så er lejemålet lige pludselig mere interessant.
Ian Bishop har endnu ikke fået afklaret sin fremtid. Kunne konstellelationen Bishop/Kanchelskis ikke være interessant at prøve? Jeg tror, at det kunne være interessant mod Liverpool i næste uge, så vi matcher deres boldspillere på midtbanen. Lige for at bringe lidt optimisme tilbage til Jer alle sammen kan jeg fortælle, at Liverpool ikke har vundet på Maine Road de sidste 6 gange. Så op med humøret! Statistikken er med os!!
Men først gælder det FA Cup mod Coventry lørdag. Sven Goran Eriksson vil være på Maine Road og sikkert holde godt øje med Nicky Weaver og måske Steve Howey, der gør det så godt for tiden.
Coventry er inde i en krise. En gruppe fans fra Coventry var deciderede uforskammede i sidste weekend, og tilsvinede Strachan så meget, at hans familie nu ikke længere vil komme på stadion. Så langt er vi dog ikke nået i City endnu. Indtil den Statpack'en fra SKY er klar, kan du læse om de andre spændende opgør på FA CUP siden
Lige nu er der ikke de store nyheder omkring truppen til lørdag. Men positivt er det, at Kennedy, Dickov og Charvet igen er ved at være parat til fodbold. Horlock er stadigvæk ude i et par måneder. Dickov har i øvrigt i denne uge været sat i forbindelse med Hibernian i Skotland. Hvorfor skulle han dog vælge dem fremfor City!?!
Så er det igen blevet tid til en Tipskonkurrence. Du kan læse mere under konkurrencer. Husk du kan vinde en tur til Manchester fr en indsats på 100 kroner. Det er næsten bedre end at vinde i Lotto.
Slut for nu. Lad os håbe, at de blå gutter strammer ballerne i weekenden, og sender Coventry ud af Cuppen og City ind i 5. runde mod United på Maine Road:) Jeg vil så gerne slå dem!!!
Du har måske bemærket, at jeg igen præsenterer en ny sponsor i framen til venstre. Det er et af de bannere der giver penge, hvis du klikker. Nu er du advaret:) Jeg synes, at det er et meget relevant link for os fodboldfolk, der vel også er nogle af de flittigste gamblere. Bare rolig jeg har ikke ludomani.
For mig er Internet lidt af et paradis, da det giver gode muligheder for at få nogle bedre odds end hos Dansk Tipstjeneste. Jeg ved, at Dansk Tipstjeneste bruger noget af overskuddet til velgørenhed, og at man måske burde støtte dem. Men så alligevel nej. Jeg kan nu bedst lide, at jeg selv bestemmer, hvem jeg vil støtte, så min samvittighed er ren, når jeg en gang i mellem bruger et par kroner hos Centrebet eller Expekt. På Betbrain, som er min nye sponsor, kan du finde odds fra et væld af bookmakere, og i tilfældet City-Coventry, ja så prøv at gæt, hvem der har markedets dårligste odds. Tjek det selv ud. Og glem nu heller ikke Carsten's ugentlige forslag til tips og oddset
Ha det blåt
Peter
21/01/01
Selv om Joe umiddelbart efter kampen mod Derby udtrykte stor utilfredshed med, at City var blevet snydt for et straffe, der kunne have afgjort kampen, er der grund til lidt optimisme. Vi fik et værdifuldt point på Pride Park, og rykkede 1 plads frem i tabellen. Steve Howey udlignede for City i 1-1 kampen.
De fleste nyhedskilder beretter om en svag kamp med en lille overvægt af spil og chancer til City set over hele kampen. 1. halvleg var Citys, mens Derby kom bedre med i 2. halvleg, og kunne have afgjort kampen på enkelte store chancer. Steve Howey's udligning kom efter et hjørnespark efter 51 minutter - kun 2 minutter efter, at Powell havde bragt Derby foran. Du kan læse SKY's matchrapport
City stillede med følgende hold: Weaver, Dunne, Tiatto (Wright-Phillips 52), Howey, Prior, Ritchie (Granville 80), Wiekens, Whitley, Huckerby (Goater 68), Wanchope og Haaland. Ej benyttet: Nash og Grant. Kinkladze var ikke med hos Derby på grund af en skade.
Det ene point mod Derby kan vise sig at blive meget værdifuldt, når sæsonen slutter. Middlesbrough er kommet i omdrejninger, og ligner pt langt fra en nedrykker. Coventry tabte hjemme til et stærkt svækket Everton hold, og byttede derfor plads med City. Hvis vi ikke begynder at tjene nogle point på Maine Road, kan Derby blive et af de hold, vi kommer til at kæmpe med i kampen om at undgå nedrykning, og derfor var det vigtigt, at vi holdt tridt med gedebukkene.
I næste weekend er der FA Cup på programmet. City tager i mod Coventry på Maine Road. Lad os øve os i at vinde hjemme, og samtidig hive mere selvtillid ud af Coventry, så de er godt møre til de sidste kampe i Premier League. Få dage efter møder vi Liverpool hjemme, og en sejr her ville være en enorm selvtillids-indsprøjtning og selvfølgelig en overraskelse. Men vi er bedst mod de "store" hold, så måske er det ikke så dumt at netop Liverpool er næste hold i turneringsplanen!
Da jeg har været væk en uge, er der mange nyheder, der ikke er blevet dækket her på siden. Her er et kort resume af de vigtigste begivenheder:
Bishop kan være på vej væk fra klubben. Lige nu står valget mellem Barnsley og Miami Fusion!! Der skulle komme en afklaring over weekenden. Jeg har flere gange udtrykt stor glæde for Bishop, og det er meget ærgerligt, at Bishop øjensynligt ikke får lov til at slutte sin fine karriere i City. Alderen er ikke med Bishop, så nu må han få det bedste ud af sine sidste måneder/år.
Hvad mon der ville være sket med City, hvis Bishop ikke var blevet solgt få måneder efter, at han scorede mod United i 89? Det er mig stadigvæk en gåde, at han blev solgt dengang.
Stor spiller!
Tommy Wright er udlånt 3 måneder til Bolton. Med indkøbet af Nash er Tommy Wright ikke længere aktuel i City truppen. Tommy Wright har store chancer for at vende tilbage til City efter endt lejeperiode, ikke som spilller, men som træner.
Ha det blåt!
Peter
14/01/01
City fik i dag bøllebank af Leeds på Maine Road. City tabte 4-0 efter en skuffende indsats. Jeg nægter at være alt for negativ, selvom det selvfølgelig er skidt, at vi nu har tabt 7 hjemmebanekampe i sæsonen.
1. halvleg var dårlig fra begge hold. Leeds kom foran efter en dum fejl fra Morrison. Et frispark på egen banehalvdel blev spillet lige til en Leeds spiller, der efterfølgende satte det målgivende angreb i gang. I 2. halvleg fik City mere styr på spillet og pressede Leeds. Desværre lykkedes det ikke at udligne, trods hæderlige forsøg, og i stedet slog Leeds kontra og scorede til 2-0. Hvis du selv har dyrket, eller dyrker sport, så ved du, hvor svært det er at rejse sig efter sådan en spand vand i hovedet. Det kunne City spillerne heller ikke, og et eller andet sted har jeg forståelse for det. Målene til 3-0 og 4-0 blev sat ind i det 90. minut, og er i bund og grund hamre ligegyldige. Vi havde tabt den kamp på det tidspunkt.
Vi er inde i en krise. Vi spiller ikke godt i turneringen, og det ser ud som om Joe ikke rigtig kan finde ud, hvilke spillere, han skal satse på. Det er heller ikke nogen nem opgave, når så talentfulde spillere, som Huckerby, Wiekens, Kennedy og Horlock er ude med skader. Jeg har stadigvæk stor tillid til at Joe og spillerne klarer skærene og holder os i Premier League. Jeg ved, at det er farligt, at have "det skal nok gå altsammen" attituden, men jeg kan ikke i min vildste fantasi se, hvem der skulle gøre få mere ud af materialet end Joe. Jeg tror også, at Tor har ret, når han skriver på forummet, at det er de etablerede navne, der skal redde os. Der har været store udskiftninger på holdet, og når de dygtigste i truppen har fået lidt tid sammen, ser det mere lyst ud. Jeg krydser mine fingre.
I dag stillede City med følgende hold: Weaver , Dunne , Edghill , Granville (Grant 46) , Morrison (Wright-Phillips 81) , Tiatto , Howey , Whitley , Wanchope , Goater (Dickov 70) og Haaland. Ej benyttet: Nash og Prior. 34.288 tilskuere (udsolgt) på Maine Road. Opbakning fra fansene kan vi heldigvis altid stole på! Læs SKY's matchrapport.
Midt i al det negative, kan vi glæde os over, at de øvrige bundhold heller ikke fik point i dag. Kun Middlesbrough vandt over et andet bundhold; nemlig Derby. Derby er Citys næste modstander i en rigtig bundgyser på lørdag. Nu har vi en hel uge, og heldigvis, skal man næsten sige, er kampen på udebane. Jeg tror på, at vi vinder!
Jeg vil slutte med at fortælle, at Danny Allsopp endelig fik gang i scoringen for Notts County. Han udlignede til 2-2 i udekampen mod Cambridge.
Jeg er på udlandsrejse hele næste uge, så jeg henviser til linksene øverst på siden for nyheder.
Ha det blåt.
Peter
13/01/01
En hel uge uden opdateringer. Knap så godt. Desværre kommer der til at gå endnu en uge, før jeg igen kan opdatere, da jeg er på udlandsrejse i hele næste uge.
I dag venter Leeds på Maine Road. Vi slog Leeds tidligere på sæsonen på Elland Road, og en gentagelse kunne være skøn. Leeds er bare et super godt hold, der ikke er kommet i omdrejninger endnu. Det må komme på et tidspunkt. Bare det ikke bliver i dag, for så bliver det svært for de blå.
City har kun vundet en af sine sidste 12 kampe i Premier League. Det var 5-0 hjemme over Everton. Vores sidste kamp var 1-1 ude mod Coventry, hvor City stillede med et nyt hold i forhold til det hold, der desværre ikke har formået at holde os over den stiplede linie i bunden af tabellen. Hvordan det ser ud i eftermiddag er ikke godt at vide.
Kampen er speciel for 3 af vore spillere. Granville, Haaland og Huckerby er alle købt i Leeds, og de vil sikkert gerne vise de gamle holdkammerater, hvem der styrer! Haalands søn er dagens maskot, og tro det eller ej. Han er Leeds fan. Der er noget at arbejde på Alf Inge! Huckerby har scoret for City i sine to optrædener på Maine Road. Først i 1-4 nederlaget til Charlton, og sidst i 3-2 sejren over Birmingham. Huckerby ventes klar til dagens kamp, og vil i så fald skubbe Goater ud på bænken.
Jeg bringer linket til SKY's matchpack, så du kan se, hvordan det er gået de to hold i indbyrdes opgør osv.
Ugen har budt på masser af nyheder. Den der har bragt flest overskrifter er, at Lomas ikke ønskede at forlade West Ham. Lomas var glad for Citys udspil, men valgte altså den sikre løsning i West Ham. Et eller andet sted for man ham jo godt. NOT! Hvordan kan Hammers være mere rigtigt end City?
En anden nyhed, der fangede min interese, var at Bishop er bliver givet en fri transfer. Bishop har kun startet 5 gange for City i denne sæson, og det er han utilfreds med. I næste uge indleder han frohandlinger med Sheffield W, der åbenbart er helt vild med City spillere, der har teknik.
I mine øjne er det meget ærgerligt, at Bishop forlader City. Han virker som en skikkelig fyr, og så kan han spille fodbold. Han har ikke bevist, at han kan begå sig i Premier League, og det er måske dette faktum, der nu betyder, at han er på vej væk fra klubben.
Jeg tror ikke, at vi kan udelukke, at han stiller op i eftermiddag, da vi har mange midtbanespillere skadet, og måske får en sidste chance for at vise, at han er værd at satse på. Sidste år scorede Bishop en perle mod Netop Leeds i FA Cuppen.
Så fik vi også købt en ny målmand. Carlo Nash fra Stockport underskrev som forventet kontrakt med City. Det betød samtidig, at Hodgson og McKinney blev sat på transferlisten. Tommy Wright smider nok også støvlerne efter denne sæson, og så vidt jeg har forstået, vil han indtage en rolle som hjælper for Alex Stepney. Udemærket idé!
En anden væsentlig nyhed fra ugen er, at City er begyndt at tjene penge. Hjemkomsten til PL har betydet et gevaldigt hop i indtægterne. I regnskabshalvåret 1. juni - 30. november omsatte klubben for 15 millioner pund. 20% af disse indtægter er entré, mens næsten halvdelen er tv-penge. Overskuddet blev på 376.000 pund. Det er første gang i 5 år, at City har sorte tal på bundlinien. Den gode nyhed har ikke haft nogen effekt på City's aktiekurs. Dem der er interesserede, kan selv læse alle de økonomiske nyheder på Ofex.
Jeg slutter med et link til Carsten tips-service. Har han luret tegnene i denne uge?
Jeg er tilbage med en hurtig up-date efter kampen mod Leeds.
Ha det blåt
Peter
07/01/01
Så vandt City endelig igen. Birmingham blev slået 3-2 i 3. runde af Fa Cuppen på mål af Morrison, Huckerby og Goater. City førte 3-0 ved halvleg, men var ved at sætte den komfortable føring over styr i 2. halvleg. Det skete heldigvis ikke, og så kunne knap 20.000 tilskuere på Maine Road gå glade hjem for første gang i meget lang tid. Sidst Morrison scorede for City var i marts 1999, da City slog Burnley 6-0 på Turf Moore. Den kamp så og husker jeg. Vi var intet mindre end 6.000 tilskuere med til denne kamp på udebane i 2. division. Loyalty is forever!
City stillede med følgende hold: Weaver, Dunne, Edghill, Granville, Howey (Prior 58), Morrison, Wiekens (Bishop 46), Tiatto, Goater, Huckerby (Dickov 41), Haaland. Ej benyttet: Wright, Charvet. Bemærk at vore 2 "gamle" forsvarsspillere Morrison og Edghill spillede alle 90 minutter. Huckerby måtte udgå med en ankelskade, og kan være tvivlsom til de 2 vigtige kampe mod Leeds og Derby. Også Howey udgik med en skade, men omfanget kendes ikke. Du kan læse SKY's matchrapport her.
4. runde spilles den 27. januar, og her venter Coventry hjemme på Maine Road. En lidt "nå ja - det var da okay" lodtrækning, der giver håb om avancement og revanche for nederlaget i ligaen. Her er de øvrige kampe i 4. runde: Sunderland/Crystal Palace v Ipswich, Gillingham v Chelsea, Bradford/Middlesbrough v Wimbledon/Notts County, Bristol City v Kingstonian, Bolton Wanderers v Burnley/Scunthorpe, Blackburn Rovers v Derby County, Cardiff City/Crewe v Stockport, Southampton v Sheffield Wednesday, Wycombe or Grimsby v Wolves, Charlton/Dagenham v Tottenham Hotspur, Leeds United v Liverpool, Manchester United v West Ham United, Everton v Tranmere, Luton/QPR v Arsenal, Newcastle/Aston Villa v Leicester. Kan City komme videre ser det spændende ud. Der er flere opgør med rene PL hold, hvilket gør vejen til Cardiff lidt nemmere:) Rundens kamp må være Leeds v Liverpool.
Og glem så lige alt om Dennis Wise. City bliver åbenbart sat i forbindelse med alle de spillere, der ønsker at forlade en klub. Wise kunne da være interessant, men han har spillet 16 år i London, så det er nok tvivlsomt, at han lige rykker pælene op og bosætter sig i Manchester.
Der er stadigvæk håb mht Lomas, men da han åbenbart ikke er særlig motiveret for at forlade West Ham, sætter jeg spørgsmåltegn ved det kloge i at investere 45 millioner kroner i ham. Men måske er det hele bare et spil for galleriet. Jeg ved det ikke, og lader tiden vise, hvad der sker!
Ha det blåt
Peter
06/01/01
Nu opgiver jeg at gøre mig klog på, hvad der sker i Lomas sagen. Bedst som man tror, at sagen er lukket, forlyder det nu, at West Ham har accepteret bud fra både Everton og City. Se hvad Lomas selv udtaler fredag eftermiddag på Hammers hjemmeside - og bliv endnu mere forvirret.
Mere sikkert skulle det være, at City får en ny keeper i truppen. Det drejer sig om den 27-årige Carlo Nash, der i eftermiddag vogter målet for Stockport, inden det forventes, at han drager til City og underskriver en ny kontrakt. Nash tiltræder med det samme og har intentioner om at slå Weaver af pinden. Udemærket indstilling Carlo!!
City spiller i eftermiddag mod Birmingham. Du kan læse SKY's optakt her. Dette link bliver også en matchrapport umiddelbart efter slutfløjtet. Wanchope er ikke med pga. af landskamp, så Goater starter i angrebet med Huckerby. Horlock, Kennedy og Whitley er alle skadede, så der bliver måske gensyn med Tony GRant, der har gjort det fornuftigt i sin lejeperiode for West Bromwich. Mon ikke også at Bishop starter på banen. Her er Teamtalk's bud på truppen: Weaver, Edghill, Granville, Wiekens, Howey, Dunne, Haaland, Bishop, Goater, Huckerby, Tiatto, Morrison, Dickov, Charvet, Prior, Grant og Wright. Bemærk at Shaun Wright-Phillips ikke er udtaget.
Er du lidt af en spillefugl, kan du også på SKY læse optakt til alle de øvrige kampe i 3. runde. Der er tradition for overraskelser, når de store møder de små i den traditionsrige turnering, og mulighed for at vinde en lille portion penge, hvis man er dygtig. Jeg henviser også til Carstens side, hvor han uge efter uge præsenterer sine forslag til tips og Oddset
Kort opsummering af de seneste nyheder: Lee Crooks går igen på udlån til Northampton. Luton er ude efter Gareth Taylor, men er sat i venteposition (mon Joe også pønser på et come-back til ham?). Jobson flytter måske permanent til Tranmere efter at Aldridge har udtrykt stor tilfredshed med den aldrende mand, Morrison får ikke anførerbindet tilbage fra Haaland, der iøvrigt i denne uge havde besøg af en repræsentant fra det norske landshold.
God kamp i eftermiddag!
Peter
04/01/01
Joe Royle har været fremme med de store roser til holdet efter forvandlingen mod Coventry. Nu er forvandling nok et stort ord at bruge, men indstillingen var tydeligt forbedret hos spillerne på banen. Og hvorfor så det? Kan det være fordi, det var nogle af de "gamle" City spillere, der fik chancen? Spillere, der har været i klubben mens det ikke gik så godt, og nu vil vise, at de ikke bare var spillere, der hev City op af suppedasen, men at de også kan begå sig i Premier League, når de får chancen? Noget kunne tyde på det!
Granville blev fremhævet som en potentiel Man of the Match, mens Morrison med sin ligefremme facon og den normalt ildesete Edghill også roses for indsatsen. Nu venter vi bare på, at Terry Cooke også får sin chance.
PÅ lørdag gælder det FA Cuppen. City er blevet parret med Birmingham på Maine Road. Ikke nogen nem opgave, men alligevel en kamp, der giver håb om videre Cup deltagelse, og en plads i Europa:) City er gjort til kæmpe favorit hos Dansk Tipstjeneste. Jeg tør ikke spille på den kamp.
I denne uge er der ikke sket det helt vilde. Spillerne var tilbage på træningsanlægget igen igår til årets første træning. Altså første gang at spillerne fik lov til at indøve kombinationer med vor nye mand i front, Darren Huckerby. Huckerby roses for sin indsats i de to første kampe, bl.a. af Haaland, og det sker uden, at han har trænet med de andre blå. Han kan vise sig at være en god investering som makker til vores to høje og flagrende figurer Goater og Wanchope. Dickov er øjensynligt gledet helt ud af billedet.
Skadessituationen på Maine Road er ikke opløftende. Wiekens er ude med en mindre skade - det var derfor han ikke var med mod Coventry - Whitley er ude minimum 14 dage med en knæskade. Kennedy er også ude med en knæskade, der er værre en Whitley's, og det kan tage flere uger før Kennedy er klar igen. Værst er det dog med Horlock. Han brækkede simpelthen benet i kampen mod Charlton er ude indtil marts. Surt show, at så vigtige kræfter sidder udenfor.
I weekenden blev STB's Tipskonkurrence afgjort. På Harald Larsens fantastiske City side, kan du se, hvem der vandt. Pinderup var tæt på, men det glippede til sidst. Tillykke til de dygtige vindere, der åbenbart har nænnet at spille så meget mod City, at de har ramt en hel del rigtige,-)
Vores flittige Formand Morten har begået en nytårstale til alle os blå. Få opsummeret året i et kort resumé på Formandens side. Det vækker gode minder! Morten opfordrer også alle de, der endnu ikke har betalt kontingent, til at få det gjort. Du vil jo helst ikke undvære dit eksemplar af STB - vil du? Nye medlemmer er også velkomne. 130 kroner for en hel sæson.
Jeg slutter med at fortælle, at december måneds nyheder er anbragt i arkivet, og at der i skrivende stund ikke er noget konkret nyt omkring Lomas' mulige homecoming. Dog har Everton opgivet sin interesse!
Ha det blåt
Peter
01/01/01
City spillede i eftermiddag 1-1 på udebane mod Coventry. Wanchope scorede for City, der havde en række gamle ansigter med på holdet. Især come-backet til Edghill var meget overraskende.
Efter lørdagens pinlige 4-1 nederlag hjemme mod Charlton var der brug for nye kræfter, der kunne løfte holdet. Se lige hvordan vi stillede op: Weaver , Dunne , Edghill , Tiatto , Howey , Granville , Morrison , Bishop (Wright-Phillips 81) , Huckerby (Goater 79) , Wanchope , Haaland. Ej benyttet: Wright, Charvet og Prior. Unægtelig en udrensning, der vil noget. Dickov og Wiekens helt ude af truppen, mens Horlock er skadet.
Resultatet udeblev da heller ikke. 1-1 i en bundgyser på udebane er hæderligt, og så kan vi bare endnu en gang ærgre os over, at vore angribere ikke udnyttede et hav af chancer og at Weaver igen droppede. Det må snart ændre sig, hvis vi skal ud af nedrykningszonen. Læs matchrapporten her.
Steve Lomas er tæt på City. Det forventes, at han skal snakke med Joe i morgen. Lad os se, om de kan blive enige, så vi kan få knyttet den helhjertede fighter til klubben igen.
I lørdags scorede Huckerby i sin debutkamp. Vi tabte 4-1 til Charlton i en kamp, jeg vælger at glemme meget hurtigt. Har du lyst, kan du læse Matchrapporten.
Jeg ønsker alle et rigtig godt nytår!
Peter
|