|
31.03.03
En forholdsvis fredelig weekend på Cityfronten. Reserverne tabte hjemme 1-0 til Everton, i en kamp som City ellers dominerede. City stillede med følgende unge hold:
Nash, James, Jordan, Whelan, Howey (Elliott 46), Sun Jihai, Barton, Gilder (Tickle 78), Macken, Vuoso (Orr 80), Shuker.
Altså et hold med mange af de unge spillere, kun spillere som Howey, Jihai og Macken kan prale af at have en proper 1. holds erfaring. Dog skal det siges, at Evertons hold også bestod af klubbens unge spillere. Ikke mange af følgende navne siger i hvert fald mig noget :
P Gerrard, Said, Crowder, O'Hanlon, Pilkington, Schumacher, (B.Moogan 53) Beck, A Moogan, Chadwick, Osman, Carney...
Nederlaget sender City ned på 4. pladsen i reserveligaen.
Flere nyheder senere på ugen.
morten72
28.03.03
Der er fuld gang i landskampene i morgen, lørdag, samt i den kommende uge. Det betyder, at de fleste Europæiske topligaer holder fri-weekend, der i blandt Premier League.
For City skal flere spillere i aktion for deres respektive landshold, dvs. Richard Dunne, Irland, Niclas Jensen, Danmark og Shaun Wright Phillips, England U-21.
Der er til gengæld også et par City spillere, som har måtte melde afbud til deres landshold. Berkovic er stadig ikke på toppen efter sin brok operation, og danske Bischoff er blevet nødt til at trække sig fra det danske u-21 hold, da han under onsdagens træning blev ramt af en lyskenskade. Og så var der jo lige, som fortalt i går, Kevin Horlock som torsdag bekendtgjorde, at han stopper sin 8 år lange karriere for Nordirland.
City spiller igen lørdag den 5. april ude mod Bolton.
Paul Ritchie, glemt skotsk forsvarsspiller, er gået på lån for resten af sæsonen til Derby County i 1. division. Derby, som er nedrykkere fra Premier League, er pt. nummer 5 fra bunden, og har det i det hele taget meget svært, og det både på og uden for banen. Derby, med en hvis Kinkladze i spillerstaben, kan ikke sige sig fri for at være med i nedrykningskampen. De har ikke vundet i 9 kampe! Samtidig med, er manager Gregory suspenderet, idet han står anklaget for at have overfuset linievogter og assistent dommer i et nyligt Derby nederlag.... Det lyder som et rigtigt galehus Ritchie joiner.
Samtidig med Paul Ritchie's udlån til Derby, går den 19 årige forsvarer McCarthy til Notts County på en måneds lån. McCarthy er meget talentfuld, og har da også flere ungdomslandskampe for Irland.
God weekend.
morten72
27.03.03
Super Kevin Horlock, en ægte Super Cityhelt, har besluttet at indstille sin næsten 10 år lange landsholdskarriere for Nordirland. Af private årsager ønsker Horlock ikke at spille for de grønblusede Nordirere.
Super Kev indrømmer, at det har været en meget svær beslutning at tage, men han ønsker mere tid til sin familie, plus, ikke mindst, at han gerne vil bruge alle sine kræfter på, at blive så længe i Manchester City som muligt. Horlock elsker nemlig livet som Manchester City spiller, selv om hans 6 år i klubben har været en lang rollercoaster tur.
Kevin Horlock er den spiller i den nuværende trup, som har tjent klubben i længst tid. Han fik sin debut for City på Manor Ground i Oxford i februar 1997, i øvrigt en kamp undertegnede så live (4-1 til City).
Kip med flaget for Kevin Horlock, for han er en ægte City-helt, som hele tiden har haft den rigtige indstilling til tingene, og ikke mindst konstant har kunnet omstllie sig til nye situationer. Alt held og lykke i City-fremtiden Kevin.
Så har jeg modtaget en anderledes fanprofil fra Mandy Jensen. Mandy er, kan man sige, vores første groupie, men på en rigtig sød og sjov måde. Tak for bidraget, Mandy. Læs Mandys profil her .
Rasmus O. er også klar med sin fanprofil, som du kan læse her
Husk at du meget gerne må sende din fanprofil til os her på Cityfan.dk: formand@cityfan.dk
god dag.
morten72
26.03.03
Det er blevet rygtetid igen. Når man læser rundt på de forskellige fodboldnyheds-websites svirrer rygter og gisninger om forskellige spilleres fremtid (eller mangel på samme). Det er meget sjov læsning, og nogle enkelte af rygterne er der som regel også hold i, selv om det må siges, at være meget få af dem. Jeg tager lige og gennemgår nogle af dem, som jeg mener, at der kan være hold i...
Steve Howey, sat på transferlisten af Keegan efter en lille fejde om forsvareren skulle være fast mand på holdet eller ej, har allerede fanget interesse for andre klubber. Både Sheffield United, som ligner et godt bud på en play off vinder af 1. division, og Bolton, som kæmper flot for eksistensen i Premier League, er interesseret i den 31 år gamle spiller. Jeg tvivler nu på, at Howey får lov at gå af Keegan i indeværende sæson - også selv om han er sat til salg. Keegan har brug for Howey, idet City har lavvande i forsvarsregionerne. Der er dog en god chance for, at Howey får lov at smutte til sommer. Jeg tror ikke personligt, at Keegan ser ham som en løsning på vores forsvarsproblem, og helt ærligt synes jeg, at KK har ret. Howey er intet andet end en middelmådig spiller, som mangler det sidste i have rigtig klasse.
Carlo Nash beklager sig igen. Han har igen udtrykt utilfredshed over at kun være 2. målmand efter Peter S. Nash siger derfor, at hvis Peter S forlænger sin City-kontrakt med yderligere et år, så er han den der er smuttet.
Lad mig foreslå Henrik Sørensen som nyt 1. valg i Cityburet. Her er han flankeret i en fremragende redning fra Fancuppen i 2001.
Helt ærligt, så synes jeg, at Carlo bærer sig dumt ad. Han har ikke en kinamands chance for at komme til at spille PL fodbold i andre klubber end City, og som en forholdsvis sikker 2. målmand i klubben, så skal Carlo nok få sin gode del kampe for Citys Premier hold, idet Peter S jo ofte er ude med småskavanker.
Dog mener jeg, at selv om Peter S ikke forlænger med City, så skal Smukke Carlo IKKE regne med at blive 1. målmand for City. Indstiller Schmeichel karrieren til maj, så henter Keegan højst sandsynligt en ny 1.målmand - her er der tre navne, som cirkulerer på rygtebørsen - Boltons Jussi Jaskelainen, West Hams David James og Sunderlands danske Thomas S. Det bliver vist et "by by" Nash til maj....
Chris Shuker, ung angriber hos City, er returneret fra et højst usuccesfuldt lejeophold hos 1. divisionholdet fra Walsall. Shuker havde håbet på, at kunne spille sig til kontrakt, men det blev til 0 mål i 5 kampe, og det er altså ikke lige det, der får en manager til at slå til, når han skal købe en ny angriber.... Shukers kontrakt udløber til sommer, og han har nægtet at forlænge den med City.
Cityreserverne spillede i aftes 1-1 med WBA reserverne. Dermed forpassede City chancen for at stryge til tops i reserveligaen. Citys mål blev scoret af Jon Macken. City er nummer 2 i ligaen, 1 point efter Aston Villa. Holdet havde dansk islæt, idet Kevin Stuhr vogtede buret...Holdet:
Kevin Stuhr-Ellegaard, Jihai Sun, Stephen Jordan, Paddy McCarthy, Steve Howey, Paul Ritchie, Joey Barton, Vicente Matias Vuoso, Jon Macken, Shaun Goater og Glenn Whelan.
Jeg minder om alle de gode ting, som du kan finde her på Cityfan.dk. Hvad med at sende Peter og mig en hilsen i vores gæstebog som efter flere bakserier nu endelig virker igen. Du kan også dykke i de gamle arkiver fra hedengangne okay.dk og True Blues her.
Se dig godt rundt her på sitet, der er rigtig meget godt citystuff for en glødende Blå fan.
God dag.
morten72
25.03.03
En trist nyhed kom frem mandag aften. Sale Sharks, Rugbyklubben, vil ikke overtage Maine Road til sommer, når Manchester City flytter fra deres hjem igennem 80 år. Sale havde simpelt hen ikke råd til at få få lavet de forandringer, som Maine Road skulle gennemgå for at blive transformeret om til et rugby stadion, desværre.
Derfor bliver det ekstra vemodigt, når City den 11. maj møder Southampton i deres sidste hjemmekamp på Maine Road nogensinde.
Kort tid efter vil buldozerne nemlig rykke ind og rive det stadion ned, som indeholder så mange kære minder for tusinder af Cityfans verden over.
Det er en hård og kynisk verden, som vi lever i, men intet kan jo standse fremskridtet, og Maine Road er vel et "billigt offer" taget i betragtning, at vi i stedet får et nyt flot stadion med alle moderne og flotte bekvemmeligheder - og ikke mindst: Plads til hele 48.000 tilskuere.
Jeg glæder mig til at besøge City of Manchester Stadium - men jeg vil lige nu have lov til at sørge lidt ved tabet over Maine Road. Tak.
Besøg det nye stadion her
Supporterklubben sidder inde med hele 13 sæsonkort til det nye stadion. Billetterne er på West Stand, Level 2, blok 228 - fantastiske billetter. Tjek det ud på ovenstående link. Medlemmer af Supporterklubben kan låne sæsonkortene, mod betaling naturligvis.
Et stort lidt forsinket tillykke til Ole Morten
Morten, ærværdigt medlem af Supporterklubben i Norge. Ole Morten blev velsignet med en datter i torsdags- tillykke; Ole Morten.
Ses
morten72
24.03.03
Manager Keegan skældte og smældte efter 0-5 ydmygelsen i Chelsea. Vores manager kalder indsatsen, og resultatet, en fornærmelse imod ham, hans medarbejdere, og ikke mindst de medrejsende City-fans, som brugte tid og penge på at tage turen helt til London.
Keegan understreger overfor hans spillere, at sæsonen ikke er forbi endnu, og at der stadig venter meget hårdt arbejde i de næste to måneders tid.
Ok, så Keegan bebrejder spillerne, og det er såmænd også i orden. Efter hvad jeg har hørt, faldt Citys spil fuldstændigt fra hinanden imod i 2. halvleg, og Chelsea kunne dermed spadsere sig til en meget nem sejr. Jeg mener nu, at Keegan må tage meget af skylden for det store nederlag. Det er jo fuldstændigt vanvittigt at stille med kun tre deciderede forsvarsspillere, hvoraf den en af dem er influenza-ramt, når modstanderen hedder Chelsea på udebane. City bliver først rigtig gode, når Keegan lærer, at der er forskel på at møde Birmingham hjemme og Chelsea ude, som Allan V skriver i sin fanprofil.
Næste opgave for vores Blå er på udebane den 5. april imod Citys nedrykningsbetrængte naboer fra Bolton. Bolton er pt. placeret lige under nedrykningsstregen, på trods af et par flotte resultater på det seneste. En af hovedpersonerne bag Boltons "succes" er det tidligere Scandinavian True Blue medlem "Henrik "Tømrer" Pedersen. Tømreren får mange flotte ord med på vejen af Bolton-manageren Sam Allardyce - læs bl.a. denne artikel.
Hav en rigtig god dag, og glem alt om Chelsea og 0-5 nederlag...
morten72
23.03.03
Hold op, hvor er det ringe af alle Keegans "stjerner". 0-5 i dagens kamp imod Chelsea er langt mere end pinligt, og det er mig ubegribeligt hvor latterlig og naiv en taktik, som Keegan ind imellem kan stille op med. Jeg må æde dagens tidligere ord i mig, se længere nede på siden her.
Jeg mangler ord, det eneste jeg kan finde lige nu er - "disgusted"
City stillede med følgende 11, som alle bør være skiftet ud med reserve holdet til næste kamp i Bolton om 14 dage:
Schmeichel, Wright-Phillips, Wiekens, Distin, Sommeil, Jensen, Horlock, Foe, Benarbia, Fowler, Anelka. Bænk Nash, Goater, Jihai, Dunne, Belmadi
For at gøre ondt værre, brillerede Jihai Sun med at få rødt kort 30 sekunder før slutfløjtet - flot.
Vi har modtaget en fanprofil fra Allan Venneberg -læs den her.
Husk, at du er meget velkommen til selv at bidrage med din fanprofil - skriv til formand@cityfan.dk
morten72
22.03.03
Om få timer begynder Manchester Citys kamp imod Chelsea på Stamford Bridge i London. Chelsea er i skrivende stund placeret flot på en 4. plads i tabellen, og har derfor- modsat City- masser at spille for i eftermiddag. En Champions League kvalifikation vil for Chelsea være guld værd.
City har derimod ikke så forfærdeligt meget mere at spille for. Med 41 points, og dermed 14 points ned til en nedrykning, skal det gå helt urealistisk galt, hvis City for 6. sæson i træk(!) skal skifte række, men på den anden side, så skal det også gå ualmindeligt godt, hvis City skal kravle op på den 6.plads, som var målet inden sæsonen begyndte tilbage i august sidste år. Dog har City stadig æren at spille for, og jeg synes, at det kunne være helt fantastsisk, hvis vores drenge fra Manchester kunne vinde nogle flotte sejre her hvor der resterer 8 spillerunder af sæsonen 2002/03.
Husk at du kan chatte med andre City fans under kampen her
mens du hører kampen via den officielle side
Ugens skandale historie står Steve Howey for. Forsvarsspilleren nægtede at tage med til Chelsea kampen, da han erfarede at han skulle sidde på bænken. Keegan reagerede prompte og satte Howey på salgslisten.
Hvad har du gang i Howey? Se dog dig selv i øjnene og erkend, at du har været ringe i det sidste stykke tid. Lad være med at piv. Din kollega Wiekens har ikke pevet hele sæsonen, selv om han kun har spillet tre kampe siden august. - Howey - kom i gang - eller move on.
morten72
18.03.03
Gerard Wiekens er tilbage. Hollænderen spillede sin kun 3. kamp i denne sæson i søndagens opgør, og han gjorde det, efter min mening, fremragende. Den sympatiske 30 årige forsvarsspiller, som har været hos Manchester City i snart 6 år, og faktisk blev årets spiller i den "legendariske" sæson 1998/99 i 2. division indrømmer, at han på det sidste faktisk var begyndt at forberede sig på et liv i en anden klub, da det ikke så specielt nemt ud at blive en af Keegans udvalgte.
Den sidste tids svage præstationer af Steve Howey og specielt Richard Dunne, har dog banet vejen for Wiekens, og vores gamle kæmpe håber nu på, at kunne holde fast på pladsen i startopstillingen. Søndagens indsats imod Birmingham forringede bestemt ikke hans chancer for det - bare spørg Birminghams Dugarry om det....
Niclas Jensens røde kort i søndags koster ham lokalderbyet imod Bolton og Cityfan Henrik Tømrer den 5. april. Det var rigtigt dumt det Niclas lavede, og de to gule kort var helt i orden.
A'pro pos Niclas Jensen. Vi har fra Tipsbladet modtaget Thomas Pyndts fremragende artikel om Niclas Jensen tilværelse i Manchester City den kan du læse her.
West Ham kampen er blevet flyttet for at kunne komme på Sky Tv's kameraer. Kampen vises nu den 27. april klokken 15:00 - kampen er Citys næstsidste på Maine Road.
Jeg minder om, at du gerne må bruge de forskellige tjenester her på siden - find dem her
morten72
17.03.03
Vi var mange Manchester City fans, som var lettet efter søndagens 1-0 sejr over Birmingham. Dels fordi City endelig igen fik en sejr tilføjet sæsonens statistik, og dels fordi det var den efterhånden udskældte Robbie Fowler, som blev matchvinder med en flot scoring.
Manchester City havde inden søndagens kamp ikke vundet i Premier League siden den 29. januar, hvor Fulham blev sendt hjem med et 4-1 nederlag. Med sejren kommer Manchester City på 41 points, hvilket med 99,9 procent sikkerhed sikrer, at vores nye stadion i Eastlands kan byde på Premier League fodbold til næste sæson. Kald mig bare paranoid, men det var først efter gårdsdagens sejr, at jeg turde afskrive muligheden for nedrykning...!
For at komme tilbage til Fowler og hans scoring. Helt ærligt, så har Robbie Fowler stadig ikke overbevist mig om, at han er manden, som bør partner Anelka i Cityfronten.
Fowler var stort set usynlig i hele kampen, og vi som sad på Bridgewater pub og så kampen, sad netop og råbte og skreg på at få Goater på banen lige inden Fowler scorede. Men ok, man må give Fowler, at han var effektiv. Det var et flot mål på en løs chance, og det lover da godt for Fowlers fremtid i City. Vi krydser fingre.
Modsat havde Anelka en dag hvor han bare ikke kunne score. Anelka burde have scoret to gange på de gigantiske friløbere som franskmanden fik.
Niclas Jensens udvisning var helt i orden. Der var intet "bisset" over de to frispark som førte til de to gule kort, men de lå altså begge to i overkanten af hvad man kan tillade sig på en fodboldbane. Lad os håbe, at Tiatto snart er klar igen fra sin skade, så han kan overtage Jensens plads, når han skal afsone sin karantæne.
City stillede med følgende hold:
Schmeichel, Sommeil, Wiekens, Distin, Wright-Phillips, Benarbia, Foe, Horlock, Jensen, Fowler, Anelka. Subs: Nash, Belmadi, Dunne, Goater, Jihai.
Læg mærke til, at Gerard Wiekens igen var at finde i startopstillingen. Howey var droppet til fordel for hollænderen, som jeg personligt synes spillede en stor kamp for City.
Læs mere om kampen på BBC
City møder på lørdag Chelsea på udebane. En meget svær opgave for vores drenge, men City kan spille frigjort nu, og det kan måske gøre, at de kan levere et par overraskelser her i de sidste 8 spillerunder.
Flere nyheder senere på ugen.
morten72
15.03.03
På søndag bliver vi Cityfans igen forkælet med en TV-kamp, når Manchester City møder Birmingham City på Maine Road. Kampen begynder klokken 15, altså præcist samtidig med Superligaens forårspremiere.
Manchester City må betragtes som små favoritter, og De Blå fra Manchester plejer da også at have krammet på Birmingham, som ikke har vundet på Maine Road siden foråret 1997 - den gang vandt de 1-0 på et mål 7 (syv) minutter inde i dommerens overtid!
Jeg maner som sædvanlig til forsigtighed med at spå om en sikker sejr til vores helte fra Manchester. Birmingham har vist en god form i de sidste par kampe, hvor de har slået Liverpool hjemme og lokal rivalerne fra Aston Villa ude. Manchester C er lige modsat, og har skuffet i de sidste par runder - kun det uafgjorte resultat mod Ragsene på Askebægret har kunnet opmuntre os fans i det sidste lange stykke tid.
Jeg er ikke meget for at sige det, men personligt forlanger jeg en sejr over Birmingham City på søndag. Jeg synes, at det er på tide, at City viser sin påståede klasse - også når de møder de blødere hold fra Premier League.
Om 59 dage lukker Manchester City F.C kapitlet Maine Road, og flytter til "City of Manchester Stadium" ude i Eastlands.
Det er stadigvæk ikke afklaret hvad der skal ske med vores hjemmebane
igennem 80 år. Der resterer nu højst tænkeligt kun to muligheder:
Den ene er, at rugbyklubben Sale Sharks overtager banen fra City. Sale vil i så fald modtage 2.5 millioner pund til at lave stadionet om til et Rugby stadion. Blandt andet vil tilskuerkapaciteten gå ned fra 34.000 til 20.000.
Sale har to uger til at tygge på tilbuddet, ellers vil den anden mulighed træde i kraft, og den vil de fleste af os Cityfans nok finde meget sørgerlig: Maine Road vil blive revet ned, og dermed forsvinde for altid....
For at slutte ugen af på den postitive front er der nyt om Uwe Rösler, god gammel tankcenter forward for City. Uwe elsker stadig Manchester City meget højt. Den 34 årige tysker spiller lige nu for norske Lillestrøm, men har sidste år taget et UEFA træner kursus, med henblik på hvad han skal foretage sig efter karrieren. Uwe siger:
"Jeg har tre muligheder, at blive træner, talentspejder eller manager - Jeg vil være Manchester Citys manager en dag"!
Jeg kan kun sige - skynd dig at sende en ansøgning, Uwe. Jeg ville elske at se dig tilbage i klubben, som du igennem din karriere repræsenterede med så stort et mod og mandshjerte.
God weekend - vi ses søndag
morten72
12.03.03
Ny fanprofil fra vores tipsekspert, Jesper Aagaard, tak Jesper. Læs hans profil her.
Har du ikke læst portrættet af Andy Morrison, så gør det her.
Husk, at du altid er velkommen til at bidrage til Cityfan.dk. Kontakt os for info på info@cityfan.dk.
morten72
11.03.03
Alt tyder på, at vi får Mikkel Bischoff i aktion for City i søndagens TV-transmiterede kamp imod Birmingham.
Keegan brugte mandagen på at prise den unge danske u-21 landsholdsspiller, som ellers kun har spillet 9 kampe på senior niveau (8 for AB i Superligaen og 1 for City i PL).
Keegan fortæller, at den unge dansker har udviklet sig ufattelig meget siden hans ankomst til Manchester i sommer.
Godt nok satte en skade i efteråret en lille stopper for Mikkel, han måtte endda igennem en operation, men nu er Bischoff tilbage ved fuld styrke, og truer altså med at slå så prominent et navn som Steve Howey af holdet. Det er flot.
Jeg sendte historien om Bischoff til både DR's og TV2's websites, men disse har altså endnu ikke fundet det umagen værd, at nævne nogle steder, at en ung dansk spiller bliver tippet til "verdensklasse" af en af fodboldspillets helt store profiler.
Nej, de vil hellere have nogle historier om Manchester United og Arsenal. Jeg kan også godt se, at det er meget mere interessant at Arsene Wenger vil afskaffe omkampe, eller at psykopaten Roy Keane vil være den næste Rag manager. Hold op, hvor jeg efterhånden er træt af de ensidige danske medier.
Men lad mig trøste med, at her på Cityfan.dk kan du finde ordentlig gennemarbejdet journalistik.
God dag!
morten72
Kommentèr dagens nyheder på debatforum
10.03.03
Der er gang i fanprofilerne. Jeg har allerede siden lørdag kunne udgive hele tre styks. Læs dem her - de er goe'
Peter og jeg vil meget gerne have flere til skrive deres profiler, så klik på linket her og se hvordan du kommer med fanprofilisten - du vil jo gerne være med i hulen, ikke, Mulle ;-)
I weekenden er der blevet begået endnu et portræt af en City spiller. Denne gang er det vores tidligere "hard hitter" og anfører Andy Morrison, som bliver grundigt portrætteret har på Cityfan. Det tog undertegnede mange timer at skrive portrættet, men det er også blevet derefter, synes jeg selv. Læs det her
På nyhedsfronten kan det berettes, at den sidste Whitley har forladt Maine Road. Jeff Whitley, et produkt af Citys Youth Academy har fået en fri transfer af Keegan. Jeff var en af manager Royles foretrukne på Citys midtbane, men efter Keegans komme har nordireren haft trange kår på Maine Road, og han gjorde det ikke bedre for sig selv, da han sidste år år ragede uklar med Keegan, da han mødte op på træningsbanen i en ordentlig blæser efter en bytur i Manchester.
Jeg begræder ikke tabet af Jeff Whitley. Han var en "will never be". Alligevel vil jeg ønske alt held og lykke til ham. Han vil højst sandsynligt passe godt ind på et knokkelhold i Nationwide division two eller three. Mon ikke, at der er gode chancer for at han bliver genforenet med sin broder, Jim Whitley, i AFC Wrexham?
Slutteligt vil jeg lige minde om den aktuelle afstemning -stem her
morten72
08.03.03
Så er der nyt portræt af en Cityspiller. Denne gang er det vores gamle helt, Andy Morrison, som bliver portrætteret her på cityfan.dk. Du kan læse det meget spændende portræt af en farverig og spændende hård City-hund her: Andy Morrison - en glemt kæmpe?
Peter kunne fredag berette om at hele arkivet fra hedengangne okay.dk er lagt i arkiv her på Cityfan.dk
Jeg kan nu informere om, at jeg er gået i Petermandens fodspor og fået alle
True Blue's nyheder lagt ud i Cityfans nu ret så bugnende arkiv.
Du kan finde et mekka af gamle Cityoplysninger her. Hvis der er noget specielt du søger efter, så brug søgefunktionen her - eller find den i topmenuen.
Da jeg sad og gik mine gamle arkiver igennem faldt jeg over begrebet fanprofiler. Kan I huske dem? Jeg vil gerne genoplive den feature - men den kræver hjælp fra jer kære læsere. Vil du gerne profileres - så send din Manchester City Fanprofil til os. Det gør du ved at svare på følgende spørgsmål:
Når du har besvaret spørgsmålene så sender du dem blot til os på formand@cityfan.dk - så bliver vi så glade ;-)
Du kan allerede se min egen Fanprofil her
God Cityfri weekend.
morten
07.03.03
Nu er alle mine nyheder fra okay.dk overført til cityfan.dk. Det betyder, at du nu kan søge i City-nyheder helt tilbage til maj 99. Arbejdet var samtidigt et mindeværdigt tilbagekig på tiderne med Peepo, Joe, yoyo livet og alt det andet, der gør det værd at holde med de blå fra Manchester. Du kan også tage en tur ned af Memory Lane.
I dag er tiden en helt andet. På bare få år har City fået etableret et virkelig klassemandskab. I mine øjne har Bernstein haft en stor hånd med i dette spil, og der er også derfor, at jeg med beklagelse følger det spil, der foregår i Manchester lige nu.
Min mening ligger meget op af Mortens mening, der kom til udtryk uden omsvøb i gårsdagens nyheder. Jeg er sgu ikke så meget for at satse hele butikken for at opnå en hurtig succes. Jeg er slet ikke stok-konservativ, men kigger vi på City's skæbne i de senere år, ja så er det næsten givet at satsningen går skævt.
Jeg håber selvfølgelig det allerbedste for City, og man kan aldrig forbyde investorerne bag klubben, at de vil kaste masser af millioner efter en drøm og en forhåbning om et snarligt stort afkast som en sportslig succes vil give. Problemet er bare, at man "leger" med en klub, der betyder utrolig meget for en hel masse mennesker, og mit temperament er nok lidt mere tålmodigt end Wardle-bandens. Jeg frygter sgu det værste, men håber, at en ny Formand vil holde snor i KK, så hans kvindegén ikke går fuldstændig i selvsving, når spillerbutikken åbner igen.
Ron Atkinson's kommentarer i denne klumme i The Guardian giver stof til eftertanke.
Hvad synes du om hele sagen? Giv dit besyv med på forum, og fortæl lidt om, hvor meget dette betyder for dig. Måske er du hamrende ligeglad, eller også er du - ligesom Pinderup - mere optimist end Morten og jeg. Jeg kan fortælle, at spillerne på aktiemarkedet i dag ser tilfredse ud. Aktien steg 5%. Du kan også afgive din stemme i vores Quick Poll.
Blue View gætter på, at Howard Davies kunne blive den nye Formand. Davies har tidligere haft en stor stilling i Bank of England, og er en inkaneret Cityfan.
Du kan læse lidt mere om Davies på Blue view og i dette portræt på BBC.
Glem ikke Aagaards oddsforslag her på siden. Efter en start, hvor bookmakerne tog Aagaards penge er pengestrømmen nu vendt. Se denne uges 3 sikre her.
Rigtig god weekend.
Peter
06.03.03
Jeg er personligt dybt chokeret over David Bernsteins afgang som formand for Manchester Citys bestyrelse.
Bernstein var om nogle garant for en rimelig grad af økonomisk ansvarlighed. Med John Wardle's fløj nu siddende med magten i Manchester City, går vi en risikabel fremtid i møde. City er nu pisket til at opnå sportslig succes indenfor få år - læs top 3 i PL. John Wardle og hans kumpaner har valgt den "nemme vej" til succes: At bruge mange penge. De har åbenbart ikke fulgt med i hvad der blandt andet er sket i Leeds de sidste par år.
Da Bernstein overtog roret hos City i 1998 efter Peter Swales og Francis Lee's klovneregimer, var der ikke meget som tydede på, at vores klub kunne komme tilbage i eliten indenfor en 5 årig periode. Ikke desto mindre har Bernstein gjort det, som vi fans troede var umuligt.
Bernstein har med god forretningssans og høj intelligens bragt City fra dybet af 2. division til en placering i midten af PL. Det er en bemærkelseværdig præstation, som jeg synes alt for mange blot tilskriver Keegan.
Bernstein er i mine øjne klart blevet gået af den mand, som han med slet skjult stolthed præsenterede som ny City manager i maj 2001, nemlig Kevin Keegan.
Keegan beskylder sammen med stort set resten af City bestyrelsen Bernstein for at være uambitiøs - blot fordi han ikke har så let ved at gribe fat i tegnebogen, som de gerne vil have ham til. Intet kunne i mine øjne være mere forkert.
Bernstein har bygget et solidt fundament til en ny storhedstid for Manchester City F.C, og han har op til flere gange fundet læderet op af baglommen, når Keegan skulle have hvad han pegede på. City var i sommer den klub som brugte allerflest penge på transfermarkedet i Europa - og de gentog bedriften, da det såkaldte transfervindue åbnede i januar. Keegan har fået over 50 millioner af Bernstein til brug på spillere - er det uambitiøst?
Lige nu har jeg lyst til at kalde Keegan, Bird, Tueart, Wardle og hvad de ellers hedder i Citys personale for noget jeg nok vil fortryde senere hen, så jeg begrænser mig til at sammenligne dem med nogle meget forkælede små børn, som bare vil have hvad de peger på. Efter min mening, er det dem som er uambitiøse. De tror, at Rom bilver bygget på een dag - man kan bare købe sig til succes. Well, jeg har nyheder til jer drenge, DET KAN MAN IKKE!
Se over på vores irriterende naboer i United. Det tog Ferguson år at bygge det hold op, som nød så meget succes i 1990'erne - og bemærkelsesværdigt - man byggede ikke kun United holdet op ved at gå amok i en indkøbsrus, man så også på sine egne ungdomshold, og udviklede spillere derfra.
Jeg forherliger absolut ikke Man United , men man må give dem, at de var
meget fornuftige i opbygningen af deres succeshold i 19990'erne. En fornuft, som man åbenbart ikke har tålmodighed til at besidde i City.
Jeg mener, at det er Wardle og. co. som er uambitiøse, når de åbenbart ikke kan se det fornuftige i, at bygge det her op fra grunden.
Smid dem på porten. Lad os lave oprør: WARDLE OUT!
Jeg vil hellere tilbringe de næste par år i PL middelmådighed, bygge noget stort op, som kan holde sig på toppen i mange år, og dermed tjene pengene hjem igen, end jeg vil se City bruge rub og stub af kreditten, og derpå fejle stort, med efterfølgende kæmpegæld medførennde spiller udsalg og en returbillet til 1. divison.
Jeg siger det igen, og det står på min regning. "WARDLE OUT"
morten72
05.03.03
David Bernstein er trådt tilbage som Formand for City, og hans plads indtages midlertidigt af John Wardle. Bernstein har udtalt sig til Den officielle side, mens bestyrelsen indtil videre har udsendt 2 meddelelser. Den første hvor bestyrelsen accepterer Bernsteins afgang og en anden, hvor de meddeler at Wardle tager over. Vi følger selvfølgelig situationen så godt som muligt her på cityfan. Du kan eventuelt finde flere "interne" oplysninger på MEN's side, hvor du også kan læse Manchester-folkets kommentarer til den chokerende nyhed.
John Wardle, der ejer en tredjedel af aktierne i klubben, står 100% bag Keegans offensive indkøbspolitik. Efter mange fornuftige år med Bernstein, er det trist at han forlader klubben. Han trådte til da klubben faldt ned gennem divisionerne og sammen med Joe fik han skabt balance og fornyet ære omkring vores klub. Det der sker nu, kunne ligne et kæmpesats, hvor sportslig succes på banen er 100% nødvendig. Den sportslige succes har vi ikke været vant til, så nu bliver det spændende at se, om vi kan bruge køb-køb-køb-modellen, som har givet så store ridser i lakken på andre PL-klubber.
Ungdomsspilerne i City gør det rigtig godt for tiden. Jim Cassell og hans assistenter ser ud til at få udbytte af anstrengelserne i denne sæson. Tirsdag aften spillede City sig i semifinalen i Youth Cuppen - en turnering der er meget prestigefyldt for The Academies rundt om i England. City sejrede 2-0 over West Ham og skal nu møde Charlton i semifinalen. Du kan læse en matchrapport fra Talking City her
Har du lyst til at følge med i talenternes bedrifter, kan jeg anbefale det fyldestgørende afsnit om The Academy på den officielle side
Huckerby har igen fået skud i støvlerne. I går scorede han 2 gange da Forest vandt 4-1 ude over Gillingham i 1. division.
Jeg slutter med at fortælle, at Roy Keane nu officielt har udtrykt ønske om at blive Manager i United indenfor en overskuelig fremtid. Det skal nok blive underholdende. Jeg foreslår, at han tager Cantona og Vinnie Jones med på sidelinien.
Peter
04.03.03
Jeg sad i aftes og læste i vores medlemsblad STB (Scandinavian True Blues) Sikke et blad!! Øivind og alle bidragsyderne står bag et Fanzine, som vi virkelig kan være stolte af.
Dette nummer indeholder så mange historier, meninger og beretninger, at jeg slet ikke forstår, at man kan undvære det. Vores finske ven Topi har blandt andet skrevet Sounds of City, der tager os med på en historisk gennemgang af musikken fra Manchester, og de forskellige musikerens tilhørsforhold til enten City eller United. Uhyre interessant - jeg glæder mig til fortsættelsen.
Per Arne har igen begået en "news of the blues" der slår benene væk på en websnedker. Hans kilder til sjove, pudsige og morsomme historier er misundeligsværdige. I dette nummer kan du blandt andet læse historien om, hvordan en slukket mobiltelefon banede vejen for en plads på bænken for Ellegaard i kampen mod United.
Og så er der alle de længere artikler. Atles Annaler om hans mangeårige forhold til Maine Road, Stotty's City, Formandens årsberetning, Rolfs Album, denne gang om Frank Swift, Tommy der som sædvanligt trimmer tastaturet, og bringer os levende statistik og endelig Didsbury Tor, der giver os et indblik i, hvordan forholdene er for en supporterklub som vores.
Den skandinaviske Fanklub har sat ny rekord i år. Vi er 806 medlemmer i Manchester City FC Official Supporters Club Branch Scandinavia, som vores fanklub retteligt hedder. Tillykke til de flittige blå mennesker, der ud over at producere STB også glæder medlemmerne med at skaffe billetter til over 400 ture til City-kampe i løbet af denne sæson.
Du kan læse mere om vores fanklub her, og melde dig ind ved at skrive en mail til Morten - den danske formand - på formand@cityfan.dk
På nyhedssiden kan jeg fortælle, at City stadigvæk har en god chance for at komme ud i Europa næste år. Hvor mystisk det end lyder, så topper England faktisk UEFA's fair-play liste, og vil få en ekstra plads i Europa, hvis de holder statistikken. Topplaceringen skal måske ses i lyset af, at Roy Keane har udstået en længere karantæne i begyndelsen af sæsonen. I England toppes fair-play listen dog af United, efterfulgt af Newcastle og Liverpool, og da de alle ligger til at komme i Europa via gode placeringer i ligaen, ja så kommer City ind i billedet, da vores hold lige nu indtager 4. pladsen i PL. Skal denne omvej lykkes, må vi nok bede Keegan om at holde Tiatto ude og Niclas inde resten af sæsonen,-)
Måske bliver åbningskampen mod Juventus på Eastlands sidst i juli ikke den eneste snert af Europæisk fodbold vi får næste sæson. Rygtet om Juventus som åbningskamp, er endnu ikke officielt bekræftet.
I weekenden skete der omrokeringer i forsvaret. Dunne og Howey var sat udenfor og ind trådte blandt andet Gerard "walking in a Wiekens Wonderland". Selvom det er hårdt for de tunge drenge Dunne og Howey, er det nu herligt at se, at en af de gamle gutter, der var med hele vejen ned, træde i karakter igen. Sidst Wiekens blev kaldt i aktion var mod United på Maine Road i en kamp, hvor han ikke satte en fod forkert. Flot Wiekens!
Keegan har varslet flere ændringer i den kommende tid. Keegan har for eksempel allerede annonceret, at der ikke går lang tid før vi får Mikkel Bischoff at se. Den samme garanti har Joey Barton også fået. Keegan vil give sine unge marginalspillere en chance for at skinne, så de får smag for 1. holdsbold og så de bedre kan klare sig i konkurrencen om pladserne i månederne/årerne fremover.
Der er mange dage til City spiller igen. Næste kamp er hjemme mod Birmingham søndag den 16. marts i en TV-transmitteret kamp. Kick Off på Canal+ kl. 14.55 . Indtil da kan du jo nærlæse dit STB, sætte dit personlige Alltime Greatest Cityhold (deadline 1. maj) eller benytte lejligheden til at melde dig ind i vores fanklub. Det vil du aldrig fortryde!
Ses
Peter
P.S - her er et link til et godt City site - Mancity Net Talk
01.03.03
Æv. Marts begyndte dårligt for City med 1-0 nederlaget i Blackburn.
Blackburn lagde ud med et stærkt pres på Citys forsvar, som havde Gerard Wiekens med i stedet for Steve Howey. Det var i øvrigt Wiekens første start for City siden den legendariske 9. november, hvor hollænderen var en af hovedpersonerne bag 3-1 sejren over tøjforretningen fra Trafford.
Lige lidt hjalp det, for Blackburn scorede kampens eneste mål efter 13 minutter ved David Dunn. Herefter overlod Blackburn initiativet til gæsterne fra Manchester, og det burde de i går bordeaux farvede Manchester C drenge have udnyttet.
City havde flere chancer for at udligne, især burde Robbie Fowler have åbnet sin scoringskonto, idet han havde et par kæmpechancer, som burde have givet mål. Desværre skulle det ikke være sådan.
I 2. halvleg viste Blackburn stærkt forsvarsspil, og City blev aldrig helt farlige, selv om de igen var meget spilstyrende. 1-0 til Blackburn, som med sejren bragte sig ind i kampen om UEFA-cup pladser. City må i den sammenhæng nok belave sig på, at det nye stadion som venter i Eastlands til august, ikke får besøg Europa Cup turneringer i sin debut sæson som Manchester Citys nye hjemmebane.
Hvis vi dog oven på dette nederlag skal drage positive konklusioner må det være, at det endelig ser ud til Fowler er ved at komme op i gear. Englænderen så ifølge Keegan skarp ud. Keegan sagde efter kampen om Fowler:
"Jeg synes, at han var fremragende", og KK fortsatte: " Han var næsten tilbage til sit bedste, han arbejdede godt og hans opmærksomhed var god, det er kun et spørsmål om tid før han scorer"
Og KK har ifølge bulletinerne ret. Fowler var meget uheldig ikke at score. Kun super målmandsspil fra Brad Friedel og heroisk forsvarsspil fra Henning Berg, forhindrede Fowler i at score det mål, som vi alle sammen venter med længsel på han skal lave.
Ciy stillede med følgende hold:
Nash, Sommeil, Wiekens (Goater 82), Distin, Jihai (Wright-Phillips 58), Berkovic (Benarbia 45), Horlock, Foe, Jensen, Anelka, Fowler. Ej brugte: Weaver, Bischoff
Peter S blev sparet i går. Tilsyneladende er han ovre sin skade, men Keegan vil være helt sikker på, at hans førstevalg på keeperposten er 100 % klar, når City igen skal i kamp søndag den 16.3, hvor de møder Birmingham City på Maine Road. Den kamp vises på TV klokken 15:00.
Læg i øvrigt mærke til, at Mikkel Bischoff var med på bænken for City. Mon den unge dansker snart får et gennembrud på 1. holdet? Vi krydser fingre.
Husk, at Tipsbladet har en kæmpeflot artikel om Niclas Jensen i denne uge. Jeg har læst artiklen, og jeg må erkende, at det absolut hører til en af de bedre af slagsen om City.
Til sidst kan det lige berettes, at Darren Huckerby fik en god begyndelse på sin låneperiode i Nottingham Forest. Huckerby udlignede til kampens resultat, da han scorede til 1-1 imod Watford.
God søndag.
morten72
|