|
December 2000
30/12/00
Den længe forventede investering i en angriber fandt sted i går. City købte Darren Huckerby fra Leeds for 2,5 millioner pund, og skrev en 4½ årig kontrakt.
Huckerby har oplevet sine største successer med Coventry, og har tidligere optrådt på både det engelske B-landshold og U-21.
Velkommen Huckerby! Læs mere om den 24-årige angriber
Modsat min egen jul, har det været en mager en af slagsen for City. 1-0 nederlag til Sunderland og 0-0 hjemme mod Derby med Kinkladze på holdet. Jeg læser, at begge nederlag var lidt ærgerlige, men det kan vi jo ikke bruge til så pokkers meget, når regnskabet skal gøres op ved sæsonafslutningen. Læs Matchrapporterne inde under resultater.
Nu må vi i gang igen og lad os da starte med at slå Charlton i eftermiddag og få revanche for det pinlige nederlag på 4-0 i London i årets første kamp. Du kan læse SKY's optakt til kampen her. Dette link bliver senere til Matchrapport.
Wanchope er ude med karantæne, og Whitley og Kennedy er også sikre oversiddere med skader. Huckerby forventes at starte på bænken, så Dickov igen får chancen for at vise, at han kan genfinde storformen fra tidligere på sæsonen.
Steve Lomas kan være på vej tilbage til City fra West Ham. Både Joe og Harry Redknapp erkender at der er forhandlinger, men vi skal ikke forvente et resultat før næste år. Lomas forlod ufrivilligt City i 1997, og da hans kone er fra Manchester, og han samtidig elsker vores klub, ser jeg få problemer i at handlen til 3,5 mill. pund går igennem.
Hurtig opsummering af julens øvrige nyheder: Crooks er udlejet til Carlsbergs engelske hjemby Northampton, mens Jobson er udlejet til Tranmere. City vil give United en skriftlig undskyldning efter at det officielle kampprogram viderebragte oplysningerne om, at en sang om Uniteds flykatastrofe var blevet kåret til årets bedste sang af en gruppe supportere. Danny Allsopp er solgt!!!! Til Notts County. Ærgerligt for City - godt for County. Jeg tror, han bliver stor.
Ha et rigtig godt Nytår allesammen.
HDB
Peter
21/12/00
Så er det blevet tid til den sidste opdatering inden jul. Jeg drager på juleferie, og vil derfor ikke kunne varetage opdatering af nyheder over julen.
Den venter et par interessante opgaver for de blå, mens vi andre fylder os med god mad og drikke. På lørdag møder vi Sunderland ude, og 2. juledag kommer Derby på besøg på Maine Road. Kinkladze er skadet lige for tiden, men er i klar bedring. Jeg håber, at han bliver klar og vil få en modtagelse, der vil være en konge værdig. Det fortjener han i mine øjne, og jeg også ret sikker på, at han får en modtagelse, han sent vil glemme.
For yderligere oplysninger om julens begivenheder henviser jeg til de nyhedslinks, der findes på siden. Brug eventuelt også nogle timer i selskab med rejsebeskrivelserne og de andre godter, der er rundt om på siden.
Rigtig god jul!!
Peter
20/12/00
City er ude af Worthington Cup efter et 2-1 nederlag til Ipswich efter forlænget spilletid. Den ordinære kamp sluttede 1-1. For City scorede Shaun Goater efter 10 minutter i en kamp som City startede bedst, men som Ipswich, som kampen skred frem, overtog mere og mere. Der var dog masser af chancer for City til at afgøre kampen. Især Goater var en stor synder foran mål. Du kan læse SKY's matchrapport for flere detaljer. Se bl.a minute-by-minute updaten, hvor du kan se antallet af City chancer, og erfare at Wanchope fik en mål annuleret få minutter før tid og et forsøg reddet på stregen efter 119 minutter. Der har været gang i den på Maine Road, der igen husede over 30.000 blå fans!
I Citys startopstilling var der et overraskende comeback til Andy Morrison. Det var hans første optræden på førsteholdet i år efter en alt for lang skadespause. Morrison spillede 80 minutter, før han blev afløst af Kennedy. Godt at se den gamle anfører tilbage!
I tirsdagens anden kvartfinale lykkedes det Crystal Palace med ivrige Jamie Pollock på holdet at slå City næste modstander i PL. Sunderland, der trænes af den tidligere City-spiller og træner, Peter Reid, tabte fuldt fortjent 2-1 i London.
At talenterne findes i City blev bevidst i går, hvor vores unge spillere i FA Youth Cup slog Fulhams ditto med hele 5-1 i 3. runde. I næste runde venter Luton.
Med nederlaget til Sunderland kan spillerne igen koncentrere sig om ligaen i et stykke tid. På lørdag venter en uhyggelig svær opgave på udebane mod Sunderland. Sunderland er måske inde i en mindre nedtur, der kan give håb om endnu et point eller tre til City. De tabte 2-0 til Leeds i lørdags, og altså til Crystal Palace tirsdag aften. Desuden sidder Kevin Phillips ude med karantæne. Meget mere om den kamp senere på ugen.
Indtil da - Ha det blåt.
Peter
17/12/00
City var uheldige med ikke at få alle 3 point i lørdagens opgør på udebane mod Aston Villa. City startede som lyn og torden og havde den første store chance efter kun 10 sekunder. Desværre skød Shaun Wright-Phillips lige forbi David James.
1. halvleg var ikke specielt velspillet, og der var ikke de store chancer til nogle af holdene. Kun et overlægger-lob fra Merson. Men i 2. halvleg kom der fart over feltet.
Villa pressede på, men det var City, der scorede først. Et kontra angreb blev ført hurtigt frem over banen af Shaun Wright. Bolden endte hos Wanchope, der på vidunderlig vis spillede Haaland fri med hælen. Haaland scorede trods stærkt presset, som du kan se på billedet til venstre. 1-0 til City, og det var ikke ufortjent.
Føringen tvang hjemmeholdet længere frem på banen, og det gav bonus kort efter. City forsvaret tog sig en slapper, da den "store selviscenesætter" Ginola sparkede bolden ind i hovedet på Dion Dublin, der flot dirigerede bolden ned i fjerneste hjørne.
Nu troede alle vel, at kampen ville vende! Men City ville det anderledes. Kort efter udligningen kom City igen i front. Kennedy, der afløste en anonym Goater, kom fri i venstre side, og kanonerede så hårdt mod det fjerneste målhjørne, at Davis James ikke kunne holde bolden, der landede for fødderne af Wanchope, som let scorede fra tæt hold. Det lignede en sejr. Det lignede endnu mere en sejr, da det lille pyllehoved Hendrie blev udvist for at svine dommeren verbalt til. Men nej. Desværre kunne City ikke holde stand. En løs bold, som Ginola sparkede forbi en noget passiv Weaver kun 4 minutter før tid sikrede Villa 2-2. Det var heller ikke ufortjent. Læs SKY's matchrapport her.
City stillede med følgende hold: Weaver, Tiatto, Charvet, Howey, Dunne, Whitley, Horlock (Wiekens 71), Haaland, Wright-Phillips, Wanchope, Goater (Kennedy 59). Ej benyttet: Dickov, Prior og Wright. I mine øjne var Howey Citys bedste spiller. Stor autoritet i forsvaret, og kun en enkelt skønhedsfejl ved Dublins mål. Howey ligner et fornuftigt køb!
Jeg ville gerne have solgt kampen for 1 point på forhånd, men når man sidder foran skærmen, og vi kun er sølle fire minutter fra en stor overraskelse er det bittert, at sejren ikke blev vores. Skal vi se lidt positivt på det, kan man sige, at vi er inde i en stime. 7 mål og 4 point i 2 kampe. Det lover godt for December. Endnu mere positivt er det vel også for nogle af os, at vi for anden weekend i træk halede lidt ind på vores røde storebror. Gad vide om de ikke betegner 2 kampe og 1 point som en kæmpe krise derude på Old Trafford. Jeg så kampen mod Liverpool søndag, og United er et hold helt ved siden af sig selv for tiden. Og det er jo lidt skønt. Jeg kan næsten ikke vente med at læse reaktionerne på den dårlige stime:)
På tirsdag kommer Ipswich igen på besøg. Man vil forsøge at gennemføre kvartfinalen i Worthington Cup for anden gang. Ipswich vandt igen i weekenden, og må være favoritter på Maine Road. I tirsdags regnede det første forsøg væk, trods pressenning-hjælp fra United, ved stillingen 1-1. Vinderen af kampen møder Birmingham i semifinalen. Lad mig slå fast, at kampen IKKE vises på SKY.
God uge til alle blå!
Peter
15/12/00
Fredag betyder weekend. Weekend betyder City-kamp. Og ingen undtagelse denne weekend. Vi er endda så heldige, at kampen vises på Canal Plus. I Århus ser vi kampen på The Dubliner. "Snak" eventuelt sammen på forummet, hvor I mødes i de andre byer.
Aston Villa på udebane. Av - den bliver svær. Der er dog godt nyt fra truppen, der kan bringe en smule optimisme frem. Goater og Dickov skulle begge være klar til kamp efter skader fra sidste weekend, men Chris Killen står klar i kulissen.
Efter sidste weekends fantastiske resultat er der selvfølgelig grobund for en optimisme, men vi må erkende, at City er meget svingende, og at vi ikke kan leve højt på et enkelt resultat. For at sikre os endnu et år i Premier League, og muligheden for at spille nogle af vore unge talentfulde spillere ind på holdet, gælder det om at skrabe alle de point sammen vi overhovedet kan. Også gerne i svære kampe som den på lørdag.
Torsdag lød rygtet, at Weaver kan være på vej til italiensk fodbold til sommer. Årsagen hertil skulle være at få penge i kassen, og vores eminente målmand er nok vores største aktiv. Rygtet blev dog manet i jorden, og jeg tror da også, at Weaver selv har endnu større ambitioner med City. Problemet for City lige nu er, at kursen på City aktien er meget lav, da investorerne åbenbart ikke rigtig tror på klubben. Kursen er helt nede i 40 - et fald fra de 170, den nåede op på, at det blev officielt at BSKYB købte 9,9% af aktierne i klubben i foråret.
For mig virker der meget underligt, at kursen er så langt nede. Da City lå til nedrykning i 1. division var kursen over 250. Den faldt til ca. 90, da City lå på en midterplacering i 2 division, og nu hvor City er tilbage i Premier League er kursen ca. 40. Hvor er logikken? Min undren skal også ses i lyset af, at regnskaberne er blevet bedre de sidste år, og at City nu er kommet i en række, hvor de store penge ligger. Man regner med, at City blandt andet vil tjene over 10 mill. pund på den nye BSKYB aftale om fodboldrettighederne næste år. Derudover står vi også foran flytning til et supermoderne stadion i år 2003. Jeg synes, at der mange positive faktorer, og hvis jeg bare havde nogle få hundredelapper i overskud, var det klart en aktie, jeg ville investere i. Jeg spiller sgu lotto med Joker i morgen!!
Du kan følge med i City's aktiekurs på Ofex og købe aktier ved at skrive til Tor Sønsteby på soensteb@online.no.
Gary Mason, der en overgang var fast mand på Citys midtbane i de lavere divisioner har forladt klubben til fordel for Dunfermline. Mason indgik ikke i Joe's fremtidsplaner, og det ser ud til at alle parter i sagen er tilfredse. Det er jo bedre en ringe:) Gode gamle Jobson er måske også på vej væk. Den loyale kæmpe har fået en fri transfer af klubben og sættes lige nu i forbindelse med Huddersfield, der er ved at få en mindre revival med 2 sejre i træk i 1. division. De ligger dog stadigvæk under stregen, og kunne sikkert godt bruge Jobson's rutine i den sidste del af sæsonen.
Flere af de besøgende på dette site er med i STB's tipskonkurrence. Du kan løbende følge stillingen på Harald Larsen's hjemmeside, og se om det er dig, (det er i hvert fald ikke mig:)) der står til at vinde en af de to ture til Manchester, der er på højkant.
Husk, at der kommer optakt til kampen mod Villa på SKY og på den nydesignede officielle City hjemmeside.
God kamp og god weekend.
Peter
14/12/00
Lige en kort melding fra mig i dag. Kampen mellem Aston Villa og City vises på Canal Plus på lørdag kl. 16.00.
SKY har endnu ikke programsat en kamp til tirsdag i næste uge, så kryds fingre for, at de vælger City - Ipswich.
Ha det blåt.
Peter
13/12/00
Kvartfinalen mellem City og Ipswich blev afbrudt efter cirka 20 minutters spil ved stillingen 1-1. Det silede ned i Manchester og banen var så våd, at det var uforsvarligt at fortsætte. City forsøger nu at gennemføre kampen næste tirsdag, og måske kan vi håbe på at SKY finder plads til kampen!?!
Ipswich kom foran efter 4 minutter, mens Dickov udlignede for City kort før kampen blev afbrudt.
Kampen mellem Birmingham og Sheffield W blev gennemført. Birmingham vandt 2-0 og står klar til at møde vinderen af den nye kamp mellem City og Ipswich.
Ha det blåt
Peter
12/12/00
Det er i aften, og ikke som tidligere skrevet onsdag aften, at City møder Ipswich i kvartfinalen i Worthington Cup. Ipswich spillede søndagskamp på Anfield og vandt 1-0. De må have selvtilliden i orden, men samtidig også tunge ben, så jeg tror, at vi har en fair chance for at gå videre til semifinalen mod vinderen af kampen mellem Birmingham og Sheffield W.
Shaun Goater er tvivlsom med en skade, mens Charvet og Dunne ikke må spille, da de tidligere har optrådt i dette års udgave for andre klubber. I forhold til truppen fra i lørdags indtræder Danny Granville og Chris Killen. Nu begynder de unge talenter at blomstre!!
UHA, hvor jeg håber, at City drengene vinder i aften. Det kunne være superkanon at få lidt cup succes, og hvem ved, måske skal City spille i Europa næste år!!!!! Det kan ske.
Der var lodtrækning til 3. runde af Fa Cup i søndags. City trak hjemmebane mod Birmingham. Kampen afvikles i første weekend i det nye år. En udemærket modstander, som man også kan være bekendt at tabe til, (hvis det skulle ske), som Morten udtrykker det.
Vi scorede 5 mål i lørdags, og det har taget lidt af presset fra Joe. Han behøver ikke at være desperat for at finde en ny angriber, men skal nok ikke ligge på den lade side for længe. Jeg må indrømme, at jeg ikke bliver superoptimist pga. mange mål i en kamp. Nej, lad os se vore angribere score weekend efter weekend, før vi kan slappe af. Med ny selvtillid er det muligt, men lad os nu se, hvor længe det varer.
Et nyt nummer af STB ramte i dag postkasserne i Danmark. Igen ser det ud til at være et rigtig godt nummer med masser af læsestof til os blå. Jeg glæder mig til at gå i dybden med de mange artikler som fansene har skrevet, og så er det glædeligt at se, at flere danske medlemmer har bidraget i dette nummer.
God kamp i aften!
HDB
Peter
10/12/00
City noterede sin største Premier League sejr i lørdagens kamp mod Everton. Joe's tidligere tropper blev sendt retur til Liverpool med smagen af ydmygelse i munden. 5-0 i en kamp, der totalt blev domineret af City. Endelig lykkesdes det City at få udbytte af anstrengelserne, og det mest positive var, at alle vore 3 angribere kom på tavlen.
City førte 3-0 ved pausen på mål af Wanchope, Howey og Goater. Wanchope scorede på en returbold fra et Horlock frispark, Howey på et Horlock hjørne, mens Goater scorede efter fint forarbejde af Wanchope. Begejstringen ville ingen ende tage for de hårdtprøvede City tilhængere, da spillerne gik til pause.
I 2. halvleg fortsatte City med at imponere. Wanchope pressede Everton målmanden, så en løs bold endte hos Dickov, der scorede for anden kamp i træk. Det sidste mål til City var et selvmål. Surt show for Everton, men herlig underholdning for tilskuerne på Maine Road. Læs SKY's rapport her.
City stillede med følgende hold: Weaver, Charvet, Dunne, Tiatto, Howey, Horlock, Whitley, Goater (Dickov 44), Wanchope, Wright-Phillips (Kennedy 61), Haaland (Wiekens 46). Ej benyttet: Wright og Bishop.
Det er værd at bemærke, at Prior end ikke var i truppen. Der er ikke forlydender om skader, så måske er han manden, der skal ofres i forsvaret. Richard Dunne spillede hele kampen på Prior's bekostning. Noget der sikkert vækker vrede hos 2tal Ulrik i Løgstør!?! Bemærk også, at Haaland blev skiftet ud med Wiekens i pausen. Jeg ved endnu ikke, om det var taktiske årsager, der forårsagede at Goater gjorde plads til Dickov efter 44 minutter, eller om Goater blev skadet. Mere om dette senere.
Denne sejr var lige, hvad vi trængte til. Nu kan vi igen se lidt lyst på tilværelsen i Premier League, og ikke mindst på mulighederne for en sejr over Ipswich på onsdag, hvor det gælder kvartfinalen i Wothington Cup. Meget meget ærgerligt, at den kamp ikke vises på TV.
Husk, at der er lodtrækning til FA Cup søndag aften. Jeg henviser til de links, der er på siden.
Før dagens kamp var City det tredje mindst scorende hold i PL. Nu er vi med helt fremme på en 7. plads. Der kan ske meget på en enkelt lørdag, og derfor håber jeg også, at spillerne holder begge fødder godt og grundigt plantet på jorden, så der ikke sker det modsatte af i dag, når vi på lørdag gæster Villa Park. Lad bare os fans om at være ellevilde.
Jeg slutter med en lille sød beretning fra min verden. Ian, som jeg var i Manchester med for et par år siden, havde set meget frem til dagens kamp. Som nogle af Århus-folkene ved, er Ian Everton fan, men har fulgt utrolig meget med i City, og fået sympati for vores dejlige klub. Derfor var Ian meget spændt på, hvordan han ville reagere i dag, når målene begyndte at komme. Dagens første sms-besked kom, da City førte 3-0. Den lød: Kanonfedt med City! Jeg svarede: Mener du det? Hvorefter Ian koldt svarede tilbage: CITY TILL I DIE. Sådan kan det gå, når man involverer sig i en ægte fodboldklub!!!!
Ha det blåt!
Peter
08/12/00
Er denne franskmand løsningen på Citys scoringsproblemer? Lilian Laslandes, der spiller i Bordeaux, er nu et konfirmeret mål for Joe Royle. Nu løber jeg normalt ikke med rygter,-) men nu hvor City har indrømmet sin interesse, kunne der være noget om historien. Det er dog en lille hage ved historien. Laslandes var i Bordeauxs startopstilling torsdag mod Werder Bremen!
Laslandes er 29 år, og har spillet 5 landskampe for Frankrig. Læs mere på SKY.
Ellers er det jo ved at være weekend igen. Ny kamp - ny mulighed for point. City tager lørdag i mod Everton med Thomas Gravesen på holdet. I mine øjne skulle vi have købt ham som kommende erstatning for Bishop. Ærgerligt at Joe ikke opdagede Gravesens talent. Maine Road vil igen være propfyldt med forhåbningsfulde blå, der hungrer efter point, efter 6 kampe uden sejr i ligaen.
Everton er et meget uberegneligt hold, så måske falder det ud til vores fordel på lørdag. Jeg frasiger mig, at komme med et bud, og opstille nogle forventninger. Jeg håber bare, at vi vinder.
På SKY's City side kan du i løbet af fredag finde den sædvanlige optakt til kampen. Jeg kan allerede nu afsløre, at Goater og Wanchope starter i angrebet.
Richard Jobson, den gamle onkel, har fået en fri transfer af City. Den loyale mand var en utrolig vigtig brik i Citys tilbagevenden til PL, men nu løber tiden og de fleste spillere fra ham, hvilket betyder, at han ikke længere indgår i Joes planer. Et eller andet sted håber jeg, at Jobson vil få et andet job i City. Jeg kunne se ham som assistent til Paul Power på The Academy.
God weekend og god kamp lørdag!
Ha det blåt.
Peter
04/12/00
Alle slikker sår efter den barske og uretfærdige medfart mod Chelsea. Optimismen er der stadigvæk, og så længe spillerne tror, at pointene venter lige om hjørnet, ja så skal det nok lykkedes.
Jeg vil i dagens udgave ikke bruge tid på nyheder, men i stedet fortælle, at okay.dk nu indeholder 2 nye artikler. Det drejer sig først og fremmest om Tanja og Mortens tur til Highbury. Den kamp City tabte 5-0, men det var alligevel en stor tur for Formanden og Førstedamen. Læs rejsebeskrivelsen her
Med tilladdelse fra Niels-Victor Christiansen fra Jyllands-Posten har jeg nu også lagt artiklen Sportsfeber her på siden. Det er den artikel som JP bragte få dage før mødet mod United. Du kan læse den her.
Hvis du vælger nyhedslinks m.m. ude i menuen til venstre, kommer du ind på en oversigt, hvor et af punkterne hedder, Oplevelser & artikler. Det er her, du finder et væld af rejsebeskrivelser og artikler fra de danske medier. Her er underholdning til minimum en god time, hvis du en dag skulle få lyst.
Min kære web-kollega Carsten ligger ikke på den lade side. Han var ovre at se lokalderbyet og har også begået en kort rejsebeskrivelse. Den kan du læse her. På Carstens side finder du i øvrigt altid et bud på de 13 rigtige tipstegn, og mange andre spændende features. Kig ind til Carsten - hver dag.
Jeg slår også lige et slag for Formandens side. Jeg har endnu ikke selv oprettet en fan-profil på Mortens side, men skulle du have tid og lyst til at give dig til kende, så besøg Mortens side. Der er også masser af andet guf for en rigtig blå.
Til allersidst bringer jeg herunder lige beviset på, at Oasis brødrene ikke er de eneste musikalske beundrere af City:)
Ha det blåt
Peter
03/12/00
4 ud af de sidste 5 turneringskampe er nu tabt med 1 mål. Heldet må snart stå de blå bi, så vi kan komme væk fra den kedelige stiplede linie i bunden af tabellen. I dag tabte City 2-1 til Chelsea på Stamfordf Bridge. Normalt en score man vil sige okay til, men som kampen formede sig i dag havde City absolut fortjent at få 1 point med hjem fra den engelske hovedstad.
City spillede ikke imponerende i 1. halvleg, men det gjorde Chelsea absolut heller ikke. De lynede dog 2 gange og kunne gå til pausen med en 2-0 føring. Det første mål var en ren foræring af Haaalnd, der i stedet for at tæmme bolden fik den prikket til Zola, der bare scorer, når han får chancen i feltet. Det andet mål var en perle af Hasselbaink. Et hurtigt opløb i højre side (Zola?) endte med en milimeterpræcis aflevering til den store forward, der knaldede bolden helt op i krogen.
I 2. halvleg sad City totalt på begivenhederne. Jeg registrede kun et forsøg til Chelsea på en løs bold i feltet, der heldigvis blev headed lige over mål. City derimod kom ud med ny energi i form af Dickov, der afløste Wanchope i pausen. Der var fine afslutninger fra især Horlock, der spillede sig op efter pausen, og modtog SKYs Man of the Match, men også nærgående forsøg fra Goater og Shaun Wright-Phillips. Desværre for City lykkedes det kun at få scoret en gang. Horlock blev spillet fri i venstre side, trykkede hårdt af, og Dickov scorede på riposten.
Ærgerligt for City, at de ikke fik et point med hjem. De havde de sgu fortjent. Jeg påstår ikke, at City spillede blankpoleret fodbold, men der blev gået til stålet især i 2. halvleg. En mand som Tiatto er en fornøjelse at se på en fodboldbane! Derimod var Charvet en kæmpe skuffelse i højre forsvarsside. Jeg kan ikke lade værre med at tænke på, om vi snart får Edghill at se i den blå trøje igen. Eller Lee Crooks? Det er hårdt at dømme Charvet på en kamp, men hold da op, hvor var det skidt i dag.
Du kan læse SKY's Matchrapport og kommentarer her
City stillede med følgende hold: Weaver, Horlock, Prior, Howey, Charvet, Goater, Haaland, Whitley, Tiatto (Wiekens 67), Wanchope (Dickov 45), Wright-Phillips. Ej benyttet: Wright, Dunne og Kennedy.
Næste lørdag gælder det Everton. Normalt siger man, at efter 7 magre kommer der 7 fede. Jeg håber, at det i Citys tilfælde bliver 6 magre og derefter 6 fede, og at striben dermed begynder mod Everton. Vi kunne godt bruge lidt point på kontoen. Jeg er dog stadigvæk fortrøstningsfuld. Vi har et udemærket hold, og bliver gutterne ved med at kæmpe og tro på sagen, ja så vender det også snart.
Så går rygtet om en dansk spiller til City. Peter Madsen fra Brøndby er efter sigende (Ekstra Bladet) på vej mod en forhandling med Joe Royle. Der har endnu intet været nævnt i de engelske medier. Lad os se, hvad der sker i den sag, der virker lidt tynd. Læs selv. Jeg er ikke sikker på, at Peter Madsen er en spiller der umiddelbart kan forstærke City, men man skal aldrig sige aldrig. Brøndby har trods alt produceret mange store talenter, der nogle gange slår ud i fuld flor, når de får de rigtige omgivelser. Det seneste rygte fra de engelske medier er rygtet om Lee Hughes fra West Bromwich, der igen i denne sæson scorer mål på samlebånd for WBA. Klubben ligger dog lunt i 1. division, så jeg tror ikke, at de lader Lee Hughes gå.
Det var alt for denne gang. Ha det blåt og bevar troen. Det er jo City:)
Peter
01/12/00
Shaun Goater blev Matchvinder onsdag aften i Citys Worthington Cup triumf. City slog The Crazy Gang fra Wimbledon med 2-1 og møder Ipswich i Kvartfinalen den 12. december på Maine Road. City's første mål blev scoret af den genopståede Wanchope.
Endelig blev der lidt at glæde sig over for os hårdtprøvede City-fans. Efter 5 nederlag på stribe i turneringen var det rart at opleve lidt succes igen. En livlig Cup-kamp blev fortjent vundet af City, der især i 2. halvleg producerede et hav af chancer. Sejrsmålet sat ind af Shaun Goater kun 10 minutter før tid på et spektakulært saksespark. Goaters første mål siden maj!!! Du kan læse SKY's rapport her.
På søndag gælder det Chelsea på udebane. Kampen er på SKY, så mød op! I Århus mødes vi ca. kl. 14.00 på The Dubliner til en enkelt pils og en hyggestund. Kampen starter kl. 17.00.
For flere nyheder henviser jeg til de øvrige City-sider. Der er links øverst på siden.
Ha det blåt
Peter
|