|
29.03.04
Det er i sandhed en tragedie at være cityfan i denne sæson. Lørdag spillede City for gud ved hvilken gang uafgjort på den nye hjemmebane CoMS. Denne gang var det Fulham, som City ellers sædvanligvis har et godt tag på, der slap afsted fra Manchester med det ene points i rygsækken. I en kedelig kamp spillede de to hold 0-0. KK havde luret, at kampen imod hans gamle arbejdsgiver fra Fulham ville blive kedelig, for han blev i hvert fald hjemme med en dårlig ryg. Assistent Arthur Cox overtog dermed chefstolen for denne kamp.
Der er nu kun tre points ned til Leicester, som besætter 3. sidstepladsen, så til dem der endnu nægter at tro på det, så må Cityfan endnu engang fortælle, at Manchester City ser et nedrykningsdrama i øjnene.
Man City: James, Jihai, Dunne, Distin, Tarnat, Wright-Phillips, Bosvelt, Reyna, Sibierski (Sinclair 80), Anelka (Wanchope 64), Fowler (Macken 64). Ikke brugte : Arason, Barton.
City er dog heller ikke tilsmilet af heldet for tiden. Mandag taber de til Leeds på en tydelig dommerfejl, og lørdag mod Fulham overså manden i sort et klokkeklart straffespark begået imod Jon Macken midt i 2. halvleg.
For at føje til City's misery, måtte de Lyseblå stille op uden Van Buyten, som torsdag måtte humpe fra træningsalægget med en lyskenskade, som grangiveligt vil holde den stærke forsvarer ude i resten af sæsonen. Unægtelig noget af et handicap i City's bestræbelser i at komme væk fra bunden. Lejesvenden fra Marseille har dermed med al sandsynlighed spillet sin sidste kamp for Manchester City.
Der var dog een positiv nyhed i den forgangne weekend. Shaun Wright-Phillips fik nemlig endelig den A-landsholdsudtagelse, som flere "pundits" har sukket efter.
Den lille englænder har da også gjort det forrygende i denne sæson, og han er om nogen et eksempel på, at klubberne i højere grad bør bestræbe sig på, at skabe deres egne spillere.
Den nu 22 årige Phillips kom som 16 årig til City fra Nottingham Forest, som havde kasseret den lille spiller med den begrundelse, at han var alt for "klejn" til at blive prof. spiller.
Mon ikke, at de i dag ærger sig i Nottingham? SWP har nemlig siden skiftet til City udviklet sig til en klassespiller, og er derfor rigtig mange penge værd i dag. Ifølge et sejlivet rygte, så skulle Liverpool være parate til at betale 10 millioner pund for højremidten! Skulle City rykke ned, gud forbyde det, kan SWP være den økonomiske redningmand for klubben, som har givet ham hans uddannelse.
Der er dog desværre fare for, at SWP ikke kommer med for England imod Sverige, idet han pådrog sig en mindre skade i kampen mod Fulham. Typisk City's held!
Vi har på Cityfan.dk oprettet en ny afstemning. Gå til afstemningssiden, hvis du vil se, hvad vi nu vil vide.
morten72
26.03.2004

City møder lørdag Fulham på ComStad. Der er ingen tvivl om, at denne hjemmekamp er utrolig vigtig at vinde. Efter det sure, og uretfærdige, nederlag i Leeds er bunden og dermed nedrykningsspøgelset rykket væsentlig nærmere - noget som blot tilbage i efteråret, var helt utænkeligt skulle ske for KK's dyrt indkøbte drenge.´
City har dog gode muligheder for at vinde opgøret mod Fulham. De Lyseblå har traditionelt et godt greb om London holdet - illustreret ved, at man skal helt tilbage til 1984 for at finde en Fulham sejr på et Manchester City stadion. City har tillige vundet de sidste tre hjemmeopgør imod Fulham - med en målscore på imponerende 11-1!
Det var tilbage i januar 1999. Dengang kom Fulham som suverænt tophold i 2. div. til Maine Road, blot for at blive rundbarberet af et meget veloplagt hjemmehold under Joe Royle's ledelse. City vandt 3-0 med en debuterende Terry Cooke på holdet. Målscorere var Goater, Gareth Taylor og Kevin Horlock. Sikke minder.
Men alt dette statistik er intet at regne med i denne frustrerende sæson, hvor Manchester City kun har oplevet medvind i bittesmå vindstød. Jeg tror dog på en sejr lørdagens Canal ZAP kamp. Fulham har, modsat City, ikke det helt store at spille for, og det bør gøre udslaget.
Kampen vises på Canal ZAP fra klokken 16:00. Jeg ved, at www.bridgewater.dk/fodbold viser kampen. Kender du til andre beværtninger/steder - så skriv det da på forum.
God weekend
morten72
23.03.04 Der er ingen retfærdighed til i fodbold, synes Anelka at sige til de højere magter. City tabte den vigtige bundkamp med 2-1 til Leeds, selv om de spillede hjemmeholdet ud af banen i store perioder af opgøret på Elland Road.
I en forholdvis lige 1. halvleg, bragte Leeds sig foran med 1-0 på et meget tilfældigt frisparksmål.
En blød bold, som nok var tiltænkt som et indlæg, sejlede ind over folk og fæ i City-feltet, og endte på mærkværdigvis inde bag James i i City-buret.
Scoringen lignede meget AaB's mål mod AGF forrige søndag. Så ved I, hvad der tales om.
Tilbagevendte Anelka udlignede kort inden pausen på et flot langskudsmål.
Dette var sådan set det eneste, man så til Anelka i hele kampen, og jeg sad personligt med den tanke, at holdet fungerer bedre uden vores stjerneangriber. Det virker nemlig som om, at City uden Anelka spiller bedre fodbold. Når franskmanden er med, mistænker jeg holdet for at forlade sig på, at franskmanden skal lave en eller to geniale enkeltmandspræstationer, der kan afgøre kampen.
City har faktisk klaret sig godt uden Anelka, det vidner 4-3 over Spurs, 3-1 over Bolton, samt ikke mindst 4-1 over kludene om.
Tilbage til kampen. I 2. halvleg kom et tændt City hold ud på banen, og allerede i de første sekunder af halvlegen burde de have bragt sig i spidsen, men Sibierski brændte skammeligt på Robinson. City udspillede nu fuldstændigt hjemmeholdet. De hvide lignede det bundhold de er, og forhåbentlig bliver ved med at være.
Men City kunne (som sædvanlig) ikke omsætte spilovertaget i mål, og derfor var det på ingen måde nogen overraskelse for den hærdede Cityfan, da lynet slog ned med et kvarter tilbage af kampen.
Leeds' Alan Smith bliver spillet fri, men en af City's bedste spillere i aftes, Van Buyten løber legende let gadedrengen op, og får prikket bolden væk fra angriberen, som derpå smider sig teatralsk ind i straffefeltet, i et ynkeligt forsøg på at få tilkendt sig et straffespark. Missionen lykkedes for Smith. Dommer Wiley peger på pletten, og smider i tilgift Van Buyten ud. Ingen protester hjalp, Wiley stod fast i sin kendelse, som var forfærdelig tynd:
For det første gør Van Buyten intet ulovligt ved Smith, og for det andet, så foregår den kontroversielle situation uden for feltet.
Men Wiley er en dommer, som City ikke er gode venner med. Wiley var bl.a. også opmanden, som uretfærdigt smed Anelka ud på Highbury tilbage i februar. Keegan var forståeligt meget vred på dommer Wiley.
"I don't know what Manchester City have done to this referee but it's clear we've done something and it's his fault that we've got nothing. "It's not his job to help Leeds United. They've got to get themselves out of trouble, but you cannot legislate for things like that. It's just poor."
Hør her på BBC hvad KK havde at sige om tynde Wiley.,
Viduka scorer efterfølgende på straffesparket, og Leeds vinder en højest ufortjent 2-1 sejr.
Same old story. Hvad skal det hele ende med?
Man City: James, Wright-Phillips, Dunne, Van Buyten, Distin, Tarnat, Sibierski, Barton, Bosvelt (Jihai 82), Fowler, Anelka. ikke brugte: Arason, Wanchope, Macken, Sinclair
Trænger du til lidt opmuntring efter mandag aftens frustrerende nederlag? Så kan du i 4-1 sektionen nu opleve alle målene online fra forrige søndags derby. Rul ned i bunden af siden for download.
morten72
Tillykke til MCIVTA! Mandag aften udkom nummer 1000 af Manchester City's uofficielle nyhedsbrev. En fænomenal timing af MCIVTA-redaktionen, at lige netop jubilæumsnummeret skulle udkomme dagen efter City's 4-1 sejr over ærkerivalerne fra United.
MCIVTA - eller Manchester City Info Via The Alps - er et uofficielt City nyhedsbrev, som udkommer gratis to gange om ugen (Mandag og Torsdag) til alle, som tilmelder sig tjenesten. MCIVTA beretter om alle store som små nyheder fra Manchester City, men en stor del af nyhedsbrevet består også af abbonnenternes egne debatindlæg. MCIVTA indeholder mange interessante nyheder og features, og jeg kan kun anbefale at tilmelde sig. Skriv til Madeleine Hawkins på subscriptions@mcivta.city-fan.org, så er du med, og det bliver du glad for.
Du kan her læse samtlige 1000 udgaver af MCIVTA på Svenn Hansens side. Her finder du næsten 10 års City fanhistorie. imponerende.
Chris Shuker er solgt. Barnsley fra 2. division har permanent overtaget den 21 årige angriber fra City for et uoplyst, men nok beskedent beløb. Shuker, som er uddannet på City's Academy, nåede 6 kampe, og en kasse for 1. holdet, og det var altså ikke nok til at overbevise KK om, at Shuker var værd at holde på. Shuker har i denne sæson mest opholdt sig på lån i lavere rangerende klubber, først hos vores venner i Rochdale, og dernæst i Hartlepool. Barnsley bliver så næste stop, og det er Shuker godt tilfreds med:
"It was hard to leave Manchester City but on the other hand I have joined a big club with excellent facilities. What we have here at Barnsley is no different to Manchester to be fair, apart from the new stadium, which is unbelievable.
"It was time to get out and play regular football. I have been out on loan a few times but I need to push on and establish myself".
sagde Shuker efter kontrakten var i hus. Også en udmærket aftale for begge klubber. Shuker har sandsynligvis ikke kvaliteterne til at begå sig på højeste niveau, men kan blive guld værd for en ambitiøs klub som Barnsley's bestræbelser på, at nå tilbage til toppen af engelsk fodbold.
Til sidst et par andre gode nyheder. Distin vil ikke blive karantæneramt på trods af sit 5. gule kort i derbyet i søndags. Dermed kan vores anfører alligevel godt spille med på Villa Park næste søndag.
Selvom Citys resultater i denne sæson har været lidt træge, så fejler salget af sæsonkort til næste sæson ikke noget. City forventer at have solgt alle 36.000 kort i næste måned, så interessen for Manchester's hold er stadig stor.
Reserverne bankede i aftes Newcastles ditto med 3-1. BRADLEY Wright-Phillips scorede to og Stephen Elliott en enkelt.
Vi tales ved.
morten72
14.03.04

På mål af Fowler, Macken, Sinclair og Shaun Wright lammetævede City de røde United drenge. 2-1 ved halvleg var måske bedre end fortjent men med en solid indsats i 2. halvleg, var der aldrig tvivl om udfaldet.
Glæden over sejren over naboerne fra ydre ringvej er endnu større, når vi i begejstringen husker på, at de 3 point på kontoen også er guld værd i vores bestræbelser på at undgå nedrykning.
Der var kæmpe kæmpe god stemning på CoMS, og ingen tvivl om at det var lige nøjagtig den opbakning som drengene behøvede.
Læs evt. mere hos BBC med masser af billeder, SKY og MEN
HDB
Peter
08.03.04
Så gik vi ind i ugen, hvor City og United for første gang skal spille imod hinanden på City's nye stadion, Eastlands.
Som de fleste af os nok er klar over, har flytningen til det hypermoderne milliard stadion bestemt ikke været problemfri. City har kun samlet to sølle sejre på den nye hjemmebane, heraf skal den sidste af de to findes helt tilbage i oktober, hvor Bolton blev sendt hjem med et 6-2 nederlag.
Et andet problem på det nye hjem har været atmosfæren. Mange fans mener, at det nye stadion simpelt hen ikke kan generere den samme gode stemning, som der var på det gamle Maine Road, det til trods for, at der næsten kan være 15.000 flere på Eastlands.
Jeg tror, at den den lidt halvsløje stemning hænger sammen med City's dårlige resultater. Det er klart, at de mange ikke vundne kampe, har tæret på de fleste Cityfans humør, og man får jo ikke ligefrem lyst til at bryde ud i sang, når City for gud ved hvilken gang er ved at skuffe hjemmepublikummet med endnu et uafgjort resultat eller nederlag.
Stemningen kommer dog stensikkert ikke til at fejle noget på søndag, når vores lillebror fra United kommer forbi. Den kamp kommer på et perfekt tidspunkt for vores hårdt prøvede hjemmehold. United er pt. ramt af interne problemer samt skader og karantæner, og da City samtidig med er i klar spillemæssig fremgang, er der grund til optimisme, også selv om topscorer Anelka søndag afsoner sin sidste karantænedag.
Den sidste uges tid hvor City har holdt kamp-fri, har været præget af en del skriverier ang. visse City spilleres fremtid i klubben. Først var det gode gamle Gerard Wiekens, som luftede dine tanker til pressen om sin fremtid, eller mangel på samme hos City.
Hollænderens kontrakt med Manchester City udløber til sommer, og Wiekens indrømmer, at han bestemt ikke forventer at få fornyet sin kontrakt.
Forsvareren har været i City siden 1997, og han er dermed den spiller i den nuværende trup, som har opholdt sig længst i klubben. Gerard har oplevet det hele igennem sine snart 7 år hos City. Han har været med til "all time low," da klubben spillede 2. division, og blandt andet præsterede at tabe med 1-2 til York, men han var også en meget markant, måske den bedste på banen, da City leverede sit flotteste resultat i mands minde, da de forrige år sejrede over Manchester U med 3-1.
Alligevel har Keegan valgt at ikke satse på Wiekens, og det er efter Cityfan.dk's opfattelse fuldtændigt ude i hampen, især når man tager i betragtning, at netop forvaret er City's helt store svaghed. Wiekens har i denne sæson kun fået chancen imod walisiske TNS i UEFA cuppen.
Wiekens er ked af at ikke have fået flere muligheder for at spille sig på holdet, men er på ingen måde bitter imod klubben, som han har opholdt sig så længe i. Wiekens håber på at fortsætte karrieren andetsteds i England, eller at vende hjem til Holland.
Anelka har i efterhånden meget lang tid været genstand for presserygter om, at han til sommer vil være tabt for City grundet de dårlige resultater, og derpå manglende kvalifikation til Europæisk fodbold.
Det afviser franskmanden nu pure i dagens udgave af MEN. "Jeg bliver, hvor jeg er, og så er jeg ligeglad med, at medierne påstår det modsatte" siger vores største stjerne, og han tilføjer, at han stadig er meget glad for at være City, selv om han aldrig har spillet på et hold, som har været placeret så dårligt i ligaen så langt henne i sæsonen.
Det er rigtig gode nyheder, at Anelka stadig holder humøret højt, for franskmanden bliver en vigtig brik i bestræbelserne på at komme væk fra bunden.
McManaman, bliver i disse dage linket med et skifte til MLS ligaen i USA. Jeg tror, at jeg taler på manges vegne, når jeg skriver, at den tidligere Real Madrid spiller har skuffet kolosalt siden sit skifte til City i sommer. Efter sigende skulle "Macca" være den højest betalte spiller i Citys trup, men lønnen står i hvert fald ikke mål med evnerne, og derfor ville det måske ikke være så dårligt at få afskibet "McMoneyman" til nye pengemarker? Det er jo ikke ligefrem fordi City råder over en Joachim Von And pengetank, og uhæmmet kan ansætte højt betalte affunklende stjerner.
En knap så stor stjerne er Chris Shuker. Den lille angriber er lige netop tilbagevendt til Manchester fra et udlån hos 2. divisions outfittet fra Hartlepool. Shuker har tidligere fået at vide, at han ikke figurerer i City's fremtidsplaner, og Hartlepool er derfor meget interesseret i at overtage angriberen.
Selv om Shuker kun har scoret et mål i 15 kampe for "Pool", er han blevet meget populær blands klubbens fans. Shuker har gjort Hartlepool til et langt mere målfarligt hold, er blandt de skudsmål, som City spilleren får med på vejen tilbage til Manchester.
Hartlepools manager har udtalt, at han i de nærmeste dage vil forhøre sig om Shuker kunne være interesseret i at komme permanent på Hartlepools lønningsliste.
En lidt trist historie verserer for tiden, idet måske en af de største City helte igennem tiderne, Paul Dickov, stadig er blandt de tre fængslede Leicesterspillere i sagen om de påståede sexuelle overfald mod tre kvinder på et hotel i Spanien i sidste uge.
Dickov kan i aller værste fald få 14 års fængsel, hvis han skulle blive kendt skyldig i denne sag, som er ganske ubehagelig. Personligt håber jeg meget, at Dickov bliver fuldstændigt renset for tiltale, for ellers er en stor del af den nærmest gudeagtige status manden opnåede gennem sin 2-2 udligning på Wembley helt forsvundet. Læs meget mere om den ubehagelige sag her
morten72
04.03.04
Februar er lagt i arkivet. Årets 2. måned var trods en stadig lind strøm af uafgjorte kampe og nederlag, også en tid hvor vi Cityfans endelig fik lidt at lune os på igen.
På forhånd havde de fleste Lyseblå Fans nok frygtet denne måned, idet City rent sportsligt stod foran en del svære opgaver, og det gik da også som de fleste havde forventet, idet City tabte kampene imod Arsenal (ude), Liverpool (ude) og Chelsea (hjemme).
I alle disse tre svære kampe spillede City egentlig ganske pænt fodbold, og især i hjemmekampen imod Chelsea havde vores helte fortjent en bedre skæbne.
Hjemmekampen imod Birmingham i begyndelsen af februar endte helt uforståeligt med en 0-0'er, idet B'hams keeper, Maik Taylor, med en serie af fantom redninger sørgede for at gæsterne kunne tage hjem med et point.
Men den sidste vintermåned (kalendermæssigt i hvert fald) resulterede trods alt også i en længe ventet liga sejr, da City uden at spille prangende, hentede en 3-1 sejr i Bolton, som ellers er en af sæsonens positive overraskelser. Egentlig typisk City, at det er den kamp, som de spiller dårligst, hvor de vinder.
Men februar 2004 vil uden tvivl mest blive husket for F.A cuppen. City's imponerende come back på White Hart Lane, hvor gutterne vendte 0-3 til 4-3 på de sidste 45 minutter, med en mand i undertal, vil blive husket som en af de mest fantastiske come backs i fodbold historien.
Men igen typisk City. Efter at have vist en nærmest ukuelig moral i 4. runde kampen i London, og kæmpet indædt for videre avancement i cuppen, så viser de nærmest det modsatte i den derpå følgende 5. runde, imod det der skal forestille at være arvefjenderne fra Manchester United.
City havde alle kort på hånden til at kunne drille naboerne i denne pokal kamp, men i stedet var det de røde, som kunne grine efter kampen. United vandt i mine øjne denne kamp alt for let med 4-2, også selv om de kun var 10 på banen i det meste af dette opgør.
Men for at runde februar af på en positiv note, så vil jeg påstå, at pokal derbyet var City's eneste dårlige kamp i februar 2004. I de resterende kampe spillede City godt fodbold, og det endda imod de allerbedste, så det lover godt for de sidste 11 spillerunder. Når City har overstået næste kamp i PL imod Manchester United (spilles 14. marts), har de stort set kun kampe imod hold af den "bløde mellemvare" tilbage, så jeg tror, at vendepunktet og de mange points er lige om hjørnet.
Hav en god marts dag.)
morten72.
|