CityFan.dk

Ken Barnes er død
Vi har modtaget den triste beked at vores Branch president Ken Barnes døde tirsdag eftermiddag.


Mød os på Facebook

 

Join Debatten

Debat med andre blå

 

City fanklub
Et must for ægte fans

 

mancity.dk

Dansk kvalitet 

 

manchestercity.no

Vores norske venner

 

MEN
Manchester Evening News

 

mcfc.co.uk 

Den officielle (sej)

Januar 2000

 

31/01/2000

Efter hjemkomsten fra Lanzarote tog Joe Royle straks fat i det australske fodboldforbund. Sagen er, at Australien spiller en 4-kant turnering i Chile og har udtaget Danny Tiatto, som Joe gerne vil have til rådighed til de sidste kampe.
Australien er i sin fulde ret til at udtage Tiatto, men Joe er oprørt over, at Mark Bosnich og Kewell fra henholdsvis United og Leeds har fået fri med den begrundelse, at PL nu går ind i sin afgørende fase.

 

En regel for Premier League, en anden regel for de øvrige hold synes at være devisen.
 

Joe Royle har fortalt, at spillerne ikke rørte en bold på Lanzarote. Spillerne løb og styrkede kroppen med andre aktiviteter, og mon ikke også de har fået lov til at smage det søde liv i sydens sol. Ingen spillere er blevet skadet på turen, så alt tegner lyst inden lørdagens tv-transmittrede kamp mod Forest. Der er dog opstået et lille problem efter hjemkomsten. Banerne på Platt Lane står under vand, så spillerne må nøjes med at træne i indendørshallen "The Dome".

 

Fulham med Bjarne Goldbæk fortsatte sin nedtur i weekenden. De tabte 2-1 hjemme til Tranmere i FA Cuppen, og det forlyder nu, at den ambitiøse mangemillionær Mohammed Al-Fayed har ført samtaler med Eric Cantona om overtagelse af det varme sæde. En and?? Vi får se!

 

Rygtet om Alf Inge Haaland dukkede igen op i weekenden. Joe har indtil videre ikke kommenteret rygtet, så jeg lader den ligge her indtil videre.

 

Jeg kan ikke komme udenom Gillingham's succes i FA Cuppen i denne weekend. Gillingham vandt 3-1 over Sheffield Wednesday, og står nu foran en svær men meget interessant opgave. De skal nemlig møde Chelsea på udebane i kvartfinalen. Al mulig held og lykke til gutterne fra Gillingham.

 

I denne uge har City 2 spillere på prøve. Det er Roger Melleby fra Odd Grenland, der træner med ungdomsakademiet, og den talentfulde Mark McGregor fra Conference League klubben Forest Green Rovers, der skal træne med 1. holdet. Held og lykke til disse 2 håbefulde.

 

Ha det blåt

 

Peter

 

30/01/2000

Lørdag var en rigtig herlig dag for City. Hverken Ipswich eller Barnsley formåede at skubbe City af den direkte oprykningsplads. Barnsley kom ned på jorden igen med et klokkeklart 3-0 nederlag til Portsmouth. Og Ipswich formåede kun at spille 1-1 hjemme mod Sheffield U.

 

Charlton der topper divisionen vendte 0-2 til 3-2 på udebane mod Coventry i FA Cuppen. En flot præstation, der kan forstyrre indsatsen i 1. division til fordel for City.

 

City's ungdomshold var lørdag i aktion mod Liverpool. Begge kampe blev afbrudt ved halvleg på grund af regn. Da stod det 0-0 i begge kampe. I næste weekend venter United.

 

Jeg slutter med en lidt speget sag. Det er næppe nogen hemmelighed, at Crystal Palace befinder sig i en dyb økonomisk krise. Det har nu fået klubben til at bede klubber, der har penge til gode hos Palace, om et afslag i det tilgodehavende. Juventus, der har 2,5 millioner ude at svømme, er kommet med et udspil, der betyder, at de kun vil gå med til forslaget, hvis de andre involverede klubber går med på forslaget. Det kan ramme City, der stadigvæk ikke har fået alle sine penge for salget af Lee Bradbury, der sidste sæson blev solgt for 1,5 millioner pund.

 

God søndag.

 

Peter

 

29/01/2000

William Flood fra Cherry Orchard er på vej til City. Det er en 14 årig knægt fra Irland, der har valgt City's ungdomsafdeling foran klubber som United, Leeds og Liverpool's ditto. Det er et stort skulderklap til vores ungdomstrænere og akademi boss Jim Cassell. Der er skrevet en mangeårig kontrakt mellem City og Flood.

 

Jeg synes, at det er en god kurs City er slået ind på. Vi søger unge folk, der på lang sigt kan sikre City en glorværdig fremtid i Premier League fremfor falerede stjerner, der skal skabe en hurtig og uholdbar succes.

 

Peacock, Allsopp, McKinney m. fl. er spillere, der ikke umiddelbart kan forstærke holdet, men spillere, der gennem en målrettet træning får erfaring og City-hjerte, og som vil blive meget værdifulde, den dag de får debut. Vi har allerede 2 succeshistorier med unge spillere. Weaver og Shaun Wright-Phillips. Flere er på vej. Selvfølgelig vil der være nogle svipsere på dette niveau, men det skal der være råd til.

 

City har, som du ved, fri i denne weekend pga. Bolton's deltagelse i FA Cup. I næste weekend venter Forest på udebane, og det er med stor glæde, at jeg kan berette, at DK4 har nu endelig bekræftet, at de viser kampen LIVE. Godt valg Tommy T.

 

 Jeg slutter med at bringe et billede, der blev taget af en paparazzi fotograf i Rio de Janeiro i starten af januar.
Måske er der noget om snakken! Beckham har dametøj på - under jakken.
 

 

God weekend!

 

Peter

 

28/01/2000

I går aftes modtog jeg en herlig mail fra Tor. Han fortæller, at næste nummer at STB skulle ligge i din postkasse inden kampen mod Forest på næste lørdag. Det var den første gode nyhed. Den anden gode nyhed er, at kampen Forest - City bliver vist på NRK (bekræftet), og dermed også med stor sandsynlighed på DK4 (ubekræftet) i Danmark. Såvidt jeg kan se, er det 11. gang, at City er på skærmen i år.

 

Det er godt at se, at flere og flere deltager i debatten her på siden. I starten var vi kun en lille klike, der dagligt udvekslede synspunkter og holdninger, men det er heldigvis ved at ændre sig. Jo flere jo bedre. Bare klø på!!

 

Spillerne hygger sig stadigvæk på Lanzarote. Det skal være dem vel ondt efter en meget kort sommerferie som følge af den STORE succes på Wembley. Jeff Whitley fejrer fødselsdag i dag. Han bliver 21. Tillykke til både ham og Jim. Terry Cooke og Granville er taget med på turen trods skader. Skaderne heler godt i varmen, og begge skulle være klar til at blive udtaget til kampen mod Forest. Spørgsmålet er, om Cooke kan komme på.

 

2 spillere er på vej til prøvetræning på Platt Lane i næste uge. Det er den unge angriber Mark McGregor fra Conference League klubben Forest Green Rovers, der i næste uge skal prøve kræfter med 1. holdet. Aftalen er kommet i stand på Lanzarote, hvor Manageren for Forest Green tilfældigvis er på ferie. Han er personlig ven med Royle, og har afvist forespørgsler på McGregor fra andre klubber for at give City første chance.

 

Den anden spiller, der er på vej, er Melleby. Ja navnet klinger. Det var ham, Joe ikke kendte for få dage siden. Nu viser det sig, at Melleby skal træne med ungsdomsakademiet i næste uge. Melleby er blevet anbefalet af klubbens norske spejder. Gad vide hvem det er??

 

Nick Fenton er måske igen på vej på udlån. Denne gang til Bournemouth. Den talentfulde forsvarsspiller, der om få år sikkert vil være fast inventar på City's hold, har tidligere være udlånt i denne sæson, og nydt godt af fast spilletid stort set hver weekend. Fenton er ikke transferlistet.

 

Mens City holder friweekend spilles der kampe i 1. division. De 2 vigtigste for City er kampene Ipswich - Sheffield U og Portsmouth - Barnsley. Sejre til Ipswich og Barnsley vil betyde, at City ryger ned på 4. pladsen. Lad os håbe, at de gamle City spillere Brown og Bradbury, der begge har scoret mod City i denne sæson, kan hindre dette.

 

 Gode gamle georgiske Peepo (med de lange arme) er tilbage i overskrifterne. Og det er for en gangs skyld en positiv nyhed.
Lige før jul brækkede Peepo sin knæskal i en reservekamp mod Stoke, og mange frygtede, at det var enden på hans karriere. Det er det ikke. Han har netop fået den glædelige nyhed, at han vil komme til at spille igen.

 

Der venter en hård genoptræning, men det er han efterhånden vant til, så det går nok en sidste gang.
 

 

I weekenden får ungdomsholdene besøg af Liverpool på Platt Lane. Begge hold skal rejse sig efter knap så gode resultater i sidste weekend mod Blackburn. Weekenden er begyndelsen til en meget spændende uge for ungdomsafdelingen i City. Efter kampene mod Liverpool venter opgøret i FA Youth Cup ude mod Derby på onsdag, og i næste weekend spiller ungdomsholdene lokalderby mod United. Tidligere i år vandt både U-17 og U-19 med 2-1 over United. Jeg beder om en gentagelse.

 

I følge rapporter fra England imponerede Tony Vaughan for Norwich's reserver, der dog tabte 1-0 til Portsmouth's ditto. Vaughan spillede venstre back i 1. halvleg og på hans fortrukne plads i midterforsvaret i 2. halvleg. Det bliver spændende at se, om endnu en af vores Wembley helte er på vej væk. En pris på 350.000 pund er nævnt, men Vaughan har en ugeløn på ca. 4.000 pund, som Norwich nok skal i nærheden af, hvis de vil lokke ham til en permanent kontrakt.

 

Til dem af Jer der også er Oasis fans, kan jeg fortælle, at Noel Gallagher torsdag aften fik en datter, der senere døbes Anais. Det er Noel første barn.

 

Som en sidste service i dag bringer jeg et meget usædvanligt link. Vidste du, at Shaun Goater er Direktør for en fodboldskole på Bermuda? Klik her og lær mere om Bascome og Goater's fodboldskole.

Jeg må indrømme, at jeg er i tvivl om skolen stadigvæk eksisterer, eller om de bare ikke har fået opdateret siden for nyligt. Bristol City står nemlig anført som Goater's nuværende klub!!! På siden finder du også en emailadresse til Shaun Goater, hvis det har din interesse. God fornøjelse!  
 

God weekend!

 

Peter

 

27/01/2000

Der er stille omkring City i disse dage, nu hvor holdet er taget til Lanzarote. Jeg kan berette om lidt nyt på transferfronten, selvom det er ved at være trivielt. I går var det Joe Royle, der afviste et hver kendskab til, at der skulle være 2 nordmænd på vej til prøvetræning i marts måned. Nu er det Tony Pulis i Portsmouth og David Moyes i henholdsvis Portsmouth og Preston, der udelukker interesse i Paul Dickov.

 

Der i mod er der noget, der tyder på, at Norwich vil sikre sig Tony Vaughan. Norwich fik ikke fingre i den eftertragtede angriber Jack Lester, der til dagligt spiller i Grimsby. Noget tyder på, at Norwich vil bruge de sparede pund på at sikre sig Vaughan til en pris på omkring 350.000 pund. Jack Lester er efter sigende på vej mod Forest, som City møder i næste weekend.

 

Tony Vaughan spiller i aften for Norwich's reserver i en kamp mod Portsmouth. Derefter skal der aftales en eventuelt kontrakt. Falder alt på plads er Vaughan klar til at møde City den 12. februar på Maine Road. Nej - du tænker ikke det samme som jeg vel? Han scorer ikke!!!!!

 

Det blev Tranmere, der vandt semifinalen i Worthington Cup mod Bolton i går aftes. 3-0 sejren på Prenton Park var fuldt fortjent, og nu venter der Tranmere spillerne og fansene en skøn dag på Wembley sidst i februar. Skønne billeder af Tranmere's tidligere målhelt og nuværende Manager John Aldridge's ægte glæde over successen. Sådan skal det være!!!

 

I en tid hvor byens hold er bortrejst, kan Manchester glæde sig over, at byen stadigvæk er på alles læber. Takken går til den voldsomme bokser og mediemagnet Mike Tyson, der på lørdag bokser VM-kamp i Manchester Evening News Arena. Tyson skal efter sigende en tur til Moss Side på et tidspunkt. Måske kigger han ind på Platt Lane, hvor han kan få en god mandesnak med City's svar på Tyson, nemlig Andy Morrison, der er blevet hjemme fra Lanzarote for at passe sin genoptræning. 

 

Det næste nummer af STB er snart på banen. Jeg kender ikke den endelige udgivelsesdato, men deadlinen for indsendelse af historier er overskredet. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på 2 punkter i næste nummer. For det første vil du finde et spørgeskema fra Tor, som du bedes udfylde for at hjælpe folkene bag STB med at træffe en vigtig beslutning omkring STB's fremtidige forhold. Du kan se spørgeskemaet under punktet "Hjælp STB" her på siden.

 

Andet punkt er et initiativ af den dynamiske trio Ulrik, Brian og Morten. De har taget initiativ til at få lavet en poloshirt med et diskret City logo. Du kan læse meget mere om, hvordan du får fingre i dit eksemplar i næste nummer af STB. God idé drenge!!!

 

Ha det blåt

 

Peter  

 

26/01/2000

Danny Granville er med på flyet, der sætter kurs mod Lanzarote onsdag morgen. City staben skal tilbringe de næste 4 dage på ferieøen, hvor der dog vil blive indlagt træningspas, så spillerne kan holde formen ved lige.
Granville har døjet med en forstrakt lægmuskel.
 

Værre ser det ud med Andy Morrison. Efter Andy's tilbagekomst til Platt Lane fra Lilleshall, er Joe Royle bange for, at Morrison ikke vender tilbage til 1. holdsfodbold i den nærmeste fremtid. Morrison vil blive fulgt tæt af den medicinske stab i de kommende uger, men en ting er sikkert, og det er at Joe ikke tager chancer med Morrison's helbred. Rygterne om indkøb af en ny forsvarsspiller løber allerede i Manchester.

 

Bermuda's fodboldforbund, i skikkelse af Clyde Best, har bekræftet, at de vil hjemkalde Shaun Goater til Ørigets opgør mod De Britiske Jumfruøer, der er et led i VM-kvalifikationen. Får Bermuda et godt resultat i holdets første kamp, er der dog åbnet op for, at Goater kan deltage i City's kamp 14 dage senere mod Charlton. Går det ikke så godt, må Goater pakke kufferten og spille for sit land, mens de blå prøver lykken uden holdets topscorer.

 

Nicky Weaver må højst sandsynligt også melde afbud til en kamp senere på året. U-21 landsholdets EM Play-off finale, der blev aflyst i efteråret, skal spilles den 29. marts i Barcelona. Weaver vil blive hidkaldt flere dage i forvejen og må derfor melde afbud til City's kamp mod WBA. Det skulle være sikkert, at Weaver bliver udtaget.

 

Der er intet holdbart nyt omkring City's engagement med de norske spillere, som jeg nævnte i går. Et par af spillerne kommer fra Odd Grenland, hvor danske Christian Flindt Bjerg spiller. Vil du vide mere om klubben, kan du besøge klubbens hjemmeside. På Blue View læste jeg, at Melleby til en norsk avis har udtalt, at han er United fan, og at hans favoritspiller er Roy Keane. Ikke noget godt fundament for en City karriere!!! Jeg skynder mig at indskyde, at han til Nettavisen udtaler, at for ham betyder det ikke så meget, om det er City eller United, han skal repræsentere, når han, efter Nettavisens oplysninger, midt i februar drager mod Manchester. Her er artiklen fra Nettavisen.

 

Onsdag morgen, umiddelbart før afgang til Lanzarote, meldte Joe ud på spekulationerne om de norske spillere. Navnene siger ham intet, og han vidste ikke, at de var på vej til City. Det eneste han havde hørt var, at der måske ankom en irsk og en Non-league spiller på prøve i den nærmeste fremtid. En anelse underligt, da nyheden om de norske spillere var at finde på den officielle City side. Vi må afvente.

 

Reservene spillede i aftes mod Burnley i en vaskeægte topkamp i The Pontins Premier Division. City var på besøg på Turf Moor i Burnley og tabte 2-0. Det var et forholdsvis stærkt City mandskab, der tabte. Pollock blev City's Man of the Match, mens Dickov og Allsopp dannede angrebspar. Godt at se Allsopp tilbage i aktion igen.

 

Reserverne stillede med følgende hold: Wright, Jim Whitley, Holmes, N Fenton, Day, Pollock, Mason(Dunfield), Dickov, Allsopp, Russell, Wright-Phillips. Ej benyttet: McKinney, Jordan og Killen.

 

På TV3+ kan du i aften se, hvem af de to 1. divisionshold Tranmere og Bolton, der kvalificerer sig til Worthington Cup finalen på Wembley. Tranmere vandt den første kamp 1-0 i Bolton. Vinderen møder vinderen af Aston Villa og Leicester. De spillede 0-0 i den første kamp på Villa Park i aftes.

 

Ha det blåt!

 

Peter

 

25/01/2000

Jeg tilbragte weekenden i og omkring vor kære hovedstad, så opdateringen af siden har desværre været lidt sølle de sidste par dage. Beklager!

 

Nu er det efterhånden snart en ½ uge siden City tabte til Sheffield United, så jeg vil ikke gå så meget i detaljer med den kamp. City spillede, i følge Joe Royle, årets dårligste kamp, og selvfølgelig blev det krydret med en Michael Brown scoring for Sheffield. Ærgerligt, ærgerligt, men skal vi se lidt positivt på det, ligger vi stadigvæk nr. 2 fordi Bolton tog 2 point fra Ipswich.  

 

City stillede med følgende hold i Sheffield: Weaver, Crooks, Edghill, Horlock, Bishop, Goater, Jobson, Kennedy, Grant, Tiatto, Taylor (Dickov 64). Ej benyttet: Wright, Whitley, Pollock og Peacock. Advarsler til: Taylor og Tiatto. 23.862 tilskuere i Sheffield. Du kan læse SKY's matchrapport her.

 

Shaun Goater er måske på vej mod et comeback for sit fædreland Bermuda. Goater, der har egen fanklub på Bermuda, har ikke repræsenteret sit land i flere år, fordi han har helliget fodboldkarrieren i England al sin opmærksomhed. Intet er definitivt afgjort, men Goater kan komme til at misse kampen i London mod Crystal Palce den 4. marts og i værste fald også kampen på Maine Road mod Charlton den 19. marts. Den er på SKY. Goater skal spille VM kvalifikation for Bermuda.

 

Der er igen nyt at berette om på transferfronten. Tony Vaughan er taget til Norwich for at træne med The Canaries med henblik på et skifte. Og så er Chris Greenacre smuttet. Han er gået til Mansfield på en fri transfer. Der er også rygter om, at Paul Dickov er på vej til Preston eller Portsmouth. Jeg lader den hvile. Colin Hendry og Andrei Kanchelskis blev også sat i forbindelse med City i weekenden. Hendry linket er afvist af Royle, mens der ikke er kommentarer til Kanchelskis, men jeg håber, at det er en and.

 

I et norks dagblad og på Opta Soccer bliver City også sat i forbindelse Alf Inge Haaland.

Alf Inge kan ikke tilspille sig en stamplads hos Leeds, og er desperat for at spille førsteholdsbold, så han kan komme med Norge til EM. Du kan læse artiklen fra Opta Soccer her.

 

I følge vore norske venner på forummet, er han ikke værd at satse på.
 

Yderligere et par norske spillere bliver tirsdag sat i forbindelse med City. Den officielle City side beretter, at den kun 18-årige Jan Roger Melleby fra Odd Grenland skal til Manchester i næste måned. Melleby er højreback. Også den 18-årige målmand Kristian Sando fra Sandefjord sættes i forbindelse med City. Dette er et Teamtalk rygte, og er nok mere tvivlsom, eftersom vi har flere unge og talentfulde målmænd i staben. Tak til Ole Morten for oplysningerne.

 

I morgen tidlig tager City staben på en kombineret ferie og træningslejr på Lanzarote. Joe Royle føler, at miniferien falder på et godt tidspunkt. Han mener, at spillerne trænger til et lille hvil og nye omgivelser efter en travl periode, og håber at solen vil skinne på vore yndlinge. Danny Granville, der trak sig tilbage kun 30 minutter før Kick-off i lørdags, er tvivlsom deltager på turen, da han skal behandles for en forstrakt lægmuskel i Manchester. City's lazaretmand, Roy Bailey, er dog positiv. Kevin Horlock døjer med en ankelskade, men skulle være med på flyet.

 

 Andy Morrison er meget optimistisk med hensyn til sit comeback. Efter en intensiv uges træning på Lilleshall regner han med at få fuld spilletid for reserverne næste tirsdag.
Kommer han uskadt igennem, ja så bejler han til en plads i startopstillingen mod Forest. Personligt tror jeg, at Joe sparer ham lidt længere, så Morrison ikke presser sig for meget i forlængelse af skadesperioden. Han skulle gerne være klar til de sidste vigtige kampe mod sæsonafslutningen.
 

I aften spiller City's reserver på det flotte stadion Turf Moor i Burnley. Alle marginal spillere inklusive Terry Cooke forventes at tage del i kampen. Reserverne ligger pt nr. 2 i rækken. 5 point efter Port Vale, der dog har spillet 4 kampe mere end City. Burnley ligger lige i hælene på City, så der er lagt op til en spændende kamp. Nyt om resultat og eventuelle målscorere i morgen.

 

Morten har begået en ny klumme. Læs om ritualer og andet godt i klummen. Der er et link øverst på siden.

 

U-17 og U-19 spillede i weekenden mod Blackburn. De havde, ligesom 1. holdet, heller ikke den store succes. U-17 spillede 2-2, mens U-19 tabte 3-1.

 

Nu venter der nok nogle dage med lidt ro fra Manchester. Jeg håber dog, at der kommer lidt meldinger fra turen til Lanzarote.

 

Ha det blåt!

 

Peter 

 

24/01/2000

Alle ved, at City tabte 1-0 i weekenden til Sheffield United på et mål af Michael Brown.
Det er ikke første gang, at en gammel City spiller scorer mod City, og det bliver nok heller ikke sidste gang.

 

City spillede årets ringeste kamp, så vi kan da trøste os over, at den ikke blev vist på tv.

 

Jeg følger op på kamp og reaktioner, og de øvrige nyheder i morgen.

 

Ha det blåt

 

Peter
 

21/01/2000

Alle råber på Terry Cooke. De vil have den elegante kantspiller tilbage på holdet, efter at han har imponeret i de seneste 2 reservekampe.
Der er dog umiddelbart intet, der tyder på, at Joe udtager Cooke til holdet i morgen. Jeff Whitley og Lee Peacock er inkluderet i den trup, der drager mod Sheffield, og skal Cooke med, bliver det på bekostning af Pollock, der sad på bænken i sidste weekend.

 

Med lad os nu se, hvad der sker. Joe har før overrasket.
 

 

Horlock har døjet med en hævet ankel, og har ikke trænet hele ugen. Det samme gælder Weaver, der døjer med en forstrækning. Joe mener dog, at begge bliver klar til i morgen. Seneste nyt er, at der også er tvivl om Danny Granville. Tiatto står klar på sidelinien.

 

Bliver Horlock og Weaver klar kan en sandsynlig holdopstilling blive som følger: Weaver, Crooks, Jobson, Edghill, Granville, Grant, Horlock, Bishop, Kennedy, Goater og Taylor. På bænken: Tommy Wright, Pollock, Jeff Whitley, Lee Peacock og Tiatto. Husk Wiekens har karantæne efter for mange gule kort.

 

Morgendagens modstander bliver som sædvanligt præsenteret på Morten's side. Klik ind øverst på siden. Sheffield United stiller op uden topscorer Martin Smith, men kan i stedet byde på Michael Brown, og en lejet United angriber ved navn Notman. Er der nogle, der frygter, at disse to spiller får en hovedrolle? Jeg er lidt bange for det. Sheffield skal revanchere det sviende 6-0 nederlag fra Maine Road, og må være tændte.

 

På onsdag drager hele City staben på en miniferie på Lanzarote i 4 dage. City's kamp i næste weekend er som bekendt udsat, og Joe mener derfor, at spilleren skal udnytte kamppausen til en velfortjent ferie. HØRT!

 

På transferfronten er der igen forvirring. Teamtalk melder at Vaughan er på vej till Cardiff for 150 - 200.000 pund, mens Joe benægter, at han har fået et tilbud. Vaughan har en ugeløn på 4.000 pund i City, og er forhåbentlig en af de bedre betalte.

 

Til gengæld skulle det være sikkert og vist, at Chris Greenacre nu skifter til Mansfield, hvor han har optrådt på lån med stor succes. Greenacre er på en fri transfer, men Mansfield skal nok byde en løn, der svarer til den, han hæver i City, hvis Greenacre skal lokkes til et skifte. Greenacre er kun 22, og er kommet gennem ungdomsafdelingerne i City.

 

 Andy Morrrison arbejder som en gal på at komme i bedre form. I denne uge er han på et intensivt ophold på Lilleshall, der efter mine oplysninger er FA's fitnesscenter med det allerbedste udstyr.
Joe håber, at man over weekenden eller i starten af næste uge kan få et overblik over, hvornår Morrison igen er klar til at iklæde sig den blå trøje.
 

 

Danny Allsopp er tilbage på Maine Road efter 3 kampe for Australien's U-23. Han scorede en gang i den første kamp, men virkede herefter meget sløj. Det er meldingen fra en australsk City branch.

 

Billede fra MEN Noel Gallagher har i et interview med Piccadilly Key 103 udtrykt sin store glæde over Joe's arbejde i City.
Han håber selvfølgelig City rykker op i år, men advarer også om, at der skal flere penge på bordet, hvis City skal overleve i Premier League.

Læs også om Noel's tidlige afgang fra Wembley i maj.

Du kan læse et udklip af interviewet på MEN's side.
 

Det er jo fredag, og derfor er Carsten også klar med sine forslag til ugens tipskupon og Oddset. City er på både Tips 13 og Oddset. Klik ind på Carsten's side via linket øverst på siden.

 

Manchester City Info Via The Alps bragte i går en fuldstændig liste over spillerne i City. Her er alle dem du holder med:

 

Tommy Wright, Nick Weaver, Steven Hodgson, Richard McKinney, Gerard Wiekens, Tony Vaughan Transfer Listed, Richard Edghill, Lee Crooks, Nick Fenton, Danny Granville, Richard Jobson, Danny Tiatto, Kakhaber Tskhadadze (Peepo), Andy Morrison, Shaun Holmes, Murtaz Shelia Transfer Listed, Kevin Horlock, Jamie Pollock, Mark Kennedy, Gary Mason, Jim Whitley, Ian Bishop, David Laycock, Terry Dunfield, Christopher Shuker, Terry Cooke, Jeff Whitley, Tony Grant, Paul Dickov, Shaun Goater, Danny Allsopp, Gareth Taylor On loan to Port Vale, Shaun Wright-Philips, Leon Mike, Christopher Killen, Robert Taylor, Lee Peacock, Chris Greenacre On loan at Mansfield, Craig Russell Transfer Listed. Second year trainees: Greg Duff (forsvar) Darren Garfield (angriber) Jason Kneen (angriber) First year trainees: Stephen Jordan (forsvar) Andrew Pavey (midtbane) Stephen Parkhouse (angriber) Rhys Day (forsvar). I alt 39 kontraktspillere + trainees. Tak til Stuart Reynolds for listen.

 

I samme nummer af MCIVTA (572)  er der en "Why Blue" af danske Anders Nielsen. Godt gået Anders!! Abonnerer du ikke allerede på det elektroniske nyhedsbrev, der udkommer 2 gange om ugen, kan du gøre det her. Og det er gratis.

 

Kan jeg bede alle medlemmer af STB til at bruge 5-10 minutter af deres weekend på at udfylde Tor's spørgsmål, som du finder under punktet "Hjælp STB". Tag en kopi af siden, svar på spørgsmålene mens du er off-line, og mail dem tilbage til Tor Sønsteby på soensteb@online.no. Det vil glæde ham meget.

 

Jeg er væk det meste af weekenden og mandag med, så siden bliver ikke opdateret før tidligst mandag aften.

 

God weekend og god kamp i morgen. Kampen kan følges via BBC 5, og via nettet på f.eks. Blueview.

 

Ha det blåt!

 

Peter

 

20/01/2000

Der er ikke de helt store City nyheder her torsdag formiddag, så lad os i stedet for kigge frem mod weekenden, og se på, hvem de andre tophold i divisionen møder. Barnsley, der topper formkurven, møder Blackburn og med et ligeledes stærktspillende Blackburn hold kan vi håbe på en pointdeling. Ipswich skal besøge Bolton på Reebok, og det er aldrig nogen nem opgave, selvom Bolton få dage efter spiller semifinale i Worthington Cup. Huddersfield tager i mod Tranmere, der sikkert vil have semifinalen mod Bolton i baghovedet. Førerholdet Charlton skal et smut til Norwich. Her tabte City, og det samme kan ske for Charlton. Norwich er flot med oppe i tabellen i år. Stockport tager hjemme i mod Portsmouth, og det ligner en hjemmesejr.

 

Jeg tror, at en City sejr over Sheffield U i weekenden kan blive guld værd. Det vil yderligere sætte tyk streg under, at City er et hold, man skal regne med, hvis nogen da har tvivlet på det. Men nogle af de øvrige tophold må sætte point til, og det kan betyde, at hullet ned til 7. pladsen bliver over 15 point med kun 16 kampe tilbage.

 

City's FA Youth Cup hold skal møde Derby den 2. februar på The Baseball Ground i Derby i 5. runde. City's Academy Boss Jim Cassell så Derby slå Aston Villa 2-0, og betegner Derby's hold som meget stærkt, og som en stor udfordring til City drengene.

 

Og nu til noget helt andet. I denne weekend tager Formand for den danske fanklub Brian Leth til England for at se fodbold. Brian blev så bidt af atmosfæren i 2. division i sidste sæson, at han - via internet - har fået etableret et venskab med en fan af Brentford. Brian skal bo privat hos sin nye ven, og i weekenden skal de så se kampen Brentford - Bury. Mon ikke vi får en lille rejsebeskrivelse i næste nummer af STB?

 

Apropos venner via Internet. Efter Play-off finalen på Wembley fandt jeg en City fan i Hamburg, der straks hjalp mig med en kopi af SKY transmisionen. Og før min første tur til Manchester skrev jeg sammen med en gut, der hedder Steve Parish, og minsandten om jeg ikke mødte ham udenfor Maine Road, og få dage senere i Burnley. Steve var også meget hjælpsom, da det så ud som om, vi ikke fik billetter til Play-off finalen på Wembley. Ligeledes har Tanja og Morten fået tilsendt en kopi af den første City kamp, de overværende, nemlig City's 4-1 sejr over Oxford for år tilbage. Internet er fantastisk, hvis man bruger det rigtigt!

 

Efter jeg skrev ovenstående smøre fik jeg endnu et eksempel på, at City fans er fantastiske. Her er en kopi af en mail, jeg modtog her i formiddags: I am a Manchester City Fan and I saw your website if you need any information about city then let me know. Write back just to let me know that you received this mail. Afsendt af Colin Tilley. Mon ikke Colin og jeg skal have en pint næste gang, jeg er i Manchester.

 

En nyhed fra de lavere divisioner. Preston skal næste weekend spille FA Cup i 5. runde mod Everton på Goodison. Everton stillede 6.000 sæder til disposition til rejsende Preston fans, og troede at det var alt for mange. 5.600 af disse er imidlertid nu opsnappet af sæsonkortholdere og sponsorer, så nu er kun 400 tilbage til de løse fans. Everton har stillet yderligere 500 til disposition, men det er næppe nok til at tilfredstille en håbefuld og sulten Preston fanskare. Preston har et publikum snit på 12.000 på hjemmebane i 2. division.

 

Søren Frederiksen spillede i går aftes for Ipswich's reservehold, der slog Fulham's ditto 2-1. Frederiksen kom ikke på måltavlen og var ikke selv tilfreds med sin indsats. Han har endnu 2 dage til at imponere George Burley inden en snak med Manageren på fredag giver svar på, om Frederiksen har en fremtid i Ipswich. AAB forlanger cirka 8 millioner kroner for Frederiksen.

 

Morten opfordrer i dag alle til at deltage lidt aktivt på debatforummet. Og jeg kan kun give ham ret. Efter et friskt pust fra Ruvaldo i weekenden og denne uges første dage, er der blevet lidt dødt. Brug gerne forummet som et spørgehjørne. Der sidder mange kompetente City fans rundt omkring, der kan og gerne vil hjælpe, hvis du har nogle spørgsmål. Bare kom ud af busken.

 

Ha en god dag!

 

Peter

 

19/01/2000

Brian Horton, Manager i Port Vale, har lejet City's Gareth Taylor i de næste 2 måneder. Taylor har scoret 6 mål for City i denne sæson, men har ikke kunnet tilspille sig en plads i angrebet efter køb af Robert Taylor og Lee Peacock.
Jeg håber, at Gareth Taylor får en god tid i Port Vale, og at han kan overbevise Brian Horton om at han er værd at købe.

 

Taylor får debut på lørdag mod Birmingham, hvor han gerne må finde storspillet frem og sikre 3 point til Vale.
 

 

I går spillede reserverne mod Preston. City vandt 3-0 på 2 mål af Lee Peacock, og 1 mål af populære Terry Cooke. Netop disse 2 spillere scorede i sidste reservekamp mod Huddersfield, hvor også Diego Tur var med. Reserverne stillede med følgende hold: : McKinney, N Fenton, Holmes, Jeff Whitley, Day, Vaughan, Cooke (Dunfield), Mason, Peacock (Mike), Russell (Killen), Wright-Phillips. Ej benyttet: Hodgson og Garfield. Sikke et hold. En god blanding af rutine og uslebne diamanter. Det bliver spændende at se, hvor mange af de unge kræfter, der en dag vil slå igennem på 1. holdet.


City's ungdomshold skal møde Derby i 5. runde af FA Youth Cup. Derby slog
Aston Villa med 2-0. Der er endnu ikke fastsat en dato for kampen.

 

Cardiff har tilbudt 150.000 pund for Tony Vaughan. Det er kun 10% af den pris City betalte Ipswich for få år tilbage, men Joe er måske villig til at lade Vaughan gå for at reducere lønomkostningerne i klubben.
Grimsby er efter sigende også interesseret i Vaughan, så meget kan ske endnu.
 

City's lokalderby mod Bolton, der oprindeligt skulle spilles på lørdag om en uge, er udsat til 5. april. Det betyder, at City får 14 dages pause efter kampen mod Sheffield United på lørdag. Herefter venter Forest på udebane. Kampen er mod Bolton er udsat, da Bolton skal spille 5. runde i FA Cuppen.

 

Husk at give STB-drengene (mændene) fra Norge en hjælpende hånd ved at svare på Tor's spørgsmål. Se mere under "Hjælp STB"

 

Ian Simon har nu målene fra i søndags klar på sin side. Husk også at se Morten's præsentation af Sheffield United. Der er link til begge services øverst på siden.

 

Der var en gammel City spiller på scoringslisten i England i går. Barry Conlon scorede for York i 2-2 opgøret mod Darlington. Neil Heaney stod for oplægget til et af supermålscoren Gabbiadini's 2 mål for Darlington.

 

God dag

 

Peter

 

18/01/2000

billede fra MEN Her har vi beviset. Udvisningen af Coleman var helt korrekt. At Fulham Manager Paul Bracewell beskylder dommeren for at bortdømme de dyre drenge er helt hen i vejret, og fås kun i lignende versioner, når Sir Alex forsøger at bortforklare et nederlag for United, i stedet for at melde sagligt ud.
Det er tæt på at være pinligt.
 

Det er svært for mig at se, hvorfor Bracewell skyder skylden på dommeren for nederlaget i søndags. Fulham var aldrig i nærheden af at få point med hjem fra Maine Road. Det er da rigtigt, at City først lukker kampen efter udvisningen, men hvad var der sket, hvis ikke Coleman havde brugt hænderne? Goater ville have været helt fri foran mål, og han havde sikkert scoret. Fulham kreerede ikke mange chancer, og var kun farlige et par gange efter City fejl i forsvaret.

 

I stedet for at brokke sig burde Bracewell være glad for, at ikke også Finnan blev udvist, da han formede sine ben til rundsave og skar benene væk under Tiatto i kampens sidste minutter. Den var også til rødt kort.

 

I Manchester-lejren var glæden over sejren stor. Det var vigtigt for spillerne at rejse sig efter nederlaget til Leeds. Og de gjorde det med stil. Fra Manager Royle var der især ros til Goater, der langt om længe er ved at vinde hjerterne hos City fansene. Her følger, hvad Joe sagde til MEN: I am delighted for Shaun. I know he now has the recognition he deserves from the fans but it is nice to see that once they are right behind him he can be even better. He loves playing for this club and gives his all for the City. The recognition may have taken time coming but it is fully justified. You will have to go back quite a long way to find a Manchester City striker with a better record than Shaun.

 

På lørdag skal City en tur til Sheffield. Modstanderen er Sheffield United, der har Michael Brown med på holdet. Neil Warnock har efter sin tiltræden som Manager virkelig fået skik på Sheffield. Han vandt prisen som Månedens Manager i december, men Sheffield tabte dog 2-1 til Walsall i weekenden bl.a. på mål af Mark Robins.

 

Klummemanden Morten har allerede lavet sit sædvanlige portræt af City's kommende modstander. Hvis du klikker på linket øverst på siden kommer du direkte ind på klummen fra i søndags. Herfra kan du gå videre ind på portrættet af Sheffield U. 

 

Til kampen må City stille op uden Gerard Wiekens, der har karantæne. Alt tyder på, at Edghill ryger ind i midterforsvaret, og at Lee Crooks overtager pladsen som højre back. City har allerede solgt sine 5.400 billetter til opgøret. Meget mere om den kamp senere på ugen.

 

 Søndag den 19. marts spiller City mod Charlton på Maine Road og kampen sendes på SKY. Charlton topper ligaen, så der er lagt op til et brag af en kamp. Fredag den 18. februar kan du også se Huddersfield - City på SKY. 

 

I aften spiller City reserverne mod Preston. Reserveholdet er ubesejret siden september og ligger nr. 4 i ligaen. På aftenens holdet vil vi sikkert se Dickov, Pollock, Cooke, Crooks, Whitley brødrene og andre spillere, der håber på en snarlig optræden på 1. holdet. Spejdere fra Port Vale, Burnley, Brentford og Blackpool vil se nærmere på Gareth Taylor, mens Cardiff og nu også Grimsby er interesseret i Vaughan. Jeg har også hørt, at Birmingham er interesseret i Gareth Taylor. Vaughan og Taylor har efter al sandsynlighed ingen fremtid i City.

 

På torsdag stiller City formand Davis Bernstein op til en snak med City supporterne. Det foregår på den officielle hjemmeside, og du skal abonnere på Planet Football for at kunne deltage. Snakken bliver administreret af Paul McDowell, der vil krydre den direkte snakken med spørgsmål, som han har fået tilsendt fra fansene. Har du et spørgsmål til Bernstein, så skriv til Paul på denne email: paul.mcdowell@planetfootball.com.

 

Og så til lidt danske nyheder. Søren Frederiksen prøver nu igen lykken i England. De næste 10 dage skal han forsøge at spille sig til kontrakt med Ipswich. Frederiksen scorede tidligere i år i en træningskamp for Leicester, men det var ikke nok til en kontrakt. Endnu en dansker er draget til England. Det er FC Midtjylland's Johnny Laursen, der, på lejebasis, skal repræsentere Coventry's U-19 hold indtil midten af april. Og så kan jeg lige fortælle, at Jesper Kristensen ikke fik kontrakt med Norwich. Bruce Rioch vil måske se på Jesper Kristensen senere på sæsonen, når han er i bedre form.

 

Ugens tips fra Carsten var ved at gå hjem. Carsten ramte 3 ud af 4 kampe på Oddset. Desværre spillede Carsten ikke med hjertet, og måtte sande, at hans tip på Fulham glippede. Husk at tjekke Carsten's side. Han rammer mange rigtige hver uge.

 

Ha en god dag

 

Peter

 

17/01/2000

City Manager Joe Royle, her i Ian Bishop's streg, havde god grund til at smile efter City's 4-0 sejr over Fulham på Maine Road i går eftermiddags.
Sejren betød nemlig at City, lige som de øvrige tophold i divisionen, tog alle 3 point fra weekendens kamp.

 

Det var Joe's (og min) favorit, Shaun Goater, der blev dagens store profil. Han lavede et flot hattrick og nåede op på sammenlagt 18 scoringer for City i denne sæson. Ikke dårligt af en spiller, der har måttet lægge ører til folk's udtalelser om, at han ikke kan score mål på højere niveau end 2. division. 
 

 

Kampen på Maine Road var absolut ikke City's bedste i denne sæson. Men hvad gør det, når man kan slå det ambitiøse Fulham mandskab 4-0. Spillet gled ikke rigtigt, og det var først efter Chris Coleman's udvisning, at City for alvor udspillede sin modstander.

 

Da de fleste har set kampen i tv, vil jeg begrænse min beskrivelse af kampen. Blot vil jeg komme med et par enkelte kommentarer til spillernes præstationer. Weaver havde ikke meget at lave ud over en STOR redning efter et dårligt udspark på en uventet tilbagelægning fra Kennedy. Kennedy virkede svag i går og er slet ikke er kommet i omdrejninger efter sin skade. Men tro mig, det kommer. Kennedy blev udskiftet med Tiatto ca. 15 minutter før slut. Tiatto er altid et frisk pust med sin akavede spillestil, og der blev begået straffe mod netop Tiatto igår. Edghill lagde op til City's første mål, men ellers glimrede han igen med sine dårlige afleveringer fremad banen. Jeg går ikke efter Edghill, men vi må acceptere, at hans kvaliteter ligger i at forsvare, og det er han altså god til. Hvis han får lært at sparke præcise førstegangsafleveringer fremad banen, så kan han blive en klassespiller.

 

Wiekens spillede i mine øjne en af sine bedste kampe i år, så det er dobbelt ærgerligt, at han ikke kan være med i næste kamp ude mod Sheffield United på lørdag. Jobson så man ikke så meget til, ud over oplægget til Goater's 3. mål. Tony Grant spillede sin bedste kamp i City trøjen. Han gemmer sig i perioder, men kan lige pludselig dukke op og lave underværker. Jeg tror mere og mere på, at han er en god investering. Bishop spillede en god kamp uden at være prangende. Bishop er altid villig til at modtage bolden, og det er vigtigt, at have sådan en type på midtbanen.

 

Horlock scorede på straffe til 4-0, men markerede sig vel egentlig mest i det defensive spil. På mig virker det som om, at han er lidt nede i en dal. Jeg håber, at målet på straffe giver lidt at selvtilliden tilbage, for han er en uundværlig spiller, når han spiller op til sit bedste.

 

 På toppen havde vi Goater og Taylor. Goater scorede et hattrick, og det siger vel alt. Især hans 2. mål på saksespark var flot.
Det virker som om, at Taylor endnu ikke har fundet løbemønstrene på banen, men vi må ikke glemme, at det var Taylor, der lagde den milimeterpræcise aflevering til Edghill, så han kunne aflevere på tværs til Goater's 1. mål. Taylor fylder mere end Dickov, og giver plads til Goater, der udnytter chancerne for tiden, så førstevalget af Taylor kan forsvares.

 

Hvis jeg må komme med et godt råd til Taylor, så skulle det være, at han burde tage på en kur, der kunne gøre ham 5 kilo lettere. Han virker meget tung i nogle situationer.
 

Jeg vil slutte med en kommentar om Danny Granville. Sikke en spillelyst han udstrålede i går. Han var løbestærk frem ad banen, og i forsvaret forsøgte han, primært med held, at spille sig ud af vanskelighederne. Danny Granville fik også en afgørende rolle i kampen. Det var Granville, der pressede Fulham's målmand Maik Taylor, så Goater kunne score sit 2. mål. Hvis Goater ikke havde scoret 3 vigtige mål i går, var min stemme på Man of the Match gået til Granville.

 

Kampen mod Fulham var i mine øjne meget vigtig for City spillernes selvtillid. Inden kampen var holdet for første gang i lang tid vippet af en direkte oprykningsplads. Modstanderen hed Fulham, og mange havde vel forventet, at nu kom nedturen for City, især efter øretæven til Leeds sidste søndag. Men nej. Måske spillede holdet ikke prangende, men de kæmpede og sloges for hver bold, scorede 4 mål og holdt selv nullet i egen ende. For mig er det godt nok!! De rejste sig igen og beviste, at City hører til i toppen af 1. division.

 

City stillede med følgende hold: Weaver, Edghill, Wiekens, Horlock, Bishop, Goater, Jobson, Grant, Kennedy (Tiatto 75), Granville, Robert Taylor. Ej benyttet: Crooks, Dickov, Pollock og Tommy Wright. Advarsel til Kennedy. 30.057 tilskuere på Maine Road. Fulham havde kun 500 tilskuere med på Maine Road!!!!!

 

Før kampen på Maine Road havde Fulham divisionens bedste forsvar. Det har de ikke længere. Det har City. Der er kun gået 21 mål ind hos Weaver i 27 kampe. Nu er der gået 24 ind bag Maik Taylor fra Fulham.

 

Du kan læse SKY's matchrapport her.

 

City er tilbage på en direkte oprykningsplads efter at have udlånt 2. pladsen til Ipswich i cirka 24 timer. Stillingen i top 7 er som følger:

 

Placering Hold Kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore Point
1 Charlton 27
 17 5 5 49-28 56
2 CITY 27
 17 4 6 44-21 55
3 Ipswich 27
 15 7 5 46-27 52
4 Barnsley 27
 16 4 7 54-38 52
5 Huddersfield 27
 14 5 8 43-29 47
6 Stockport 27
 11 8 8 32-35 41
7 Blackburn 26
 10 10 6 34-25 40

 

Husk de 2 øverste placeringer giver direkte adgang til Premier League. Nr. 3-6 spiller Play-off. Semifinalerne står mellem nr. 3 & 6 og 4 & 5. Til ovenstående stilling er det værd at bemærke, at Stockport ligger nr. 5 på trods af negativ målscore!!! Barnsley har divisionens 6. dårligst forsvar, men ingen scorer lige så mange mål. Barnsley har et snit på 2 mål per kamp.

 

Jeg har undladt at fortælle, at vi der normalt ser fodbold på Kjær & Calles fik en kold skulder i går. Det kan du læse meget mere om i Morten's klumme. Morten kigger også lidt på søndagens kamp, så klik ind på siden via linket øverst på denne side, hvis du vil vide mere.

 

Jeg vil slutte med at gøre opmærksom på, at der er kommet et nyt punkt ude i venstre frame, som alle medlemmer af den skandinaviske fanklub bedes kigge nærmere på. Punktet hedder "Hjælp STB" Det er Tor og de andre STB gutter fra Norge, der gerne vil have din hjælp. Klik ind, tag en kopi, og sæt dig ned med en kop kaffe eller saftevand - alt efter temperament - og kom med dit input til spørgsmålene. Med alt det arbejde vore norske venner putter i at lave STB + alle de andre tiltag, synes jeg, det ville være på sin plads, at du lige bruger nogle minutter på hjælpe.

 

Ha en god dag!

 

Peter 

 

16/01/2000 Ekstra

Shaun Goater scorede hattrick, da City i eftermiddags slog Fulham 4-0 på Maine Road. City's 4. mål blev scoret af Kevin Horlock på straffe få minutter før tid.
City indtager 2. pladsen i divisionen - 1 point efter Charlton.

 

Fremragende indsats af City gutterne!!!!!!!!!!!

 

Læs mere om kampen her på siden i morgen!
 

 

16/01/2000

Så er det i dag det sker. Kampen mod Fulham på Maine Road. Kick-off kl. 14.00. Og skulle du være den eneste i verden, der ikke allerede vidste det, ja så sendes kampen LIVE på SKY og DR1.
Flere af topholdene vandt sine kampe lørdag, så der er yderligere pres på City gutterne, hvis de vil hænge på i toppen.

 

God kamp!

 

Flere nyheder om kampen mandag morgen - her på siden!
 

 

Medlemssekretær i vores fanklub Tor Sønsteby har bedt mig om at sende en opfordring videre til alle de besøgende her på siden, der er medlemmer af STB. Kig venligst ind på det nye link i venstre frame, der hedder Hjælp STB.

 

God kamp i eftermiddag!

 

Peter

 

15/01/2000

Bjarne Goldbæk skiftede fredag eftermiddag fra Chelsea til Fulham.
På Fulham's officielle side, bliver det meddelt, at Goldbæk skal gennemgå det obligatoriske lægetjek i næste uge, mens andre medier fortæller, at han skulle være klar til at møde City i morgen.

 

Fulham har kun givet 650.000 pund for Goldbæk.

 

Her er et link til Fulham's officielle side
 

 

City's ungdomshold fejrede en stor triumf fredag aften. De slog Bradford ikke mindre end 6-0 på udebane i FA Youth Cup's 4. runde. Chris Killen lavede hattrick, mens Shaun Wrigt-Phillips, Leon Mike og anfører Rhys Day hver scorede et mål. Fremragende resultat for de unge City gutter, der møder Derby eller Aston Villa i næste runde.

 

Endelig er SKY klar med sin Statpack forud for kampen på søndag. Se spillerportræt, statistik og meget meget mere på denne glimrende side.

 

Mens du venter på i morgen, kan du se Crystal Palace - Barnsley på DK4, NRK og TV4 i eftermiddag..

 

Ha en fortsat god weekend!

 

Peter

 

14/01/2000

Så er det snart weekend igen. City lader op til braget mod Fulham på Maine Road på søndag.
Sidste år på samme dato slog vi Fulham med 3-0 på mål af Goater, Gareth Taylor og Kevin Horlock. Lad os få en gentagelse på søndag.
 

Lige nu ser det ud til, at der kun vil ske en udskiftning på det City hold, der tabte 5-2 til Leeds i søndags. Robert Taylor er meldt klar, og han overtager Dickov's plads i angrebet. Tony Grant får sikkert en ekstra chance for at imponere hjemmepublikummet efter en skuffende indsats i mod Leeds, hvor han døjede med efterveerne fra en influenza.

 

Du kan læse meget mere om Fulham på Tanja og Morten's side, og i den sædvanlige Statpack fra SKY, der udkommer senere i dag eller i morgen lørdag.

 

Husk kampen vises på SKY og denne gang direkte i Sportssøndag på DR1. Lørdag kan du se, Crystal Palace - Barnsley på NRK og DK4.

 

Kampen er på Tips 12, den lange og på Matchen. I mine øjne er City gjort til alt for stor favorit hos Dansk Tipstjeneste. 1-tallet giver kun 1,55 x'et 3,00, mens 2-tallet giver 3,70. Kampen kan også spilles på handicap. Som sædvanlig er Carsten klar med sine forslag til weekendens kampe. Klik på linket øverst på siden.

 

 Det ser meget ud til, at Michael Brown bliver solgt til Sheffield United. Brown har allerede fortalt pressen, hvor meget det ærgrer ham, at han skal forlade den klub, der har været hans arbejdsgiver i 6 år.
Brown understreger, at han ikke har haft opgør med Joe, men at han føler, at han ikke har fået en fair chance for at vise sit værd i denne sæson.

 

Michael Brown er en af kun 2 City spillere i den nuværende trup, der har repræsenteret City i Premier League. Den anden er Richard Edghill. Brown nåede at spille 95 kampe i den lyseblå trøje og er kun 22 år!!

 

Al mulig held og lykke til Michael Brown i Sheffield.

 

Fredag middag blev det bekræftet, at handlen er gået igennem til en pris på 400.000. Michael Brown er nu klar for Sheffield U, og vil møde City i næste weekend. Underligt ik'?
 

 

I aften spiller City's ungdomshold 4. runde i FA Youth Cup på udebane mod Bradford. Det talentfulde City hold bliver anført af lille Shaun Wright-Phillips. Vinderen af aftenens kamp skal møde vinderen af kampen mellem Derby og Aston Villa.

 

Ungdomsholdet i City ser sådan ud: Målmænd: Steven Hodgson og Brian Murphy. Markspillere: Paddy McCarthy, Steve Jordan, Rhys Day, Shaun Wright-Phillips, Steve Parkhouse, Gary Browne, Barry Hogan, Tyrone Mears, Steve Paisley, Dickson Etuhu, Terry Dunfield, Chris Shuker, Leon Mike og Chris Killen. Hold øje med disse navne!

 

Tony Pulis, der stod i spidsen for Gillingham i Play-off finalen i maj 1999, er blevet udnævnt til ny Manager i Portsmouth. Han efterfølger tidligere City Manager Allan Ball, der blev fyret efter endnu en gang at have ført en klub ned i sølet. På trods af det, blev Ball faktisk tilbudt job som Manager i Exeter, hvilket han dog pænt sagde nej tak til.

 

Sidste nyt på transferfronten i City, sætter Tony Vaughan i forbindelse med et skifte til Cardiff, hvor Vaughan har været på udlån i 3 måneder i denne sæson. Jeg må understrege, at det er løse rygter. Går salget igennem kan det måske åbne op for et køb af Diego Tur???

 

Craig Russell er tilbage i City efter en prøvetræning hos Sheffield United. De ønsker ikke at se mere på ham. Han søger nu at få nogle nye eventyr i engelske klubber. Så sent som i september sidste år, håbede Russell at han kunne tilspille sig en plads i startopstillingen hos City. Udsigterne er ikke for gode for den tidligere Sunderland angriber.

 

Og så til en mystisk nyhed. Manchester City Football Club har købt en racerbil med tilhørende racerkører. Den nye vogn, der kører i en engelsk motorvognsklasse, har fået navnet Team Manchester City. Køreren var sidste år ansat af Blackburn Rovers, men har altså valgt at tage i mod et tilbud fra City. Hvad skal en fodboldklub med en racerbil?? 

 

Jeg ved, at der er en del City fans, der afskyr David Beckham mere end kold kaffe. Til dem, der morer sig over at Posh Spice i sidste uge afslørede, at Beckham går i hendes undertøj, kan jeg glæde Jer med, at der allerede nu er en sang om Backham's sære tendenser klar på nettet. Hvis du klikker på dette link vil din pc åbne en Real Player, hvor du kan høre den nye sang, der går på melodien Walking in a winter wonderland. Den nye sang hedder Walking in women's underwear. God humor fra de engelske City fans.    

 

Der vil som sædvanligt være folk på Kjær & Calles i Århus på søndag. Vi skal nok ikke komme i lige så god tid som i søndags, hvor vi ventede udenfor i mere end 1½ time, før døren blev lukket op. Kom en ½ time før Kick-off, så skal der nok være åben. Jeg håber, at der også vil sidde City folk rundt om på barene i København og Odense. Find adresser under praktiske oplysninger.

 

Ha en god weekend, og god kamp på søndag.

 

Peter

 

13/01/2000

Det er en meget stille periode i City i disse dage. Det vrimler ikke ligefrem med nyheder, men jeg tror, vi skal betegne det som stilhed før storm. Der venter nemlig en stor kamp på søndag. I morgen er SKY klar med den store STATPACK, og de første sikre meldinger om truppens tilstand vil blive afsløret, så vi kan danne os et overblik over, hvem der skal spille i den lyseblå på søndag.

 

Fulham var igen i går tæt på en stor præstation i Worthington Cup. De dyre drenge fra London førte 2-0 i Leicester med kun 5 minutter igen. Leicester fik udlignet og kmapen kom i forlænget. Fulham kom foran 3-2, men endte med at spille 3-3 og tabe straffesparkskonkurrencen med 3-0. De må hænge med skuffen i London i dag. I semifinalen i Worthington Cup vandt Tranmere 1-0 på Reebok over Bolton i den første kamp. Tranmere viser skræmmende styrke for tiden.

 

Usikkerheden omkring Gareth Taylor fortsætter. Det ene øjeblik er han på vej til Holland. Og så snart man tror, at vi er kommet af med ham, ja så nægter han at være interesseret. Nu satser Joe på, at City kan udleje ham til en engelsk klub.

 

Se mere på www.MCFC.co.uk Næste torsdag kan City fans i hele verden chatte med City's Formand David Bernstein. Det foregår på City's officielle side.
Bernstein er life-long City fan og har siden sin tiltrædelse for ca. 2 år siden virkelig fået vendt skuden i fodboldklubben.

 

Abonnerer du på Real Audio servicen fra Planet Football, må du ikke gå glip af dette!
 

City's mål fra kampen mod Leeds kan nu ses på Ian Simon's side. Link øverst på denne side. Nu du er på Ian Simon's side, så send ham lige en hilsen med et stort tak for hans fantastiske service. Det fortjener han.

 

Apropos Kirsten's indlæg på vores debatforum, vil jeg henlede opmærksomheden på et program på TV2 i aften. Det er BBC rapporter Donal McIntyre, der i 1 år infiltrerede Holligans-bevægelsen i England. Der er lagt op til et meget spændende program i Lige på og Sport i aften kl. 22.30.       

 

Ha en god dag

 

Peter

 

12/01/2000

Charlton har indtaget 1. pladsen i 1. division efter 3-2 sejren tirsdag aften over Wolves. Charlton er 1 point foran City på 2. pladsen. Begge hold har spillet lige mange kampe. Håvard Flo bragte Wolves foran, men det var en stakket frist. Via 3-1 vandt Charlton 3-2. Det var Charlton første sejr på Molineux på siden 1953, og de to hold har mødt hinanden 23 gange i den tid. Det vidner om styrke hos Charlton mandskabet.

 

Gillingham, som City slog i den dramatiske Play-off finale i maj sidste år, leverede en vaskeægte sensation i 4. runde af FA Cuppen. De slog Bradford fra Premier League med 3-1 og er nu klar til at møde vinderen af kampen mellem Wolves og Sheffield W. i ottendelsfinalen.

 

I aften spiller City's kommende modstander Fulham ude mod Leicester i kvartfinalen i Worthington Cup om retten til at møde Aston Villa i semifinalen. Kampen sendes Live på SKY. Mohammed Al Fayed's dyre drenge har klaret sig godt i Cup turneringerne i år, og har allerede slået et par Premier League hold ud. I aften kan du også følge den første semifinale i samme turnering, når TV3+ lukker op for Bolton - Tranmere klokken 20.55.

 

Måske er Robert Taylor tilbage i startopstillingen til den vigtige kamp på søndag mod Fulham. Han arbejder på at komme sig over den fostrækning i sin lyske, som han pådrog sig i kampen mod Crewe. Der er dog forskellige meldinger på Taylor's tilstand, så lad os se, hvad der sker. Det er alt for tidligt, at komme med et bud på en startopstilling, så det venter jeg lige et par dage med. City staben håber dog, at alle spillerne er kommet sig over den influenza "epedemi", der har hærget i klubben på det seneste.

 

Andy Morrison er endnu ikke begyndt at træne for fuld styrke. Vores normale anfører tør ikke sætte dato på sin tilbagekomst, da han er bange for at stresse sig selv ud i uholdbare situationer. Det er en knæskade, der har holdt Morrison ude siden kampen mod Port Vale tilbage i oktober. Ved et supportertræf i går aftes skulle Morrison dog have udtalt, at han regner med at spille i reservernes kamp mod Burnley, den 23. januar.

 

Joe Royle har meddelt, at City og Sheffield United har indledt forhandlinger om Michael Brown. Joe har sat en pris på Michael Brown - cirka 400.000 pund - men han forventer ikke, at Brown bliver solgt før Sheffield United har solgt ud af sin øvrige stab.

 

Gio Kinkladze scorede i går aftes for Derby's reservehold, der også inkluderede Mikkel Beck. Derby slog Arsenal 2-1. Gio bragte Derby foran på et smukt frispark og spillede generelt en god kamp. Godt at høre.

 

Den store forretning i udkanten af Manchester oplevede i går årtusindets første, og måske sidste,-) succes på en fodboldbane. De slog South Melbourne med 2-0 i FIFA-floppet, som man har valgt at kalde VM for klubhold. Men der var ikke mange kunder i butikken. Kun 1.000 (ettusinde) mennesker var mødt frem på stadion.

 

Antallet af danskere, der prøver lykken i England har næppe været større end i disse uger. Seneste nyt er, at den tidligere Brøndby spiller, nu Esbjerg, Jesper Kristensen er til prøvetræning i Norwich. I de seneste uger har Diego Tur været i City, Søren Frederiksen i Leicester, Henrik Lykke i Reading (tæt på kontrakt) og 3 spillere var til prøvetræning i West Bromwich. Jeg har sikkert glemt et par stykker. I dag har 10 danskere kontrakt med Premier League klubber. Der er 5 danskere ansat i 1. divisionsklubber, mens yderligere 6 danskere spillere er fordelt i 2. og 3. division samt Conference League. Disse tal vil helt sikkert stige i de kommende år.

 

Jeg vil igen i dag slå et slag for min gode ven Mads Winther's tilbud om EM - billetter. Her er Mads' besked: Vi står med 4 ekstra billetter til DK-Frankrig, men savner 4 eller helst 8 stk. til DK-Tjekkiet. Håber der er nogle, der er friske på en bytter. Kontakt mig direkte på mwinther@sterling-freight.dk

 

Ha en god dag!

 

Peter 

 

11/01/2000

Truppen slikker sine sår ovenpå oplevelsen i søndags. En oplevelse som bl.a. Nicky Weaver kom godt fra. På trods af at der gik 5 mål ind, spillede Weaver måske sin bedste kamp i denne sæson, og han fortjener faktisk mere kredit, end jeg gav ham i går. Jeg nævnte Bishop som City's bedste, men retfærdigvis må Weaver's præstation også fremhæves. Weaver beviste endnu engang, at City er godt rustet på målmandsposten til en eventuel tilbagevenden til den bedste række.

 

I aften kan City miste 1. pladsen i 1. division. Det sker, hvis Charlton kan besejre Wolves på Molineux. Håvard Flo er tilbage i startopstillingen hos Wolves, så skal vi ikke krydse fingre for at den gamle GF'er sørger for en hjemmesejr.

 

Danny Allsopp har endnu en gang bevist, at han kan score mål. Allsopp er lige nu med Australiens U-23, der spiller en 4 nationers turnering i Adelaide. Australien slog Nigeria 1-0 på mål af Allsopp. I øvrigt foran øjnene af Man City Supportersclub South Australia, der var mødt talstærkt frem. 30 mand i lyseblå trøjer.

 

Og så en glædelig nyhed, der så sjældent ses i nutidens fodboldklubber. City skylder ikke et pund. SKY's engagement og fansenes tegning af nye aktier betyder, at City nu har betalt al sin gæld i bankerne. Underligt, at det ikke kan ses på City's aktiekurs, der stadigvæk ligger i kurs 95 - det samme som for 1 år siden, da vi lå uden for Play-off pladserne i 2. division!!

 

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på Tanja & Morten's side. Lige nu har de en aftemning om, hvem City fansene mener har været 90'ernes største City profil. Desuden har Morten opdateret med en ny klumme og et portræt af Fulham. Du finder et link øverst på siden eller inde under linksamlingen. Klik ind og afgiv din stemme, og giv endelig Morten et modspil i debatforummet.

 

Og så kører Ian Simon's side igen. Her finder du alle City mål fra hele sæsonen, og mange fra den mindeværdige sæson i 2. division. Der er et link øverst på siden.

 

Jeg har lovet min gode kammerat Mads Winther at viderebringe en lille annonce. Jeg håber, at du kan hjælpe ham.

 

Vi står med 4 ekstra billetter til DK-Frankrig, men savner 4 eller helst 8 stk. til DK-Tjekkiet. Håber der er nogle, der er friske på en bytter. Kontakt mig direkte på mwinther@sterling-freight.dk

 

På søndag er City igen på skærmen på både SKY og Danmarks Radio's Sportssøndag. Denne gang gælder det Fulham på Maine Road. Et meget spændende opgør mod Mohammed Fayed's dyre drenge fra London. Da kampen sendes på SKY, vil der igen sidde City folk på de normale SKY pubber. Mere info om dette senere på ugen.

 

Ha en god dag!

 

Peter 

 

10/01/2000

City drengene fik hænderne fulde i gårsdagens opgør mod Premier League's tophold Leeds United. Leeds var et skræmmende stærkt bekendskab, og det var absolut ikke nogen skam at tabe til et hold, der på de fleste pladser var City overlegne.

 

Det hele startede ellers så godt. Efter bare 2 minutter bragte Shaun Goater City i front med et velplaceret hovedstød. Der var godt nok off-side, men det lagde absoslut ikke en dæmper på glæden hos de City fans, der var samlet på Kjær & Calles i Århus og andre steder i hele Skandinavien.

 

Men vi skulle hurigt få armene ned igen. Udligningen faldt kun få minutter senere, efter et Leeds overtag, der senere skulle vise sig at vare stort set hele kampen. Et hovedstød fra kanten af feltet blev rettet af og snød totalt en velspillende Nicky Weaver i City målet. 1-1.

 

 I mine øjne var dagens City spiller Ian Bishop. Ikke kun fordi han bragte City foran 2-1 efter 11 minutter på et imponerende langskud, men fordi hans touch og spilforståelse var enestående.
Det var ærgerligt for Bishop, at stort set alle andre midtbanespillere på City holdet ikke kom op i omdrejninger i går og kunne drage nytte af hans eminente spil.
 

 

Efter Bishop's mål stod der igen Leeds på programmet. Først fik unge Smith udlignet efter klumpspil på stregen, og lige inden pausen gjorde Kewell det til 3-2 til Leeds. Og det var ikke ufortjent, og kunne have været værre, hvis ikke Weaver havde haft en god dag i målet.

 

I 2. halvleg havde City bolden mest uden at komme til de helt åbne chancer. Der i mod var Leeds effektive, når de havde bolden. Målet til 4-2 af Bowyer lukkede reelt kampen. Kewell sluttede en underholdende kamp med sit andet mål til slutresultatet 5-2. Du kan læse SKY's rapport her. Leeds møder Aston Villa ude i næste runde.

 

City stillede med følgende hold: Weaver, Edghill, Wiekens, Horlock, Goater, Dickov, Bishop, Grant (Jeff Whitley 55), Kennedy, Jobson, Granville (Peacock 67). Ej benyttet: Crooks, Tiatto og Tommy Wright. Advarsel til Horlock. Der var 29.240 tilskuere på Maine Road. Nogle har sikkert bemærket, at Pollock ikke var med i truppen. Han blev ofret pga. den store konkurrence om pladserne på midtbanen. Ærgerligt for Pollock, der har gjort det godt i år.

 

Det var herligt at få lov til at prøve kræfter mod et Premier League mandskab igen. Leeds spillede absolut en af deres bedste kampe i år på Maine Road, og Manager David O'Leary var meget tilfreds med sit hold. Vi fik ikke den sejr, vi havde drømt om, men pyt nu med det. Nu ved vi, hvad der venter os, hvis vi skulle rykke op i år. Tempoet var skræmmende, og der er helt sikkert et par af vore nuværende spillere, der behøver tilvænning til det højere tempo, der er hverdag i den bedste række.

 

Der var dog lyspunkter i nederlagets stund. Weaver stod igen en pragtkamp, og Bishop imonerede på midtbanen. Ærgerligt at han ikke er 10 år yngre. Dickov startede inde for første gang i lang tid og gjorde også en god figur. Goater gjorde det okay, og scorede igen foran SKY's kameraer. Men der var flere City spillere, der skuffede mig i en kamp, hvor de ellers havde chancen for at skinne. Hvor var Horlock og Grant? De var stort set usynlige hele kampen. Anfører Edghill var meget skuffende i går. Jeg tror ikke, at han havde en aflevering frem ad banen, der fandt en City mand. Og defensivt stod han meget dårligt. Ikke underligt, at Leeds hele tiden kørte frem i City's højre forsvarsside. Jobson havde - efter en række meget fine præstationer på det seneste - også sine problemer med tempoet, og mon ikke han må lade pladsen, når Morrison kommer tilbage.

 

Nu er vi en oplevelse rigere. Lad os håbe, at spillerne vil bruge nederlaget positivt, og lade det inspirere dem til en god indsats på næste søndag mod Fulham. En kamp, der også sendes på SKY. Det er ligaen, der er vigtigst, og den kan vi nu koncentere os om.

 

Og så til lidt andre nyheder. Nu ser det alligevel ud til, at Gareth Taylor prøver lykken hos Fortuna Sittard i Holland. Taylor tager til prøvetræning i denne uge for at tilspille sig en kontrakt. Taylor har tidligere udtalt, at han ikke ønsker at forlade City. Der er intet nyt omkring Michael Brown's transfer til Sheffield United. Sheffield er interesseret, men kan ikke finde pengene til et køb. Vi afventer. Angriber Chris Greenacre tager endnu en måned i Mansfield. 

 

Efter gårsdagens kamp udbrød der uroligheder i centrum af Manchester. Leeds og City tilhængere kom i håndgemæng og det udviklede sig til scener, der kaster skam over både Leeds og City. Bl.a. blev en minibus med Leeds supportere væltet over. Udover dette var der også ubehagelige scener på stadion. Der blev kastet mønter og andre genstande fra både Leeds og City supportere. City er en dejlig klub, men der er brodne kar i mellem den trofaste skare. Det bliver vi med stor ærgrelse nød til at acceptere.  

 

Bolton er videre til 5. runde af FA Cuppen efter sejr over Grimsby. Det betyder at lokalbraget på Maine Road den 29. januar er udsat. Kampen vil blive programsat hurtigst muligt.

 

Lige en meddelelse til dem, der ser City målene via Ian Simon's side. Ian har i øjeblikket lidt problemer med sin side, hvilket betyder, at du ikke kan finde målene på hans side lige nu. Jeg skal nok skrive, når sevicen er oppe at køre igen.

 

Til dem, der gik glip af weekendens nyheder, kan jeg fortælle, at Brian Leth i weekenden fik en snak med Diego Tur om hans tur til Manchester. Interviewet kan læses i næste nummer af STB, der er ude i starten af februar.

 

Er du trist, og har du sorg i sinde efter i går, så husk lige på, at vi ligger nummer 1:-)

 

Ha en god dag!

 

Peter

 

09/01/2000 ekstra

Leeds vandt en fortjent sejr på 5-2 over City i søndagens FA Cup kamp på Maine Road. For City scorede Shaun Goater og Ian Bishop.
Du kan læse meget mere om kampen her på siden mandag.
 

 

09/01/2000

Så er det i dag det sker. FA Cup 4. runde kamp mod Leeds på Maine Road.
Kan Weaver og de andre City gutter lave overraskelsen? Se det selv direkte på din nærmeste SKY pub.
 

Lørdag var der en kamp i 1. division. Norwich og Barnsley spillede 2-2 efter at Norwich havde ført 2-0. Et udemærket resultat for City, der dermed bevarer lidt afstand til Barnsley i toppen af ligaen.

 

Formand for den danske fanklub, Brian Leth, havde Diego Tur i røret lørdag eftermiddag til en snak om Diego's oplevelse af klubben Manchester City. Interviewet kan læses i næste nummer af STB, der er fanklubbens velskrevne blad. Godt gået Brian, det ser jeg frem til at læse.

 

Vores røde venner fra omegnen af Manchester oplevede i går en Vascoægte fiasko, da de tabte 3-1 ved VM for klubhold. Romario sørgede med 2 mål for, at der i dag må sidde mange arrige United fans og skamme sig over, at de røde valgte at melde fra til FA Cuppen for at deltage i en Micky Mouse turnering i Brasillien. Det problem har vi heldigvis ikke. Vi står foran en stor kamp i en stor turnering. It's good to be BLUE!!  

 

Du kan se flere nyheder omkring kampen i dag i nyhederne fra i går og fredag.

 

God kamp i eftermiddag og god søndag.

 

Hyggelige hilsner

Peter

 

08/01/2000

Målkongen Shaun Goater har ikke trænet hele ugen, men forventes dog at få en plads i startopstillingen mod Leeds i morgen eftermiddag. Goater har døjet med sin ene ankel.
Der er stadig tvivl om Mark Kennedy. Han har trænet i denne uge, men mangler nok skarphed pga. manglende kamptræning.

 

De øvrige normale stamspillere er meldt klar.
 

 

Det er endnu for tidligt at spå om den endelige holdopstilling til i morgen. En ting er dog helt sikkert, og det er at Robert Taylor ikke kommer med. Gillingham har brugt Taylor i FA Cuppen tidligere i år, så han kan ikke spille i turneringen for City.

 

Joe Royle har en stærk trup at vælge fra. Hvem skal danne angreb med Goater. Bliver det Peacock eller Dickov? Hvad med midtbanen? Starter Pollock eller Grant, og tør Joe satse på Kennedy? Svarene får vi først i timerne op til kampen. Alt tyder på, at Terry Cooke igen har spillet sig ind i varmen efter en solid kamp for reserverne i onsdags. Det bliver næppe til mere end en plads på bænken, selvom han helt sikkert besidder egenskaber, der kan splitte Leeds forsvaret. Måske bliver han Joe's joker i 2. halvleg.

 

Leeds er glade for, at de kan benytte Lucas Radebe, inden han drager til African Cup med det sydafrikanske landshold. Til gengæld må Leeds undvære topscorer(?) Michael Bridges, Batty, Huckerby, McPhail og Hopkin, der alle er stamspillere hos Leeds. Jason Wilcox får muligvis sin debut for Leeds efter sit skifte fra Blackburn.

 

Cup feberen raser på Maine Road. Kampen har været udsolgt i lang tid, og jeg fornemmer, at mange City fans virkelig tror på, at vi kan overraske på søndag. Det er første gang i lang tid, at vi er undersdogs på Maine Road, og  der ingen forventer, at City vinder. Det kan tage presset og nerverne væk fra spillerne, der garanteret vil komme blæsende med mod og optimisme i kampens start. Er vi dygtige til at få scoret i løbet af kort tid, kan vi måske knække et Leeds hold, der er lidt nede i en bølgedal efter 2 nederlag på stribe i Premier League.

 

Jeg ønsker god kamp til alle, der skal sidde foran skærmen på søndag!

 

God weekend!!

 

Peter   

 

07/01/2000

Så er det blevet dagen før dagen før den store dag i FA Cuppen, hvor City møder Leeds på Maine Road. Der er selvfølgelig for længst udsolgt på Maine Road, så havde du vilde planer om et hurtigt smut til Manchester i wekkenden for at overvære kampen LIVE, kan du godt glemme det. 

 

Vælg det næstbedste. Mød op på din lokale SKY pub med dine blå venner. Nyd et par pints i godt selskab og kryds fingre for et godt resultat. Indtil videre ved jeg, at der vil være folk på Bloomsday Bar i København, Ryan's Bar i Odense og Kjær & Calles Sportscafé i Århus. Du kan finde adresser under punktet Praktiske Oplysninger. HUSK AT KAMPEN STARTER KLOKKEN 15.00.

 

Morten har begået årets første klumme, og samtidig er der igen et miniportræt af vores kommende modstander. Til sidst lokker Klummemanden med endnu flere rejsebilleder. Der er et link øverst på denne side til Tanja & Morten's side, der altid er et besøg værd. Har du husket at skrive en hilsen eller kommentar i deres nye forum?

 

Gareth Taylor er den næste i rækken af angribere, der ikke vil forlade City. Først var det Danny Allsopp (gudskelov), der sagde nej tak til et tilbud fra Gillingham. Nu siger Gareth Taylor også nej tak. I følge forlydender kom Fortuna Sittard med et tilbud i går aftes på ikke mindre end 450.000 pund. Men Taylor sagde pænt nej tak. I mine øjne ville det have været Fortuna Sittard's version af et Lee Bradbury køb - hvis I forstår, hvad jeg mener.

 

Efter Joe's kryptiske udmelding omkring Diego Tur's præstation på Platt Lane i denne uge, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om Joe leger rundt med os. På mig virker det underligt, at Joe udtaler, at Diego er den bedste spiller, City har haft til prøve i lang tid, og at han har givet Joe noget at tænke på, hvorefter Joe's interesse for Diego er totalt væk. Det kan godt være jeg tager fejl, men lur mig om ikke Joe blev imponeret, og vil sikre sig, at papirerne er i orden, før han skrider til handling. Det er 2 børsnoterede klubber, vi taler om, og FCK har i hvert fald ikke råd til at dumme sig flere gange overfor København's Fondbørs.

 

 Jens Jørgen Brinch har fulgt Diegor Tur til prøvetræningen på Platt Lane. Køb bladet i dag og kom bag kulisserne i City.
Der er 3 sider, hvor Diego bl.a. fortæller om den varme modtagelse, han fik af de øvrige City spillere.

 

Klik på billedet og læs et par citater fra artiklen.
 

 

Som et lille minde om Diego's optræden i City trøjen vil jeg her liste det stærke reservehold City stillede med i går: Wright, N Fenton, Holmes, Jim Whitley, Tur, Vaughan, Jeff Whitley, Dickov, Peacock. G Taylor, Cooke. Udskiftere: McKinney (GK), Jordan, Garfield, Day, Wright-Phillips. Dette hold slog Huddersfield 2-1 på mål af Cooke og Peacock.

 

City's kamp mod Leeds er både på Tips 12, Matchen og den lange. Leeds er selvfølgelig gjort til favoritter. En sejr til City giver pengene 2,90 gange igen. X'et giver 2,55, mens en Leeds sejr giver 1,95. Som sædvanligt har Carsten sine forslag til Tips og Oddset. Og linket er øverst på siden.

 

Så er SKY klar med sin berømte STATPACK, hvor du får et meget grundigt indblik i City og Leeds. Klik her for STATPACK.

 

I weekenden bliver der masser af fodbold på skærmen. Lørdag viser DR2 kampen Tranmere - Sunderland kl. 16.00. Samme tid sender NRK lokalopgøret Fulham - Wimbledon. Søndag viser DR1 CITY - Leeds, en time forskudt, på grund af Pokalfinale i håndbold, og senere et sammendrag af Arsenal - Leicester. NRK viser City - Leeds Live.

 

Nu da det er weekend, har du sikkert et par timer til overs. Hvorfor ikke benytte lejligheden til at kigge lidt nærmere på de mange oplysniger, der ligger gemt "lidt længere nede" på denne side. Gå for eksempel inder under links. Her finder du en masse spændende underkategorier, hvor du sagtens kan få et par timer til at gå. Har du læst rejsebeskrivelserne fra turene til Manchester, eller hvad med artiklerne, der har været bragt i diverse danske ugeblade? Der er også samlingen af citater fra Blueview og stemningsrapporterne fra Wembley, som du ikke må gå glip af. God fornøjelse!

 

Craig Russell spillede for Sheffield United's reserver i onsdags. Han håber på en kontrakt med klubben efter sin miserable tid i City. Kampen mod Blackpool endte 0-0. Det forlyder i dag, at Sheffield United vil skrive kontrakt med Michael Brown for 450.000 pund.

 

Jeg vil slutte med en god nyhed for Kinkladze yndere. Kinkladze er igen blevet udtaget til det georgiske landshold efter et længere fravær pga. manglende spilletid i Ajax. Sidst på måneden spiller Georgien mod Cypern, og Kinkladze er udset til at være anfører for de georgiske spillere. Vi har ikke hørt det sidste fra Kinkladze!!!!

 

Ha en god dag

 

Peter

 

06/01/2000

Jeg vil gøre alle danske City fans opmærksom på, at Ekstra Bladet i dag bringer ikke mindre end 4 sider om City. Der er i alt 4 artikler under hovedoverskriften "Lillebror smiler igen". Journalist Jason Tomas gennemgår City's historie i hovedtræk, og der er også artikler om Rolige Royle og Rigtige fans. Jeg kan kun anbefale, at du køber Ekstra Bladet i dag. 

 

City's reserver vandt i aftes 2-1 ude over Huddersfield i kampen, der tiltrak stor interesse, fordi City havde et par spillere i shopvinduet, og fordi kampen, gav Diego Tur den oplevelse som mange unge blå drømmer om. En kamp i City trøjen. Målene blev scoret af Terry Cooke og Lee Peacock. Peacock's andet mål for reserverne. Huddersfields mål blev scoret af den erklærede City fan Rob Edwards.

 

 I følge en artikel på www.bold.dk spillede Diego 90 minutters fejlfri fodbold og stod godt i midter forsvaret på trods af, at han slet ikke er i kamptræning. Det lover godt.
Kampen blev fulgt af Tipsbladet's Jens Jørgen Brinch, der i morgen i Tipsbladet bringer en længere artikel om Diego Tur. Tur's agent og Joe Royle skal højst sandsynligt mødes i dag til videre forhandlinger.

 

Diego Tur er meget optimistisk efter en god uge på Platt Lane. Vi kan kun vente!
 

 

Engelske medier bekræfter, at Diego Tur imponerede. Han spillede sammen med Tony Vaughan i midterforsvaret. Det var et meget stærkt reservehold, der spillede på McAlpine i går aftes. Udover de allerede nævnte optrådte Nick Fenton, Dickov, 2 x Whitley, Gareth Taylor og Tommy Wright også på holdet.

 

At Diego Tur ikke har kunnet tilspille sig en stamplads på FCK's hold udelukker ikke, at han kan få en hovedrolle på City's hold. Glem ikke, at City er en klub, der sprudler af selvtillid, og er god til at overføre dette til spillere og ledere. Det samme kan man ikke sige om FCK. Der er før set eksempler på, at middelmådige spillere er sprunget ud, når de fik de rette omgivelser. Lad os håbe, at Diego bliver endnu et eksempel på det fænomen.

 

Midt på eftermiddagen i dag er der kommet en melding angående Diego Tur. Joe Royle vil ikke forlænge låneperioden med FCK'eren. Joe udtalte meget kryptisk: Diego er en af de bedre spillere, vi har haft på prøve på det seneste. Diego imponerede, og han har givet mig nogle ting at tænke over. Det er en underlig udtalelse. Kan den mon dække over, at Joe ikke må udtale sig, før børserne har fået besked? Jeg ved det ikke, men det er en meget underlig udtalelse. Jeg tror, at det er for tidligt at afskrive et køb af danskeren. 

 

Udsendinge fra den hollandske klub Fortuna Sittard var efter sigende på lægterne onsdag aften for at kigge nærmere på Gareth Taylor. Flere engelske klubber havde også meldt deres ankomst for at kigge på spillerforstærkninger, inden sæsonen går ind i sin afgørende fase. Det kunne være Tony Vaughan, de har i kikkerten. 

 

Tidligere på ugen lignede Kennedy en mand, der ville blive klar til storkampen på søndag. Det ser faktisk ikke så godt ud. Kennedy trænede ikke onsdag, og må være meget tvivlsom. Det kan godt være, at han bliver klar, men han mangler kamptræning. Der i mod ser det ud til at Danny Granville bliver klar til at møde sine gamle holdkammerater. Granville har døjet med influenza, men en målrettet c-vitamin kur har hjulpet ham oven på igen. Edghill og Tony Grant meldes også i bedring efter influenza.

 

De gamle drenge, Richard Jobson, Tommy Wright og børnebogsforfatteren Ian Bishop ser ud til at få forlænget kontrakterne med City. De to første er 36 år, Bishop kun 34. Der forlænges højst sandsynligt med 1 år.

 

Diego Tur var ikke den eneste dansker, der imponerede i aftes. Søren Frederiksen scorede i en reservekamp for Leicester. Ham kan Diego så dække op næste år,-)

 

Craig Russell - City's fortabte angriber - prøver nu lykken i Sheffield United. Russell har aldrig kunnet overbevise Joe om sine kvaliteter og er sat på transferlisten. Tidligere i år har Russell været på udlån til Darlington og Dundee United. I går debuterede han for Sheffield United's reserver.

 

 Gallagher brødrene fra Oasis, der er erklærede City fans, sender snart et nyt album på banen. I disse dage lytter folk over hele kloden til det første singleudspil fra pladen Standing On The Shoulder Of Giants, der udkommer i Danmark sidst i februar.
Singlen hedder Go let it out, og du kan være med på en helt lovlig lytter, hvis du klikker ind til music365. God fornøjelse!
 

Formand for den danske fanklub, Brian Leth, kunne i går berette, at vi nu er over 650 medlemmer af den skandinaviske fanklub. Så mange medlemmer har vi ikke været siden en gang i 70'erne. Det er flot!! Vil du også være med i Skandinaviens ældste fanklub kan du skrive til Brian på inter.c@get2net.dk. Du finder flere oplysninger om fanklubben under punktet Praktiske Oplysninger.

 

Ha en god dag!

 

Peter

 

05/01/2000

Billede fra www.mcfc.co.uk I aften spiller City's reserver mod Huddersfield. Paul Dickov vil tage del i kampen for at få så meget kamptræning som muligt.
Robert Taylor er låst til kampen mod Leeds på søndag, så Dickov håber, at han med en god præstation i aften kan til spille sig en plads i startopstillingen på søndag.

 

Der er forskellige meldinger omkring Diego Tur's deltagelse i kampen i aften. Teamtalk påstår, at han er med, mens jeg andetsteds har læst, at Diego først ankommer til Manchester i næste uge. Klar besked i morgen!
 

 

Miklos Molnar, som en del City fans havde ønsket til Manchester, har nu fundet en klub. Det er den amerikanske klub Kansas City Wizards, der har tegnet en 1-årig kontrakt med den løbeglade dansker. Hvad vil Molnar derovre?

 

En update på skadesfronten fortæller, at Tony Grant, Danny Granville, Mark Kennedy og Richard Edghill skulle blive klar til storkampen mod Leeds. Robert Taylor døjer med en forstrækning i lysken, men forventes at blive klar til City næste opgør i ligaen mod Fulham, den 16. januar - en kamp der også vises på SKY. Andy Morrison forventes først klar til lokalopgøret mod Bolton sidste på måneden.

 

Det er ikke kun City's kamp, du kan opleve i fjernsynet i weekenden. DR TV har kørt et stort FA Cup program i stilling. Lørdag vises Tranmere - Sunderland. Søndag gælder det CITY - Leeds, der sendes en 1 time forskudt, og sammendrag af Leicester - Arsenal. Mandag vises Blackburn - Liverpool. DR oplyser, at den kvæstede racerkører Jason Watt kommer i studiet til kampen CITY - Leeds. Måske er han City fan. Vi får se.

 

Sheffield United's Manager Neil Warnock er blevet kåret til Månedens Manager i 1. division for december. Sheffield United har vundet 4 og spillet en uafgjort i de sidste 5 kampe, og er lige så stille kommet væk fra bundstriden i divisionen. Warnock afløste den gamle City spiller Andrian Heath på Manager posten i starten af December.

 

Michael Brown, der er udlejet fra City, har haft sin del af æren. I mandagens 2-2 kamp mod Grimsby blev Brown kåret til Man of the match. Som alle ved, er Brown på vej væk fra Maine Road. Joe Royle vil have 500.000 pund, og det kan Sheffield United ikke betale i øjeblikket. Andre klubber har dog vist interesse i Brown, så han bliver ikke arbejdsløs lige foreløbig.

 

Tidligere City spiller og Manager John Benson blev kåret til Månedens Manager i 2. division. Han står i spidsen for Wigan, der ikke har tabt en ligakamp siden Play-off semifinalen mod City på Maine Road tilbage i maj 1999. Noget af en præstation. Benson stod i spidsen for City tilbage i 82/83, hvor vi rykkede ned i den gamle 2. division.

 

På Ian Simons side (link øverst på denne side) kan du nu se City's mål fra kampene mod WBA og Grimsby. Horlock's sidste kasse skulle være værd at kigge nærmere på. Han beskrev det selv som sit bedste mål nogensinde.

 

Der er ikke så meget mere at berette om. Jeg opfordrer alle til at møde op den lokale SKY pub på søndag. Det er kun her kampen sendes LIVE, så det er stedet at være!! Der er lagt op til en brag af en kamp mellem nr. 1 i 1. division og nr. 1 i Premier League. Måske laver vi overraskelsen!! Vi har i hvert fald ikke tabt til Leeds i de sidste 5 opgør på Maine Road. De sidste 2 kampe er endt 0-0, en kampe er endt 1-1, mens City har to 4-0 sejre at hente selvtillid i. Grund til optimisme:-) Du kan se en fortegnelse over alle 94 opgør mellem City og Leeds her.

 

Ha en god dag.

 

Peter

 

04/01/2000

Jeg starter med at beklage, at siden var nede i mange timer i går aftes og her til formiddag. Det er desværre, hvad der sker en gang i mellem.

 

1-1 mod Crewe blev resultatet af anstrengelserne i årets første kamp. Der var mange chancer foran begge mål, men det var City, der styrede begivenhederne gennem alle 90 minutter, og spillerne har ret til at være skuffede over ikke at have taget alle 3 point på Alexandra Stadium.

 

Lee Crooks, der afløste influenzaramte Edghill, bragte City foran på et flot fladt skud fra kanten af straffesparksfeltet. Da var der kun spillet 6 minutter. City satte sig på kampen og producerede en stribe chancer, der desværre blev misbrugt af Goater, Pollock og Horlock.

 

I halvlegen skiftede Joe Royle Dickov ind for Robert Taylor, der langt fra har nået toppen efter influenza angrebet. Og umiddelbart efter starten på halvlegen måtte Granville også udgå som følge af influenza i kroppen. Han blev afløst af Danny Tiatto. Weaver var i store perioder tilskuer til City's boldflytteri, der desværre ikke skabte de åbne chancer. I stedet for et City mål, scorede lynhurtige Rodney Jack for Crewe. En lang bold over midtbanen ramte Wiekens oven på hovedet. Jack var hurtigt over riposten og knaldede den flot op i det lange hjørne - uden chance for Weaver. En dum fejl af den ellers så flyvende hollænder.

 

Efter Crewe's udligning kom der igen gang i City. Horlock og Goater havde chancerne til at lukke kampen, men det skulle ikke være. Du kan læse SKY's rapport her.

 

City stillede med følgende hold: Weaver, Crooks, Wiekens, Jobson, Granville (Tiatto 49), Grant (Whitley 73), Bishop, Pollock, Horlock, Taylor (Dickov 45), Goater. Ej benyttet: Tommy Wright og Peacock. Advarsler til: Wiekens og Tiatto. 10.066 tilskuere på Alexandra Stadium (udsolgt)

 

City fik altså 7 point i julekampene. Det kan vi ikke være utilfreds med. Vi ligger stadigvæk nr. 1, selvom Charlton kan gå forbi os i næste kamp. I det hele taget er der meget tæt i toppen af divisionen. Du kan se stillingen ved at trykke på linket øverst på siden.

 

Mark Kennedy blev ikke klar til dagens kamp. Han skulle dog være klar til næste store udfordring, der hedder Leeds på Maine Road på søndag i FA Cuppen's 4. runde. Kampen vises på SKY (og i Sportssøndag på DR TV), så sørg for at møde op til storkampen på din lokale SKY pub. Leeds tabte i dag 2-1 hjemme til Aston Villa, og er måske på vej ind i en mindre krise. Det er vores store chance for at nappe en fornem skalp.

 

Desværre var der flere af City spillerne der så ud til at døje med mindre skader efter kampen mod Crewe. Desuden er der influenza virus i City lejren. Først sidst på ugen vil der være overblik over, hvem der er klar mod Leeds.  

 

Joe Royle har endelig bekræftet sin interesse i Diego Tur. I følge MCIVTA siger Joe, at han har fået en stærk anbefaling af Diego Tur, og at han derfor vil benytte chancen for at se nærmere på ham med henblik på en back-up rolle til vore nuværende midterforsvarere. Morrison forventes først tilbage sidst på måneden, mens Vaughan er transferlistet. Unge Nick Fenton returnerer dog fra sit udlån til Notts County i denne uge efter at Joe har nægtet at forlænge udlånet gældende for resten af sæsonen, så umiddelbart er der opbakning nok.

 

På FCK's debatforum er der rygter om, at Danny Allsopp skal indgå i en byttehandel med Diego Tur. Det vil jeg gerne se, før jeg tror det. Vi vil nok se Danny Allsopp blive sat i forbindelse med en masse klubber i den nærmeste fremtid. Jeg håber, at Joe bevarer fatningen og holder fast i guldægget.   

 

Angriber Chris Greenacre skulle også vende tilbage til City i denne uge, hvis hans låneaftale med Mansfield ikke forlænges yderligere. Greenacre scorede igen i går da Mansfield slog Torquay.

 

Der venter nogle spændende dage forude. Dels for vi afklaring på en masse rygter, og så er City's næste 2 kampe på TV. Det er nu ikke helt skidt at være City fan! 

 

Ha en god dag.

 

Peter

 

03/01/2000 ekstra

 Lee Crooks åbnede scoringen efter 6 minutter, da City i eftermiddag spillede mod Crewe på et totalt udsolgt Alexandra Stadium. Det var Crooks 2. mål i karrieren for City. Crewe fik desværre udlignet i 2. halvleg, og kampen endte 1-1.
Der var en del ændringer i City's startopstilling i dag. Blandt andet var Robert Taylor mod al forventning tilbage efter influenza. Ganske overraskende var det også, at der var plads til Grant og Lee Crooks i startopstillingen.

 

Der var sejre til flere af de øvrige tophold i 1. division, så spændingen er intakt i toppen. City ligger nr. 1. Læs mere om det hele her på siden i morgen.
 

 

03/01/2000

I eftermiddag går det løs igen. City møder Crewe på Alexandra Stadium. Alle billetter er revet væk, hvilket betyder, at Crewe får det største antal tilskuere i næsten 33 år. Der er plads til 10.000 billetter, så der skal nok blive en god stemning på det lille intime stadion.

Du kan læse det sædvanlige portræt af vores kommende modstander på Tanja og Morten's side. Følg dette link til portrættet af Crewe.

De seneste nyheder fra truppen er, at Mark Kennedy er tilbage efter sin skade. Han overtager Tiatto's plads på venstre flanke. Robert Taylor er stadigvæk ude med influenza, så Peacock får endnu en chance for at score sit første mål på 1. holdet. Ellers skulle der ikke være de store overraskelser.

 

Gårsdagens rygte om Diego Tur er nu bekræftet af flere kilder. På SKY's tekst-tv står der, at City får Diego på prøve i en måned, og at City kan få ham på fri transfer til sommer. Inde på FCK fansenes debatforum bliver dette da modsagt. Efter sigende har FCK kontrakt med Diego i endnu et par år. Dette bekræfter de danske formiddagsaviser, så vi får ikke Diego på fri transfer, hvis han imponerer. I følge N.C. Holmstrøm fra FCK skal Diego kun til prøvetræning i en uge - modsat oplysningen om en måned hos SKY. Forvirringen er total. Der kommer nok en udmelding fra Joe en af de nærmeste dage. SKY skriver i øvrigt også, at City er interesseret i Leeds' Stig Inge Haaland til en pris på 350.000 pund.

 

Danny Allsopp vil i følge SKY blive solgt (ofret) for at få råd til disse nyindkøb. Jeg kan stadigvæk ikke lide tanken om, at vi skal sælge Allsopp. Tidligere topscorer ved Ungdoms VM vidner om kvalitet, og det skal ikke kastes væk for hurtigt! Så vidt jeg husker, er både Bournemouth og Preston interesseret i Allsopp.

 

Dagens kamp starter allerede klokken 16.00 pga. Bank Holiday i England. Du kan følge med på nettet, selvom du ikke må sætte din lid til kommenteringen fra den officielle side. Det har ikke virket de sidste mange gange. Du kan derimod besøge Sporting-life, der har løbende opdatering af scoringerne. Du kan også besøge Blue View. Kig ind under links m.m. for yderligere info.

 

Der er fuldt program i den engelske 1. division. Det mest spændende opgør efter Crewe - City er kampen mellem Birmingham og Huddersfield. Huddersfield har store problemer i forsvaret, mens Birmingham igen kan trække på flere af de rutinerede kræfter, der har døjet med skader. Lad os håbe, at Birmingham kan slå Huddersfield. De nærmeste efterfølgere Charlton, Barnsley og Ipswich er involverede i følgende kampe. Charlton - Forest, WBA - Barnsley og Port Vale - Ipswich. Størst chance for fuldt udbytte har vel Charlton.

 

Dagens kamp mellem Crewe og City er på Oddset med følgende fordeling: 1=3,00 X=2,80, 2=1,80. Det er en meget åben kamp, som City dog bør vinde. Vi har 4 sejre på stribe og må være propfyldte med selvtillid efter et nogle gode kampe. Lad os håbe på en god start på det nye år.

 

Hvis du er gået glip af nyhederne i juleferien, kan du gå ned i nyhedsarkivet via linket øverst på siden og få lappet hullerne i den del af hjernen, der indeholder City stoffet.

 

Husk at der er storkamp på SKY på søndag. City møder Leeds i FA Cuppen's 4. runde. Sikke et brag. Der vil være City fans rundt om på barene i hele Skandinavien. Inde under sektionen Praktiske Oplysninger kan du finde se adresser på de pubs, hvor der altid er City fans. Kender du et sted, som ikke er listet, må du gerne skrive til mig på peter@okay.dk, så jeg kan få opdateret siden.

 

Så vil jeg slutte med en glædelig nyhed til alle Kinkladze fans. Kinkladze meldes klar til Derby's kamp mod Watford efter en alvorlig gang influenza. Giv os et mål du geniale Geogier!!!

 

Ha en god dag på toppen!

 

Peter

 

02/01/2000

Velkommen til et nyt år og en forhåbentlig god afslutning på den sidste halvdel af sæsonen.

 

City starter året mod Crewe i morgen eftermiddag kl. 16.00. Det er Bank Holiday i England - derfor det underlige tidspunkt.

 

Mark Kennedy er tilbage truppen, så City kan stille i noget nær stærkeste opstilling. Robert Taylor sidder igen ude med influenza. Jeg vil følge op på de seneste nyheder i morgen.

 


Billede fra www.fck.dk Det forlyder, at Diego Tur er kommet til Manchester på et 1 måneds lån fra FC København med udsigt til et permanent køb. Han er på fri transfer fra FC København til sommer, men købes måske før tid for at komme andre interesserede klubber i forkøbet! Jeg følger op på dette, når jeg ved lidt mere.

Her er hvad FCK's officielle side siger om Diego:

Diego Tur (spansk far / dansk mor) er en af F.C. Københavns populæreste spillere. Han har siden tiden i B.1903 været et af Danmarks største forsvarstalenter, og har nu udviklet sig til stabil og meget fremadrettet markeringsspiller. Han har opnået en stor international erfaring dels med optrædende på diverse landshold og til dels i internationale kampe med B.1903 og FCK.

 

Diego er særdeles god i luften, har en imponerende hurtighed og har den teknik, som mange markeringspillere savner. Han er målfarlig og har flere gange forladt en kamp som matchwinner.

 

Han styrke er blevet opfattet af landstræneren og Diego var udtaget til Ligalandsholdet, da de spillede King's Cup i Thailand vinteren 1998.

 

Meget tyder på, at Diego kan blive en af de næste FCK'ere, som vil prøve lykken i udlandet, og hans store mål er også at opnå en kontrakt i Spanien, hvor han har dybe rødder.

 

Fødselsdato: 03-10-71

 

Højde: 186 cm

 

Vægt: 77 kg

 

Tidligere klubber:
B.1903

 

Landskampe:

 

U-16 17 
U-18/19 19 
U-21 15 
Ligalandsholdet  8
 

 

Jeg kan fortælle, at Tanja og Morten's side igen er opdateret. Gå ind og læs klummen og portrættet af Crewe. Jeg skulle også hilse fra Carsten og sige, at han havde problemer med sin Tele Danmark side i sidste uge. Problemerne er nu løst, så vi ser frem til nye spændende forslag til tips og Oddset fra Carsten.

 

Rigtig godt nytår til alle sammen. Må det blive et stort år igen!

 

Hyggelige hilsner

 

Peter

 

 


Reklame


Lige nu 100 kr. Freebet
Klik på banneret

KLIK HER

Chart.dk